Teen kommer til Danmark

I 1610 blev den første ladning kinesisk te bragt til Europa om bord på et hollandsk skib. Omtrent halvanden generation senere dukkede den første tekande op i Danmark; det var en kinesisk tekande, som blev sendt fra Holland til Frederik 3. i 1656. Allerede tolv år senere, da biskoppen i Aalborg døde, nævnes provinsens første tekande i hans skifteopgørelse fra 1668. I årtierne herefter sluttede andre jyske embedsmænd sig til tedrikkernes rækker. Apotekerne havde fra 1672 teblade på varelisterne, og det var her, de velhavende embedsmænd købte deres grønne teblade i slutningen af 1600-årene. Regnskaberne fra Øresundstolden indeholder ikke oplysninger om den tidlige dansk teimport, men de lærde diskuterede allerede fra 1665, hvorvidt te var en sund eller farlig drik, og man opfordrede danskerne til at udvise mådehold over for denne nye drik. Man var klar over, at teen virkede opkvikkende, men mente, at dette kunne resultere i et misbrug på samme måde som alkohol.

Den første registrerede indførsel af te til København, som det er gengivet i regnskaberne for Øresundstolden. Skipper Peder Jensen havde 8 pund (svarende til ca. 4 kilo) te med i sin last fra Amsterdam til København, 15. august 1709. Den røde firkant viser, hvor i toldbogen der står ’thee’. Fra Soundtoll Registers Online

Teudstyr: dyrt kinesisk porcelæn, fajance og tekander

Den varme tedrik skabte et behov for nyt husgeråd, og sammen med teimporten fulgte kostbart kinesisk porcelæn på de hollandske skibe retur fra Kina. Ikke alle havde råd til kinesisk porcelæn, men valgte i stedet hos den lokale kandestøber at få fremstillet mere billige tekander af tin, og små drikkeskåle af fajance fra den hollandske by Delft hørte som regel til tedrikkernes første udstyr. Det gav imidlertid status at eje smukt teudstyr, som signalerede velstand og økonomisk overskud, og allerede før 1700 begyndte teborde, tebakker og kostbart porcelæn at brede sig i såvel københavnske embedsmandshjem som i provinsens større byer og på herregårdene. En gennemgang af 1.000 danske skifter fra perioden 1660-1800 viser, hvordan tedrikningen bredte sig i de forskellige sociale lag over hele riget. Særligt præsterne, der havde studeret i København, var tidlige tedrikkere, og fra 1720'erne fandtes det fulde teudstyr hos hovedparten af de danske sognepræster. Omkring 1700 dukkede de første lukkede kobbertekedler med praktisk hældetud op og afløste de store åbne messingkedler, som de velhavende husholdninger hidtil havde benyttet til vandkogning i køkkenildstedet.

Illustrationer af teudstyr fra det 17. århundrede. De var afbildet i den tyske læge, anatom og botaniker Simon Paullis bog om tobak og te: 'Commentarious de abusu tabaci Americanorum veteri et herbae thee Asiaticorum in Europa novo, cum figuris æneis' ('Kommentarer til brugen af tobak fra det gamle Amerika og den asiatiske urt te i det nye Europa, med figurer af Kedler'), der udkom i 1665. Simon Paulli (1603-1680) blev i 1639 professor ved Københavns Universitet og senere kongelig livlæge. Figur VIII er den første kendte danske gengivelse af en tekande. Den var kinesisk Yixin-stentøj og tilhørte Frederik 3., der modtog den i 1656 fra en dansk diplomat i Amsterdam. Kanden findes i dag på Nationalmuseet. Illustrationen er fra en senere engelsk oversættelse fra 1746. Se scanningen her

Dansk import og handel

Fra 1732 importerede danske kinafarere fra det nyoprettede Asiatisk Kompagni selv te direkte fra Canton i Kina. En gennemgang af samtlige danske provinskøbmænds varelister, som ligger bevaret i Rigsarkivet for årene 1732 og 1750, viser omfanget af og udviklingen i tehandelen. Af disse lister ser man også, at den grønne te i 1732 havde fået en stærk konkurrent i den noget billigere sorte te, kaldet The Bohea. Den var mere egnet til den lange sørejse fra Kina, og i 1750 udgjorde den grønne te kun en lille procentdel af det samlede tesalg.

Oliemaleri fra ca. 1825 der viser teproduktionen i sydkina. På skråningerne bliver bladene plukket, sorteret, tørret og ristet. Forneden til venstre ses to danske handelsfolk i færd med at opkøbe teen, der stampes i kasser og fragtes ud til de ventende handelsskibe. Fra: Nationalmuseet

I stort set alle danske købstæder kunne man købe te i midten af 1700-årene, men der var meget stor forskel fra by til by. I de store handelsbyer såsom Aalborg, Aarhus, Odense og Helsingør var der 2-4.000 pund te til salg i byernes kramboder, mens mindre købstæder nøjedes med at have helt ned til 10 pund te til salg. I Aarhus fandtes fra 1749 provinsens første egentlige tehandler, Christian Lind, der udelukkende solgte te og ostindisk porcelæn. I København var købmændenes specialisering mere udtalt, og i 1765 havde hovedstaden 34 tehandlere. En halv generation senere, i 1787, var der 120 københavnske tehandlere, hvoraf mange var småkårsfolk, der tjente lidt ekstra ved salg af teblade fra deres små lejeboliger eller kældre. Hos købmændene fik man topsukker eller kandis til at søde drikken med, og mælk hørte også til teen.

Tehuse og schweizerbagerier

De første teudskænkningssteder, tehuse, kendes i København fra 1689, og omkring 1700 var der ca. fem registrerede tehuse i hovedstaden. I 1728 var dette antal steget til 12 stykker, hvorefter antallet lå nogenlunde stabilt, og i nogle af disse tehuse udskænkedes også kaffe. Fra midten af århundredet ved vi, at man serverede smørrebrød i tehusene, og at prisen for en opskænket kop te var 1½ skilling, nærmest det samme som en halv liter øl. Flere af de små tehandlere udskænkede ligeledes te, selvom de ikke havde søgt om tilladelse hertil, men det var ikke steder, hvor honette folk kunne møde op. Først med fremkomsten af schweizerkonditorierne, hvor man udskænkede varm chokolade, kaffe og te fra 1790'erne, begyndte velhavende familier at drikke te på offentlige steder. Fra samme årti findes beskrivelser af det københavnske borgerskabs lystture ud til Frederiksberg Have og visse nordsjællandske landsbyer, hvor man beskænkedes med te. I samme årti fulgte provinsens schweizerbagerier med, og i 1815 fik Aarhus sit første sommerudflugtssted med teudskænkning.

Teen bliver hvermandsdrik i byerne

1700-årenes anden halvdel blev teens guldalder, hvor selv mindrebemidlede håndværkerfamilier drak te, og skifter fra 1790'erne efter ludfattige enker i Køge viser, at også de drak te. Her nøjedes man jævnligt med tepotter og simple drikkekopper af ler, men de fleste havde en kobbertekedel. I købstædernes borgerfamilier opførte man lysthuse, hvor tedrikning blev et fast ritual, stærkt inspireret af herregårdene. Alt kinesisk var moderne, såvel tapeter, lysthuse, lakbakker, teborde og naturligvis porcelæn til tedrikningen, men i 1775 lykkedes det at skabe det første hvide danske porcelæn.

Porcelænsstel fra Den Kgl. Porcelainsfabrik, 1787. Te- og chokoladestel i mahogniskrin. Stellet var en gave fra Frederik 6. (1768-1839) til amtmand Rudolph Bielke (1746-1813), efter at kongen havde gjort ophold i hans hus. Fra: Nationalmuseet

På landet sprang man stort set teen over. Kun særligt velhavende marskbønder og andre velhavende jyske selvejerbønder havde teudstyr fra midten af 1700-årene. Kaffen blev fundet mere interessant i landbohjemmene, og da man efter landboreformerne så småt begyndte at få rede penge mellem hænderne omkring 1800, blev de investeret i kaffebønner, sjældnere i teblade. Bøndernes stadigt stigende forbrug af kaffe bevirkede, at kaffeimporten omkring 1840 fuldstændigt havde overhalet teen, simpelthen fordi bønderne udgjorde mere end 75 procent af rigets befolkning. I de efterfølgende årtier, hvor fattige husmænd og landarbejdere flyttede ind til byerne og blev industriarbejdere, fulgte kaffedrikningen med ind til hovedstadens og købstædernes nye arbejderkvarterer. I 1850 blev der importeret 6.255.151 pund kaffe men kun 286.127 pund te.

Visitter, tesaloner og five o'clock tea

Den almindelige udbredelse af tedrikning betød, at især borgerskabets kvinder ved visitter hos hinanden ikke længere blev beskænket med likører og søde vine, men i stedet med te og kaffe. Mange mænd fortsatte dog med at gå på vinhuse og værtshuse, som Ludvig Holberg har beskrevet det. I rigets førende litterære kredse begyndte man i slutningen af 1780’erne at holde litterære saloner, hvor poesi, malerkunst og filosofi diskuteredes over veldækkede teborde.

I årtierne op til 1900 blev five o'clock tea et kendt begreb i velhavende danske borgerhjem, og en ny visitkultur gav husets frue mulighed for at modtage besøgende gæster, uden at der skulle stables store middagsselskaber på benene. Samtidig så flere elegante københavnske tesaloner dagens lys omkring 1900, og her kunne kvinder uden følgeskab af mænd tillade sig at indtage en let frokost eller eftermiddagste, hvilket ellers ikke var socialt accepteret på datidens restauranter.

Urtete og tebreve

Besættelsesårenes rationering af te - og fra 1942 en fuldstændig mangel på te - gav grobund for megen opfindsomhed, hvor blandt andet æbleblade og tørrede urter blev brugt som erstatning. Mange tehandlere bukkede under, men de, der overlevede rationeringerne frem til 1952, måtte herefter affinde sig med høje prisstigninger på te. Med tebrevets udbredelse i efterkrigstiden fulgte en årrække, hvor mange faldt for den hurtige og billige løsning med f.eks. Medova-tebreve. Tekvaliteten var ikke altid i top, men det var en let løsning, hvis man som kontoransat følte sig "udkørt klokken tre", som det hed i Medovas slogan. Ungdomsoprøret gjorde op med alle autoriteter, herunder forældrenes og bedsteforældrenes sirligt dækkede teborde, hvorefter urtete i de nye kollektiver blev drukket af store krus, gerne mens man sad på gulvet.

I dag: teens nye renæssance

Siden år 2000 har teen fået en ny renæssance, hvor tesaloner med servering af udsøgte teer i vederkvægende omgivelser er blevet udbredt i hovedstaden og flere større danske byer. Samtidig er især grøn te atter kommet i søgelyset af helbredsmæssige årsager, da forskellige internationale undersøgelser har påvist, at den grønne te indeholder flere virksomme sygdomsbekæmpende egenskaber. Sundhedsdiskussionen fra teens tidligste år i Danmark er dermed vendt tilbage. Teen har i vor tid fået en mere fremtrædende rolle, om end der stadig er flere tedrikkere i hovedstaden end i andre dele af landet. 

Denne artikel er lavet i samarbejde med Den Gamle By, Tidsskriftet Skalk og forlaget Wormianum.