Artikler
Merkantilismen (af fransk ’mercantile’: handels-, købmands-) er betegnelsen for den økonomiske politik, som den danske stat i lighed med andre europæiske stater førte i det 17. og 18. århundrede for at befordre erhvervslivet, især handel og håndværk, og dermed forbedre statens skattegrundlag.
Merkantilismens praksis og midler
Merkantilismens hensigt var at udvikle pengeøkonomien og samle den størst mulige pengemængde i form af ædelmetal inden for statsterritoriets grænser. Til dette formål skulle befolkningen sælge mere til udlandet, end den købte. Den gunstige handelsbalance kunne opnås ved en udvikling af eksporten og især ved en begrænsning af importen. Midlerne var blandt andet:
- importforbud
- toldpålæg
- udvikling af de importkonkurrerende erhverv
- varetransport på landets egne skibe.
Merkantilismen førte således til en aggressiv handelspolitik, som andre lande lige så aggressivt svarede igen på. En udvej af dette problem var at anskaffe sig kolonier, som man selv beherskede og derfor uhindret kunne etablere en gunstig handelsbalance med.
Til ophjælpning af handel og håndværk regulerede staten det begrænsede marked med forskellige foranstaltninger og tiltag:
- oprettelse af monopoler, så virksomhederne ikke ødelagde hinanden i indbyrdes konkurrence
- fjernelse af indre toldgrænser
- udvikling af vejvæsen
- etablering af postvæsen
- indførsel af systemer for ensartet mål og vægt
- og frem for alt: et ensartet og stabilt penge- og kreditvæsen.
Med merkantilismen opstod for første gang en egentlig nationaløkonomisk betragtning til afløsning af en primitiv fiskalisme, hvor staten blot pålagde told og skat uden at bekymre sig om undersåtternes skatteevne. Men merkantilismen er ikke at opfatte som en sammenhængende systematisk økonomisk teori. Sådanne opstod først i anden halvdel af 1700-tallet med fysiokratismen og liberalismen, der netop udvikledes i et opgør med merkantilismen og dens mange statslige indgreb i økonomien.
Merkantilisme i Danmark
En merkantilistisk politik udvikledes i Danmark fra begyndelsen af 1600-tallet under inspiration fra Nederlandene, England og siden Frankrig og fandt sin fulde udfoldelse som en sammenhængende økonomisk politik i 1730’erne. Det fornemste udtryk herfor er grev Otto Thotts (1703-1785) programskrift for det nye kommercekollegium fra 1735 med titlen Allerunderdanigste uforgribelige Tanker om Kommerciens Tilstand og Opkomst. Det er karakteristisk for dette skrift som for dansk merkantilisme i almindelighed, at landbruget tillagdes større vægt, og ædelmetallet mindre vægt, end tilfældet var i Frankrig og andre lande. Principperne realiseredes fra 1730’erne i en lang række ret effektive pengepolitiske og erhvervspolitiske foranstaltninger. Fra slutningen af 1700-årene vandt den økonomiske tænkning kameralismen frem med større vægt på både statens og det private markeds evne til at skabe vækst; siden begyndte liberalistiske ideer at få tilslutning på merkantilismens bekostning.
Kobberstik af lensgreve Otto Thott. Fra: Det Kgl. Bibliotek