Kilder
Kildeintroduktion:
Med Forordning om negerhandelen fra 16. marts 1792 blev der indført et forbud mod slavehandel med virkning fra 1. januar 1803. Fra 1660’erne til begyndelsen af 1800-tallet blev hen ved 111.000 slavegjorte afrikanere ført fra Guldkysten i Dansk Guinea til den danske koloni på de tre vestindiske øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix. Denne slavehandel var en del af den større danske trekantshandel imellem Guldkysten, De Vestindiske Øer og Danmark. Fra Danmark skibedes våben og alkohol til at købe slavergjorte for til Afrika. Herefter blev de sejlet til Vestindien, hvorfra især sukker blev transporteret tilbage til Danmark.
I slutningen af 1700-tallet var mange europæere, herunder den danske finansminister og plantageejer Ernst Schimmelmann (1747-1831), imidlertid blevet betænkelige ved, om det var klogt at fortsætte slavehandelen som hidtil. To aspekter gjorde sig især gældende i disse overvejelser omkring slavehandelen, dels et moralsk og dels et økonomisk. I kraft af oplysningstidens nye opfattelse af mennesket, dets frihed og rettigheder, var mange begyndt at sætte spørgsmålstegn ved det anstændige i denne menneskehandel.
For Danmarks vedkommende var det bærende argument for at afskaffe slavehandelen imidlertid først og fremmest økonomisk. I England foregik en ophedet samfundsdebat om den kristne etik i forhold til slavehandelen, og det blev i Danmark korrekt formodet, at England var på vej til en ophævelse af sin slavehandel (dette skete i 1807), hvilket ville påvirke de øvrige slavehandlende stater.
Danmark ønskede således at være på forkant med udviklingen for at give de danske plantageejere tid til indrette sig efter forholdene og opnå det mest fordelagtige økonomiske resultat. I et økonomisk perspektiv var flere i Danmark desuden begyndt at tvivle på, om det overhovedet var profitabelt at sende slavegjorte den lange vej tværs over Atlanterhavet. De tænkte sig i stedet, at en bedre løsning måtte være at gøre De Vestindiske Øer selvforsynende med slavegjorte, så man helt undgik yderligere import fra Afrika i fremtiden.
Man indførte derfor i 1792 denne forordning om at forbyde slavehandel. Samtidig sørgede man dog for, ved først at lade loven træde i kraft ti år senere i 1803, at der i mellemtiden var rigeligt med tid for de danske plantageejere til at anskaffe sig så mange slavegjorte, der krævedes for at blive selvforsynende. Til dette formål var staten endog villig til at yde billige lån til de plantageejere, som måtte have brug for det, og samtidigt gav man også præmier for hver indført slavegjorte og ekstra store præmier for de kvindelige slavegjorte, idet de var de vigtigste i reproduktionen. Disse tiltag resulterede derfor efterfølgende i en øget slavehandel indtil 1803.
Danmark var den første stat i verden, som forbød fragt af slavegjorte over Atlanten på landets skibe med denne forordning, der altså mere var grundet i økonomiske kalkuler end i humanitære overvejelser. Afskaffelsen af slavehandlen betød da også langt fra et forbud af slaveriet. Det blev først ophævet i 1848.
Forordning om Neger-Handelen som gengivet i Kong Christian den Syvendes allernaadigste Forordninger og aabne Breve for Aar 1792. Se hele lovteksten her.
Forordning[1] om Neger-Handelen
Vi Christian den Syvende, af Guds Naade, Konge til Danmark og Norge, etc., Giøre alle vitterligt: At, i Hensigt til de Omstændigheder, som følge med Slavehandelen paa Kysten af Guinea og med de der kiøbte Negres Overførsel til Vore Vestindiske Øer, ogsaa i Betragtning af, at det i alle Henseender maatte være velgiørende og gavnligt, om Tilførsel af nye Negre fra Guinea kunde undværes og Vore Vestindiske Øers Dyrkning i Tiden bestrides med Arbeidere, som, paa Øerne fødte og opdragne, vare fra Ungdommen af vante til Arbeidet, Himmelegnen [2] og dem, under hvilke de skulle arbeide, have Vi ladet undersøge, hvorledes og naar dette maatte blive mueligt. Ved denne Undersøgelse er det blevet sat uden for Tvivl, at det kan blive mueligt og er fordeelagtigt for Vore Vestindiske Øer at undvære Indkiøb af nye Negre, naar Plantagerne engang ere blevne forsynede med tilstrækkeligt Antal i det for Formerelsen fornødne Forhold; naar Understøttelser for de Plantage-Eiere, som dertil trænge, kunne giøres muelige, og der sørges for at fremme Negrenes Ægteskaber, Oplærelse og Sædelighed.
For altsaa at sætte Vore Vestindiske Besiddelser udaf den Afhængenhed, hvori de vare og ere i Henseende til Negres Tilførsel, og for omsider at giøre Negres Tilførsel unødvendig, er det at Vi nu til hver Mands Efterretning kundgiøre Vor allernaadigste Villie om en Deel herhen hørende, som nu behøver strax at bekiendtgiøres, og herved saaledes byde og befale:
I.
Med Begyndelsen af Aaret 1803 ville Vi, at al Negerhandel for Vore Undersaatter skal ophøre paa de Afrikanske Kyster, og ellers hvor den kunde finde Sted uden for Vore Besiddelser i Vestindien, saaledes, at efter dette Tidsrums Udløb ingen Neger eller Negerinde enten paa Kysten eller paa andre fremmede Steder maae ved eller for Vore Undersaatter indkiøbes, i Vore Undersaatters Skibe føres, eller til Vore Vestindiske Øer til Salg indføres, og at al mod dette Forbud stridende Handel skal efter denne Tid ansees som ulovlig.
2.
Imidlertid, fra nu af nemlig og indtil Udgangen af Aaret 1802, maae det være tilladt for alle Nationer uden Forskiel og under alle Flage at indføre Negre og Negerinder fra Kysten til Vore Vestindiske Øer.
3.
For de sunde og friske Negre og Negerinder, som i denne Tid saaledes indføres til Vore Vestindiske Øer, bevilge Vi, at følgende Partier raae Sukkre maae i egne eller fremmede Skibe inden eet Aar fra Indførselen udføres fra Øerne til fremmede Steder i eller uden for Europa, nemlig for hver voxen Neger eller Negerinde 2000 Pd. Brutto, og for hver halvvoxen det Halve, nemlig 1000 Pd., uden Forskiel i Henseende til Kiønnene; men for Børn intet.
4.
Den i Forordningerne af 9 April 1764 og 12 May 1777, hvilke i Henseende til Negerhandelen herved for Resten hæves, bestemte Afgivt ved Slavers Indførsel, ville Vi allernaadigst ganske eftergive for de Negerinder, som herefter indføres; hvorimod af de Sukkre, som for indførte Negre eller Negerinder udføres til fremmede Steder, erlægges i udgaaende Told ½ Procent meer, end der nu er paabudet.
5.
Videre ville Vi, i Hensigt til det rette Forhold mellem Kiønnene, fra Begyndelsen af Aaret 1795 og for den følgende Tid eftergive Kopskatten[3] af de Neger-Qvinder eller Piger, som arbeide paa Plantagerne, og ikke ere Huus-Negerinder, hvorimod fra samme Tid at regne denne Afgivt erlægges dobbelt af alle Plantage-Mands-Negre.
6.
Udførsel af Negre og Negerinder fra Vore Vestindiske Øer forbydes fra nu af paa det strængeste, og undtages fra dette Forbud allene de, som Lovene byde at udgaae, samt de, hvilke Vor General-Gouveneur og Regiering paa de Vestindiske Øer i meget enkelte Tilfælde efter Omstændighederne maatte troe sig beføiet til at lade udgaae.
Hvorefter alle og enhver kunne vide sig at rette og forholde. Givet paa Vort Slot Christiansborg udi Vor Kongelige Residents-Stad Kiøbenhavn den 16 Martii 1792.
Under Vor Kongelige Haand og Segl.
Christian R.
(L.S.)[4]
_____________ _____________ ______________
Scheel. Hagerup. Trant.
__________________
Rosenstand Goiske.
Ordforklaringer
[1] Forordning: En forordning var under enevælden (1660-1849) betegnelsen for de af kongen udstedte love og retsforskrifter. Betegnelsen blev anvendt om de vigtigere love, der var af større omfang, eller om vigtigere genstande. De kongelige forordninger blev trykt og bekendtgjort, og de var en del af den kongelige lovgivning ligesom anordninger, reskripter og plakater.
[2] Himmelegn: en egn af jorden, klima.
[3] Kopskat: skat, som rammer alle skattepligtige personer lige uden hensyn til deres økonomiske forhold.
[4] (L.S.): forkortelse for det latinske Loco Sigilli, der angiver lakseglets placering.