Dansk-norske handelskompagnier i Indien og Kina

Handelsposten Tranquebar i Sydindien blev ved sin etablering i 1620 det nyoprettede handelskompagni Ostindisk Kompagnis første handelskoloni. Hurtigt blev det dog handelen med Kina, som blev den største kilde til indtjening for kompagniet. Hvor man i Indien kunne hente varer som bomuldsstoffer og krydderier, særligt peber, bød Kina på andre luksusvarer, først og fremmest te og porcelæn.

Tranquebar, som her ses i en idealiseret fremstilling, var den første danske handelsstation i Asien. Oliemaleri fra ca. 1658. Fra: Wikimedia Commons

I Indien var der fri handel. Kineserne kontrollerede derimod handelen strengt og lod ikke europæerne oprette kolonier i Kina, men tillod europæiske handelsbesøg i Canton, det nuværende Guangzhou, i det sydlige Kina. Te blev hurtigt et populært nydelsesmiddel i Europa, og i 1730 sendtes for første gang et skib fra København til Canton. Det var det længste, de danske skibe kom ud i Asien. Frem til 1780 blev der gennemsnitligt afsendt to skibe om året af Asiatisk Kompagni, som fra 1732 afløste Ostindisk Kompagni.

Europæiske handelskontorer i Canton ca. 1805. Yderst til venstre ses det danske flag. Ukendt kunstner. Fra: Wikimedia Commons

Frem til 1772 blev 94 skibsladninger sat på auktion i København og indbragte mere end 40 millioner rigsdaler. Tre fjerdedele af det samlede beløb på kompagniets auktioner blev tjent på de kinesiske varer, i særdeleshed teen, mens Tranquebar tabte betydning som anløbssted for den dansk-asiatiske handel i løbet af 1700-tallet.

Te: en oversøisk vare med indvirkning på danske vaner

De nye oversøiske varer havde indvirkning på, hvordan man omgikkes hinanden i selskabelig sammenhæng. Om teens voksende popularitet i 1700-tallet vidner forfatteren Ludvig Holberg (1684-1754), der i komedien Barselstuen fra 1723 kommer med satiriske bemærkninger om de eksotiske varme drikke, som er kommet på mode. Her lader han ægtemanden Corfitz klage over udgifterne til de mange besøg af hans kones bekendte, som kommer for at ønske tillykke med parrets nyfødte barn: "Kedlen er aldrig af ilden, thi én vil have kaffe, en anden grøn te, en anden te de bou eller de bok [dvs. sort te], hvad fanden det er de kalder det, så at dersom det varer længe, beholder jeg næppe så mange penge tilbage at jeg kan købe en strikke for, om jeg ville hænge mig."

At de ændrede vaner, som de nye varme drikke gav anledning til, ikke var uden fordele, erkendte Holberg dog også. I 1748 skrev han om de nye former for forbrug og selskabelighed: "Hvis der ingen anden nytte var ved te og kaffe, var dog denne, at drukkenskab, som før gik så meget i svang, derved temmelig er kommen af brug. Nu kan vore hustruer og døtre gøre 10 visitter på en eftermiddag, og komme ganske ædru tilbage. Dette kunne ikke ske i gamle dage, da (…) et fruentimmer måtte i det mindste pimpe lidt på hvert sted, så at, når man lagde alle de små doser sammen, som toges i hver barselstue, det omsider kunne beløbe sig til noget".    

Teauktion i Londons East India House, Det Ostindiske Hus. Teen, som blev fragtet hjem af de ostindiske handelskompagnier, blev solgt ved offentlige auktioner. Fremgangsmåden i København lignede den i London. Billedet er et stik fremstillet af Thomas Rowlandson i 1808. Fra: Wikimedia Commons    

Det eftertragtede porcelæn

Introduktionen af eksotiske varme drikke som te blev anledning til udbredelsen af en mængde nyt udstyr i europæiske hjem. Hos dem, der havde råd, tog det nye husgeråd meget ofte form af den lige så eksotiske importvare porcelæn, der blev fremstillet i Kina. Også i kolonierne satte den nye materielle kultur sine spor. En liste over indbo i Tranquebars guvernørbolig fra 1846 viser, hvordan en fornem husholdning førte sig frem i selskabslivet med de eftertragtede varer. Her fandt man både sølvtøj og porcelæn til servering. Udstyret omfattede tedåse, tesi, 46 teskeer, mælkekande og sukkerskål i sølv, samt en mængde forskelligt porcelæn, såsom en tekande med 41 kopper, flødekande og sukkerskåle, alle med forgyldte rande og landskabsmotiv.

Hjemme i Europa blev ikke kun forbrug, men også produktion påvirket af de nye vaner, som den oversøiske handel havde introduceret. Kineserne vogtede nøje over deres viden om, hvordan man fremstiller porcelæn, men europæerne forsøgte snart at gøre dem kunsten efter, først med efterligninger i andre typer af keramik såsom fajance. I 1710 blev Tyskland det første sted i Europa, hvor det lykkedes at fremstille ægte porcelæn. I 1775 fulgte Danmark efter, da Den Kongelige Porcelænsfabrik åbnede og etablerede sig som en populær producent af porcelæn til både Danmark og kolonierne. Også i Tranquebar vidner lister over indbo fra guvernørboligen om, at det kongelige porcelæn var på mode.

Porcelænsstel fra Den Kongelige Porcelænsnsfabrik, 1787. Te- og chokoladestel i mahogniskrin. Stellet var en gave fra Frederik 6. (1768-1839) til amtmand Rudolph Bielke (1746-1813), efter at kongen havde gjort ophold i hans hus. Foto: Nationalmuseet

At Østens populære blåmalede porcelæn har sat sig mere varige spor i den danske forestillingsverden og på de danske borde, ser man i dag af det såkaldte Tranquebar stel, et blåmønstret fajancestel som blev skabt i 1912. Det blev først produceret af fabrikken Aluminia, siden af Den Kongelige Porcelænsfabrik. Indisk er det ikke, ej heller kinesisk, men lidt af forestillingen om de asiatiske handelsveje fra kolonitiden er alligevel blevet hængende som en del af dansk design og kulturarv.