1. Lensvæsen

Den ældste betydning af begrebet feudalisme har med len at gøre (feudum). Denne betydning blev efterhånden af historikere udviklet til noget, man kan kalde en idealtype: Al jord på et givet territorium tilhørte i udgangspunktet fyrsten/kongen. Han bortforlenede så dele af territoriet til såkaldte vasaller mod at de ydede troskab og tjeneste. Disse vasaller bar ofte titler som hertuger, grever eller baroner og disponerede over ganske store landområder. Så store, at også de måtte overlade dele af det til såkaldte undervasaller mod de samme forpligtelser. Disse igen kunne så atter bortforlene til undervasaller osv., så man fik en hel pyramide af lensbesiddere, som kun var bundet sammen af troskabseder. Med tiden opnåede vasallerne arvelig besiddelse af deres len, og så kunne det blive så som så med troskaben og sammenhængskraften i pyramiden. Systemet tenderede mod at ende i anarki.

Dette system har man anset for mest udbredt i det nuværende nordlige Frankrig og Belgien samt i England efter den normanniske erobring i 1066. Bortset fra sidstnævnte sted var systemet dog ikke enerådende, idet privat ejendom til jord også fandtes. Til gengæld kom systemet med tiden i mere eller mindre udpræget grad til at præge det meste af det øvrige Europa, hvor det dog i endnu højere grad måtte konkurrere med andre former for jordbesiddelse.

I Danmark har man for det meste været enig om, at dette system kun fandtes i de såkaldte fyrstelen; dele af rigets yderområder, som blev givet til yngre kongesønner til standsmæssig forsørgelse. Af disse blev hertugdømmet Slesvig langt det mest betydningsfulde, bl.a. fordi de andre som regel kun bestod i én eller et par generationer.

2. Marxismen

Karl Marx (1818-1883) kom fra omkring midten af 1800-tallet i stadig højere grad til at bruge sin tid på at undersøge, hvorledes det system, som han (og andre) kaldte for det kapitalistiske, virkede, og hvorledes det var opstået. Han fik brug for at kunne beskrive den såkaldte produktionsmåde, som gik forud, og den kaldte han for feudalismen. Ifølge Marx er den karakteriseret ved, at godsejere ejer jorden, som de ikke personligt kan overkomme at dyrke. Derfor overlader de den til fæstebønder, som så må betale afgifter til godsejerne til gengæld for at få lov til at dyrke deres jord. Fæstebønderne er i modsætning til kapitalismens arbejdere ikke afhængige af dem, der ejer produktionsmidlerne, for at kunne producere noget og dermed for at overleve. Derfor er de tilbøjelige til at glemme at betale godsejeren, hvis ikke de bliver tvunget til det. Derfor har godsejerne brug for militær, politisk og juridisk magt for at opretholde systemet.

Problemet med denne definition er så, at godsejere og fæstebønder har været de dominerende parter i utroligt mange forskellige samfund ud over det meste af Verden i overordentligt mange århundreder. Den bliver simpelthen for bred til, at den kan sige ret meget andet end det, vi vidste i forvejen.

3. Marc Bloch og den franske Annalesskole

I 1939-40 udkom et senere overordentligt indflydelsesrigt værk i to bind, der på dansk ville have heddet Det feudale samfund (La Société féodale). Det var skrevet af den franske historiker Marc Bloch (1886-1944), som regnes for den ene af de to grundlæggere af den franske såkaldte Annalesskole. Dennes tanker om historieskrivning blev særdeles indflydelsesrig også langt uden for Frankrigs grænser i tiden fra ca. 1945 til et godt stykke op i 1980’erne.

I bogen beskriver Marc Bloch et helt samfundssystem, der er bundet sammen i over-/underordningsforhold af personlige troskabsbånd. Dette gjaldt også for fæstebønderne, der i sidste ende var dem, der dyrkede den jord, som var ’vandret’ gennem alle forleningens trin. Samtidig lagde han vægt på at spore, hvorledes forskellige funktioner, som i dag er samlet i statsmagten, var eller blev spredt rundt i systemet: lovgivende, dømmende og udøvende magt – som fx opkrævning af skatter og bøder. Og dertil kom, at han forsøgte at skildre de mentaliteter, som prægede et sådant samfund. Igen var det i hovedsagen det nuværende Nordfrankrig/Belgien, der var i fokus.

Der var altså tale om en kraftig udvidelse af den førstnævnte betydning af ordet feudalisme; næppe uden en vis påvirkning fra den marxistiske opfattelse.

Dermed havde begrebet fået en formulering, som også gav mening i dansk middelalderhistorie – også uden for de såkaldte fyrstelen. Begrebet blev da også af danske historikere i voksende grad brugt til at analysere, hvorledes de forskellige fænomener, som i dag er samlet i statsmagten, var opstået, udviklet og placeret i samfundet. Ofte var der tale om, at rettigheder, som oprindelig var kongelige, som fx retten til beskatning og bødeopkrævning, med tiden overgik til godsejerne, således at disse udøvede dem i forhold til deres egne fæstebønder – også selv om danske godsejere selv ejede deres godser/jord.

Dekonstruktivisme

I de senere år er begrebet feudalisme blevet voldsomt omdiskuteret. Nogle har hævdet, at begrebet er uklart, fordi det dækker så mange forskellige betydninger. En kritik, som dog er let at imødegå for folk, som er i stand til at rumme tre forskellige betydninger af det samme ord i deres hoveder.

Værre blev det, da den engelske historiker Susan Reynolds i 1994 udsendte sit tykke bind om Fiefs and Vassals, som er et generalangreb på den første eller snævre betydning af ordet feudalisme. Dette foregår ved at gennemgå et umådeligt stort middelalderligt materiale fra mange dele af Europa og ihærdigt lede efter andre mulige fortolkninger af det end de hidtil foretrukne. Det benægtes ikke, at der fandtes både len og vasaller, men hovedvægten ligger så afgjort på bestræbelserne på at bortfortolke dem fra materialet. Bogen er meget svær at læse, da formålet kun er at nedbryde gængse forestillinger. Hvad der så skal sættes i stedet for disse, er det i det store og hele helt op til læseren selv at finde ud af. 

Denne bog har delt vandene, og mange danske historikere foretrækker i dag at undlade at bruge ordet feudalisme: Enten fordi de er overbeviste om, at det er en senere konstruktion uden relevans for middelaldersamfundet, eller fordi de frygter at stikke hånden i en hvepserede, hvis de bruger det.

For den, som skriver disse linjer, er det indlysende, at vi har brug for et andet begrebsapparat end det, der bruges på nutidige samfund, til at beskrive et samfund, som adskiller sig radikalt fra det nutidige. Så hvorfor ikke bruge det, som har været udviklet og forfinet lige siden middelalderens jurister ganske tidligt tog fat på at udvikle begreber til at forstå, hvad der foregik omkring dem? Det er dog givet, at udviklingen af et mere eller mindre feudalt præget samfundssystem ikke har været så entydig og lineær, som tidligere tiders historikere forestillede sig.