Ofte kan man i historiske fremstillinger læse, at den danske konge Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) ved reformationen i 1536 konfiskerede alt den katolske kirkes gods og ejendom i Danmark. Dette er i bedste fald en grov forenkling, der fokuserer på reformationens karakter af brud med det bestående uden at tage hensyn til sagens kompleksitet og de elementer af kontinuitet, der på den korte bane trods alt kan spores for en del af kirkegodsets vedkommende.

Før reformationen ejede kirken omkring 40 procent af jorden i Danmark. Adelen ejede en nogenlunde tilsvarende andel, og kongemagten de resterende ca. 20 procent. Kirkens gods bestod ligesom kongens og adelens gods af et stort antal herregårde med tilhørende bondegårde samt skove og engarealer, som var fordelt mellem de mange forskellige kirkelige institutioner. De største kirkelige institutioners gods kunne omfatte mange herregårde og ejede ofte alle bondegårde i nærliggende landsbyer og i nogle tilfælde i hele sogne og herreder. Den katolske kirkes gods før reformationen i 1536 kan lidt groft opdeles i fire kategorier, der knyttede sig til forskellige kirkelige institutioner: 1) Bispegodset, som hørte under de enkelte bispesæder. 2) Klostrenes gods og ejendom, som både omfattede tiggermunkenes klostre i byerne og de store herreklostre på landet. 3) Kapitelgodset, som de gejstlige, der gjorde tjeneste ved domkirken, de såkaldte kannikker, administrerede. Og endelig 4) de mange præstegårde og gårde, der hørte under sognekirkerne, og som hhv. udgjorde hovedparten af sognepræstens løn og blev brugt til at vedligeholde kirken.

Bispegodset

Mest dramatisk og øjeblikkelig var konfiskationen af biskoppernes ejendom, der udgjorde den største del af kirkegodset. Ved reformationens gennemførelse med recessen af 30. oktober 1536 blev bisperne gjort til syndebukke for den blodige borgerkrig kaldet Grevens Fejde (1534-1536), som landet blev kastet ud i efter Frederik 1.s (født 1471, regent 1523-1533) død. Dels havde bisperne blokeret for valget af den lutherske hertug Christian af Slesvig-Holsten til ny konge, og dels havde de forsøgt at bekæmpe den evangelisk-lutherske bevægelses spredning. Da hertug Christian (Christian 3.) alligevel i sidste ende kom til magten, var bispernes skæbne beseglet.

Konsekvensen blev, at Christian 3. med rigsrådets samtykke fængslede og afsatte de katolske bisper, indsatte nye lutherske bisper, såkaldte superintendenter, og med øjeblikkelig virkning konfiskerede bispernes omfattende gods, som blev lagt direkte under kronen og transformeret til kongelige len, dvs. landområder, som kongen overlod til adelige lensmænd på nærmere bestemte vilkår, som altid involverede en modydelse til kongen.

Klostergodset

Indlemmelsen af klostergodset under kronen foregik derimod mere gradvis. Af 1536-recessen fremgår det, at klostrene skulle opretholdes, indtil andet blev bestemt af kongen og rigsrådet. Formelt fik klostrene lov at bestå som godsenheder i første omgang, men det var underforstået, at klostergodset nu var underlagt kongen og rigsrådet. Reelt havde klostrene mistet deres gejstlige styrelse og religiøse funktion og skulle afvikles. Nonnerne og munkene kunne derfor frit forlade klostrene, hvis de ønskede det.

Allerede før reformationen var en udvikling hen imod en verdslig forvaltning af klostergodset påbegyndt. Det blev således mere og mere almindeligt, at de store, rige herreklostre på landet, der som navnet afspejler var 'herre' over store landområder, mod f.eks. årlige afgifter overdrog forvaltningen og driften af deres gods til adelige lensmænd. I flere købstæder, hvor den evangelisk-lutherske bevægelse stod stærkt, var tiggermunkenes klostre overgået til de verdslige myndigheder. Her indgik klostergodset ofte som finansiering af de hospitalsstiftelser, som mange byklostre blev omdannet til. Denne udvikling, hvor adelige lensmænd blev forlenet med klostrenes jordbesiddelser, fortsatte efter reformationen. Men vilkårene havde ændret sig. Hvor de verdslige lensmænd før reformationen betalte afgifter til klostrene og var underlagt klostrenes gejstlige ledelse, så blev klostrene ved reformationen indlemmet i det kongelige lensvæsen og mistede deres gejstlige ledelse. Det betød, at de adelige lensmænd nu blev underlagt skrappere vilkår, hvor de årligt skulle aflægge regnskab over godsets indtægter og udgifter, som de fik en bestemt andel af, mens kongen skulle have resten. Desuden skulle lensmændene sørge for de tilbageværende munke og nonners underhold i hele deres levetid. I løbet af en generation døde de sidste munke og nonner, og klostergodset var ved den tid også fuldt integreret i krongodset.

Kapitelgodset

Modsat bispe- og klostergodset blev kapitelgodset ikke med det samme eller i løbet af en kortere årrække inddraget til verdslige formål. Kapitelgodset var knyttet til domkirkernes domkapitler. Domkapitlerne udgjordes af de gejstlige, som var knyttet til domkirken, de såkaldte kannikker, og kapitelgodset var fordelt individuelt mellem disse. Da domkapitlerne udfyldte nogle vigtige administrative, retslige og ikke mindst skolemæssige funktioner, som den nye lutherske stat ikke havde nogen umiddelbar erstatning for, fik de lov at bestå helt ind i enevældens tid efter 1660. Efterhånden blev kapitlerne dog mere eller mindre udtømt for funktioner og fungerede næsten udelukkende som en slags lønfond for kongelige embedsmænd. Da kapitelgodsets kirkelige anvendelse efterhånden forsvandt fuldstændigt, blev kapitlerne opløst i løbet af 1600-tallets anden halvdel.

Sognekirkernes og præstegårdenes gods

Færrest ændringer skete der for sognekirkernes og præstegårdenes gods. Efter reformationen blev de fortsat anvendt til vedligeholdelse af kirkebygningen og aflønning af sognepræsten. I verdslig henseende var godset underlagt den såkaldte stiftslensmand, der varetog den verdslige side af de gamle katolske bispers arbejde. Stiftslensmanden skulle således have alle kirker og præster i stiftet i forsvar i retslig henseende og skulle føre tilsyn med, at kirkernes indtægter blev brugt til de rigtige formål. Flere adelige havde dog allerede før reformationen haft såkaldt patronatsret over sognekirker, hvilket bl.a. indebar forsvaret af kirken i retslig henseende, men også omfattede medbestemmelse om valget af sognepræsten og efterhånden en vis adgang til den pågældende kirkes indtægter. Ved reformationen opretholdt man adelens patronatsret.

Hvad fik adelen?

Den indflydelse, adelen havde opnået på især klostergodset, forsvandt med reformationen. Kun på ganske få områder fik adelen en bid af kagen efter den katolske kirkes opløsning. Det drejede sig helt konkret om de donationer eller gaver i form af ejendom, adelige havde givet til klostre og domkapitler mod at afholde bøn og særlige sjælemesser for afdøde medlemmer af slægten. Hvis donationen kunne bevises med et gavebrev, var det muligt at kræve donationen tilbage, da man ikke længere fik den ydelse i form af messe og bøn, man havde betalt for. Hvad angik bispegodset, havde adelen ikke denne mulighed, hvilket fremgik direkte af 1536-recessen. 

Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559) der som dansk konge stod bag gennemførelsen af recessen om reformationen i oktober 1536. Fra: Wikimedia Commons.