Kilder
Kildeintroduktion:
Københavns Universitet blev indviet 1. juni 1479, efter at Christian 1. i 1475 havde fået pavens tilladelse til at oprette et universitet på et sted efter eget valg. Bispen i det stift, hvor universitetet blev anlagt skulle fungere som dets kansler (øverste leder). Ellers lededes det af en rektor og en vicekansler. Universitetet havde de fire klassiske fakulteter: Artes (humaniora), jura, medicin og teologi ledet af hver sin dekan. Det medicinske fakultet var der dog vist ikke meget liv i før reformationen i 1536.
Meningen var givetvis, at det herefter ikke skulle være nødvendigt at søge udenlandske universiteter for at få en uddannelse, der kvalificerede til højere embeder i den danske kirke og den kongelige administration. I 1419 var universitet i Rostock blevet oprettet, og det blev hurtigt populært blandt nordiske studerende. I 1456 var der også blevet oprettet et universitet i det nærliggende Greifswald.
Det første universitet i Norden var universitetet i Uppsala i Sverige, der blev indviet i 1477, og dermed i bevidst konkurrence med Christian 1.s universitet. Det økonomiske grundlag for det københavnske universitet var dog dårlig og søgningen svag. Det kneb stærkt med at konkurrere med de nævnte nordtyske universiteter.
Dette var baggrunden for, at kong Hans i 1498 udstedte en forordning om, at det skulle være forbudt at studere ved udenlandske universiteter, før man havde studeret ved Københavns Universitet i mindst tre år. Universitetet i Uppsala var dog undtaget fra forbuddet, idet det i 1497 var lykkedes for kong Hans effektivt at blive konge i Sverige og dermed for en kort stund, der varede til 1501, at genoprette Kalmarunionen.
Forbuddet blev begrundet med, at studerende i Danmark kunne leve af landets egne produkter, mens studier ved udenlandske universiteter krævede, at man havde guld og penge at betale med. Det var således angiveligt i de studerendes egen interesse at studere inden for landets grænser. Men kongen så naturligvis gerne, at hans faders og hans eget universitet trivedes, og sikkert også gerne, at landets rede penge anvendtes indenlands.
Straffen for at overtræde forbuddet var fortabelse af evt. kirkelige embeder, man besad, og udelukkelse fra fremtidigt embede i den danske kirke. Dette viser klart, at universitetet i realiteten var en præsteskole, idet dog også embedsmænd i den kongelige centraladministration (kancelliet) aflønnedes med gejstlige embeder – såkaldte beneficier, hvis indkomstgrundlag var afkastet fra en bestemt mængde gods, der fulgte med embedet.
Så vidt vides er forordningen aldrig blevet ophævet, så måske lader det sig hævde, at den bliver overtrådt i massivt omfang i vore dage. Men allerede i samtiden kneb det med overholdelsen, idet vi har kendskab til gejstlige, der efter 1498 fik deres uddannelse ved især de nordtyske universiteter, men alligevel fik embeder i den danske kirke. Det danske universitet stod på for svage fødder og havde kun få studerende. I løbet af 1520'erne blev det offer for reformationsrøret og i 1530 lukkede det. Efter Reformationen blev det økonomiske grundlag øget væsentligt – med konfiskeret kirkegods – og i 1537 genstartede det som luthersk præsteskole.
Kong Hans’ forbud mod at studere ved udenlandske universiteter, med undtagelse af universitetet i Uppsala, før man har studeret i mindst tre år ved Københavns Universitet
København 10. maj 1498.
Vi Hans af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, venders og goters konge, hertug i Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, greve af Oldenburg og Delmenhorst bekendtgør for alle:
at hæderlig og velbyrdig mand, os elskelige doktor Erik Nielsen [1], dekan i København, har været til stede på hele det sammesteds værende universitetets vegne for os og værdige fædre, bisper, prælater, ridderskab og hele Danmarks riges råd for at klage over,
at gode mænds, købstadsmænds og almindelige menneskers børn rejser ud af riget til fremmede universiteter og dermed afviser den velgerning, som vor kære her fader og vi har gjort til glæde for almindelige mænd, at enhver god mands, fattiges og riges børn kunne blive lærd her hjemme i vort eget rige og nøjes med at bruge sådanne varer, som findes her i riget i stedet for som nu udenlands at skulle bruge guld og penge.
Derfor har vi med førnævnte vort elskelige rigsråds råd fastsat, at det skal gælde og overholdes efter denne dag, at ingen god mands, købstadsmænds eller almindelige menneskers børn skal rejse ud af riget til et universitet, undtagen Uppsala Universitet[2] i vort rige Sverige, med mindre de har studeret her i København i det mindste i tre hele år.
Den, der forbryder sig mod dette, skal have forbrudt det indtægtsgrundlag (embede), han har fra kirken, og siden skal han ikke have noget håb om at få noget kirkeligt indtægtsgrundlag (embede) i vort rige Danmark.
Givet på vort slot København torsdag næst efter tredje søndag efter påske[3] i år efter Guds fødsel ettusindefirehundredeogotteoghalvfems under vort sekret[4].
Relator[5]: hr Laxmand, ridder, rigshovmester
Ordforklaringer m.m.
[1] Erik Nielsen var af den højadelige slægt Rosenkrantz. Han gjorde derfor lynkarriere i kirken, idet han allerede i 1465 blev ærkedegn i Viborg (leder af præsteskabet ved domkirken, domkapitlet). Samme år indledte han sine universitetsstudier i Erfurt, hvor han opnåede at blive universitetets rektor. Senere fortsatte han ved universitetet i Greifswald, hvor han også blev rektor, og imens erhvervede han doktorgraden i kanonisk ret (kirkeret), den højeste universitetsgrad man kunne og kan opnå. Han var selvskreven til ansættelse på det nyoprettede danske universitet, hvor han blev professor i kirkeret og dekan for det juridiske fakultet samt i mange omgange universitetets rektor. I 1481 blev han tillige dekan for præsterne ved Vor Frue Kirke i København, som var én af de få kirker, som ligesom domkirkerne havde et (kollegialt) kapitel af kanniker. Han døde sandsynligvis o. 1505.
[2] Grundlagt 1477 som Nordens ældste universitet. Kong Hans var regerende konge over Sverige 1497-1501 - og altså på tidspunktet for forordningens udstedelse.
[3] 10. maj
[4] Kongens mindre segl, der brugtes i daglige regeringsanliggender.
[5] Den, der på kongens vegne sørgede for, at brevet blev skrevet i kancelliet (centraladministrationen)