Ærkedronning af de nordiske riger

Dorothea af Brandenburg skiller sig ud fra alle andre danske dronninger, idet hun var gift med to på hinanden følgende konger. Hun blev født som fyrstedatter af Brandenburg omkring 1430 og var således en ung teenager, da det i 1444 blev aftalt, at hun skulle giftes med den danske konge Christoffer af Bayern (født 1416, regent 1440-1448). Brylluppet stod den 12. september 1445, og to dage senere blev hun kronet af ærkebispen i Lund – ikke blot som dronning, men som ærkedronning af de tre nordiske riger. Hendes tid som Christoffers dronning blev kort, men hun nåede at rejse rundt i Sverige for at lade sig hylde af det svenske aristokrati. Den personlige tilstedeværelse i territoriet var en af middelalderdronningernes vigtigste måder at hævde og vise magt på.

Den 5. januar 1448 døde Christoffer af feber på fæstningen Kärnan i Helsingborg. Han og Dorothea havde endnu ikke fået børn, hvilket formentlig var medvirkende til, at Dorothea kunne blive gift med Christoffers efterfølger, Christian 1. af Oldenburg (født 1426, regent 1448-1481), uden at nogen satte sig imod. Måske var hun ligefrem med til at vælge ham. Det var nemlig en stor fordel for de tre nordiske riger, at Dorothea giftede sig med den nye konge. Ellers skulle de forsørge hende som enkedronning i resten af hendes liv, og da hun endnu ikke var fyldt 20 år, kunne det være blevet en yderst kostbar affære.

Christian 1. og dronning Dorothea. Fra: Wikimedia Commons

Magtfuld politiker og godsejer

Dorothea blev en værdifuld rådgiver for sin nye mand, og i de første år af hans regeringstid ses dronningen enten ved siden af eller lige bag ham. Kongen udstedte eksplicit breve i dronningens nærværelse, og i 1453 aflagde det norske rigsråd særskilt troskabsed til deres ”nådige frue”, dronning Dorothea. De lovede altså, at hvis kongen skulle gå hen og dø, ville hun fortsat kunne regne med dem. Man mærker en moden magtpolitiker, der forstår at bruge tidens politiske redskaber. Dorothea og Christian udviklede et parløb, hvor han var den eftergivende og milde part, mens hun var den skarpe og nøjeregnende.

Ved dronning Dorotheas ægteskab med Christoffer af Bayern blev de to sjællandske len Haraldsborg med Roskilde by og Skjoldenæs udpeget som hendes livgeding: indtægterne fra lenene skulle tjene som dronningens enkepension. Ved Christoffers død i 1448 fik hun dem udleveret. Hun var også blevet lovet et stort livgeding i Sverige, men det forpurrede de svenske stormænd. Efter Christian 1.s død i 1481 modtog hun yderligere lenene Kalundborg og Samsø.

Da dronningen havde en selvstændig økonomi, lånte hun ofte penge til kongen, og som pant for disse lån overdrog han hende flere len. Omkring 1459 fik hun således Ravnsborg på Lolland og i 1471 fulgte Ålholm. Dermed havde hun alle de kongelige besiddelser på Lolland under sig. Frem mod midten af 1480’erne kunne hun lægge Stegehus på Møn og Nykøbing by med Falster og Abrahamstrup til, og inden sin død i 1495 var dronning Dorothea således blevet overdraget et større territorium.

Det var landets største samlede forlening, som gav hende store indtægter og dermed gode muligheder for at deltage i tidens politiske liv. I hertugdømmerne fik Dorothea også en særdeles stærk stilling, som hun senere brugte til at tvinge sin yngste søn, Frederik (1.) ind som medregerende hertug af Slesvig-Holsten med residens på Gottorp Slot. Frederik fik overdraget et antal len, der gav ham halvdelen af de fyrstelige indtægter i hertugdømmerne.

To pilgrimsrejser til Rom blev det til for Dorothea. Den første var i 1475, hvor Dorothea fik udløst et pavebrev på stiftelsen af Københavns Universitet. Den anden rejse var i 1488, efter hun var blevet enke. Denne gang fik hun pavebrev på sine besiddelser.

Konflikt med kong Hans

Det var ikke kun i de år, hvor Christian levede, at Dorothea deltog i politik. Mens hun havde været en integreret del af sin mands regeringsudøvelse, trådte hun efter hans død bort fra kongemagten og udgjorde en selvstændig enkedronningemagt. Dorothea endte i konflikt med sin søn kong Hans (født 1455, regent 1482-1513), der bl.a. var et resultat af, at hun ikke syntes, at sønnen støttede op om hendes krav på det svenske livgeding. Omvendt syntes kong Hans, at hun var for aggressiv i sine initiativer i forhold til svenskerne, hvilket kunne skade hans chancer for at genvinde magten i det tredje nordiske rige. Det førte til et noget kompliceret mor-søn-forhold mellem Dorothea og Hans, som endte i åbenlys konflikt, hvor de støttede hver deres respektive adelige klienter i deres indbyrdes fejder.

De sidste år af sit liv levede dronning Dorothea en forholdsvis tilbagetrukket tilværelse på Kalundborg og i sit hus i Roskilde. Hun døde i 1495 og blev begravet i et kapel i Roskilde Domkirke. Det er først i de seneste år, historikere for alvor har givet Dorothea den plads i danmarkshistorien hun fortjener, som en af middelalderens mest magtfulde dronninger.

Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.