Enearving til grevskabet

Jørgen Scheel (1718-1786) var søn af det højadelige par Christen Skeel (1695-1731) og Augusta Winterfeldt (1697-1740). Han var syv år gammel, da hans fader oprettede grevskabet Scheel i 1725. Jørgen Scheel arvede således fra sine forældre det nyoprettede grevskab, stamhuset Gammel Estrup samt fire andre godser. Begge Jørgens forældre døde i en relativt ung alder, men faderen havde inden sin død sørget for, at sønnen fik sig en uddannelse, der var en højadelig statsmand værdig. Jørgen Scheel fik således i overensstemmelse med traditionen en statsmandsuddannelse med ophold ved udenlandske universiteter. Her forberedte han sig på sin kommende karriere ved hoffet og i statsadministrationen.

Efter moderens død i 1740 overtog Jørgen Scheel ansvaret for slægtens godsbesiddelser, samtidig med at han gjorde karriere ved hoffet i hovedstaden. På Jørgen Scheels tid kulminerede mængden af slægten Scheels besiddelser, og omkring 2 % af Jyllands opdyrkede jord tilhørte således den velbeslåede herremand. Hans egne bestræbelser for at øge godsmængden som sine forfædre lykkedes dog ikke. Jørgen Scheels ekstravagante statusforbrug og deraf følgende behov for likviditet blev en medvirkende årsag til, at han måtte sælge Viskum, Himmestrup samt Fjellerup Østergård.  

En topkarriere ved kongens hof

Jørgen Scheel markerede sig som en fremtrædende og succesfuld embedsmand ved Frederik 5.s (født 1723, regent 1746-1766) hof. Hans udnævnelser og rangtitler fra karrieren ved hoffet tæller kammerherre i 1748, gehejmekonferensråd 1758, dannebrogsridder 1749, hofmester i 1761, Elefantordenen i 1774 samt udnævnelsen som overstaldmester over de kongelige stalde i 1774.

Stillingen som overstaldmester var en lederpost, hvor Jørgen Scheel havde to kammerherrer, kuske, ryttere og et væld af staldfolk i de kongelige stalde under sig. Overstaldmesterembedet var en særdeles vigtig stilling i en tid, hvor heste dels fungerede som primært transportmiddel og dels som en vigtig statusmarkør. Stillingen faldt desuden godt i hak med Jørgen Scheels private interesse for stutteridrift, som han udfoldede på sine djurslandske herregårde. I 1782 trak den 64-årige overstaldmester sig tilbage fra karrieren ved hoffet, og han tilbragte sine sidste år på stamhuset Gammel Estrup.  

Portræt af Jørgen Scheel malet af Jean-Marc Nattier i 1738. Maleriet blev udført i Frankrig i forbindelse med en af grevens udlandsrejser. Foto: Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum.

Ægteskaber og familie

Jørgen Scheel giftede sig i 1740 med den holstenske adelskvinde Lucie von Thienen (1717-1743), og hun fødte i 1743 sønnen Christen Scheel (1743-1771). Lucie von Thienen døde i barselsseng, og det blev derfor mormoren, der måtte bære den lille Christen til dåben få dage efter Lucie von Thienens begravelse.

Efter to år som enkemand giftede Jørgen Scheel sig igen. Denne gang stod brylluppet i 1745 med Charlotte Louise Scheel von Plessen. Ligesom ham var Charlotte Louise af højadelig slægt og tilhørte hoffets indercirkler. Dette ægteskab kom til at vare i 41 år, og Charlotte fungerede som stedmor for Christen, der aldrig fik søskende.

Den unge Christen Scheel var en lovende adelsmand, og som 25-årig blev han udsendt som gesandt til det russiske hof. Her døde han imidlertid som 28-årig, og det blev derfor Christen Scheels ældste søn, Jørgen Scheel (1768-1825), der arvede hele det enorme godskompleks efter lensgreven. 

Selskabelighed og forbrug som statusmarkør

Jørgen Scheel levede i en tid, hvor evnen til at iscenesætte sig selv som en del af samfundets kulturelle, økonomiske og dannelsesmæssige elite var afgørende for fremtidsmulighederne ved hoffet. Jørgen Scheel og Charlotte Louise Scheel von Plessen havde begge både den rette baggrund og de egenskaber, som gjorde dem i stand til at begå sig ved det kongelige hof. Jørgen greve Scheel begik sig med succes ved hoffet og blandt internt stridende adelsslægter. Greveparrets efterladte kvitteringer vidner således om et markant statusforbrug, der var en nødvendig del af tilværelsen i samfundets top.

I forbindelse med ægteparrets årlige vinterophold i København deltog de i hovedstadens sprudlende selskabsliv, hvor oplysningstidens nye tankesæt blandt andet medførte nye holdninger til samfundets indretning og klasseopdeling. Parret indkøbte blandt meget andet luksusvarer fra kolonierne som silke, bomuld, te, kaffe og sukker. I grevens efterladte papirer findes et væld af kvitteringer på alt fra indkøb af silkejakker over drikkepenge til løberne og til betaling af regninger på portrætmalerier.

Størstedelen af grevens forbrug gik dog til ombygning og renovering af blandt andet herregårdene Gammel Estrup, Ulstrup og Skjern. Efter sin død i 1786 efterlod greven sig et eftermæle som en dannet og karrierebevidst adelsmand med forståelse for selskabelighed som et redskab til indflydelse ved det betydningsfulde hof. Hvad angår selve godsdriften efterlod han sine arvinger med et godskompleks i dårligere økonomisk stand, end han selv havde modtaget det.  

Herregården Gammel Estrup på Djursland. Foto: Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum

Jagten på Fortiden

Materialet er udarbejdet i forbindelse med Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseums nationale formidlings- og undervisningsprojekt Jagten på Fortiden. I projektet er der produceret film og materiale til brug i undervisningen i historie på ungdomsuddannelserne. Find Jagten på Fortidens undervisningsmateriale her.