En herskabelig livsstil på sidste vers

Tiden mellem Grundloven 1849 og lensafløsningen 1919 var en sidste opblomstringsperiode for den danske adelstand. Gunstige økonomiske forhold og politisk indflydelse banede vejen for prægtige herregårdsbyggerier og en udpræget selskabelig livsstil med et væld af tjenestefolk. Christen Scheel overtog i 1918 som 65-årig stamhuset Gammel Estrup efter sin moder, enkegrevinde Christiane Scheel (1830-1918), og på dette tidspunkt var kun selve herregården Gammel Estrup tilbage af slægten Scheels engang enorme godsimperium. Livsstilen var dog fortsat herskabelig, og den nye greve og hans unge døtre indrettede sig med en moderne livsstil i det gamle slots sale og gemakker.

Ny teknologi på gamle slotte

Ofte var det herremændene, der bragte nye strømninger og opfindelser til et lokalområde, og i begyndelsen af 1900-tallet gjorde mange teknologiske opfindelser deres indtog på de danske herregårde. På Gammel Estrup havde grevefamilien således en grammofon med sig, da de flyttede ind på det gamle slot. I Christen Scheels tid som ejer blev arbejdet med at indlægge elektricitet på herregården, mens det var grevens mor, enkegrevinden, der sørgede for at få telefon på herregården som den første i lokalområdet.

Demokratisering af jorden

Lensafløsningen betød på mange måder et endeligt for de danske herregårdes særstilling i samfundet, og Gammel Estrup var ingen undtagelse. Processen omkring lensafløsningen indebar blandt andet nye arveregler, og på Gammel Estrup overgik det gamle stamhus til grevens frie ejendom i lighed med landets øvrige majorater: grevskaber, baronier og stamhuse. Loven betød også, at en tredjedel af herregårdenes landbrugsjord skulle udstykkes til husmandsbrug. På Gammel Estrup blev dele af den gamle hovedgårdsjord udstykket til en række husmandsbrug ad flere omgange. Som et resultat heraf opstod landsbyen og husmandskolonien Lundby i 1923 som et fysisk vidnesbyrd om nye tider med en større omfordeling af landets jord. 

Herskab og tjenestefolk

Ved indgangen til 1900-tallet var herregårdene endnu de største arbejdspladser på landet. Periferien omkring de gamle godskomplekser var således overstrøet med boliger til de mere løst tilknyttede land- og skovarbejdere, mens det fasttilknyttede tyende (tjenestefolk) boede på herregården.

Christen Scheels tyendestab var indskrænket i sammenligning med forrige generationers antal af ansatte. Dog var der stadig gartner, gartnerelev, linnedjomfru, staldfolk, husholdningselever, kusk, vægter, og hvad der ellers hørte til herregårdenes verden. I køkkenet huserede husjomfruen Ottilie Olesen, der tjente på Gammel Estrup fra 1918 til 1924. Som leder af køkkenet stod husjomfruen for de mange gøremål i køkkenet. 

Grevefamilien bestående af hofjægermester Christen Scheel, hustruen Emma Dahlbom og to af deres fire børn fotograferet i Riddersalen foran de unikke vægtæpper fra 1600-tallet. Vægtæpperne blev bestilt af Jørgen Skeel (1656-1695) og forestiller herregårdene Gammel Estrup, Krenkerup, Ørbæk, Sostrup, Ulstrup, Rosenlund, Skærvad og Nørregaard, der alle sammen var i slægtens besiddelse på det tidspunkt. Jørgen Skeel nåede dog aldrig selv at se vægtæpperne pryde Riddersalen, da han døde, før de var færdige og ankommet til Gammel Estrup. Foto: Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum.  

Ægteskaber og børn

Hofjægermester Christen Scheel giftede sig i 1874 med Ingeborg Brøchner (1854-1890), og ægteparret fik syv børn. Ingeborg døde i en ung alder og kom aldrig til at bo på Gammel Estrup.

Efter nogle år som enkemand indgik Christen Scheel i 1891 ægteskab nummer to med guldsmededatteren Emma Dahlbom (1872-1942). I ægteskabet mellem Christen Scheel og Emma Dahlbom blev der født fire børn. Det betød, at der i alt var 11 børn til at dele arven ved grevens død i 1926. Kombinationen af de mange børn og lensafløsningens nye arveregler fik en afgørende betydning for søskendeflokkens beslutning om at sælge den gamle herregård efter faderens død.  

Fra herregård til herregårdsmuseum

Efter grevens død i 1926 købte godsspekulanten Frederik Legarth (1879-1932) Gammel Estrup, og herregården blev den kommende årrække købt og solgt flere gange. I 1928 købte svigersønnen til Christen Scheel, Valdemar Uttenthal (1872-1951), de vestlige dele af herregårdens skovområder samt hovedbygning og have. Skovene blev i 1929 sammen med de østlige skove lagt under Løvenholm, som dermed blev Djurslands største gods.

Hovedbygning og have blev skænket til oprettelse af et herregårdsmuseum, og Gammel Estrup som Jyllands Herregårdsmuseum blev en realitet i 1930. Det nye historiske museum skulle afspejle herregårdskulturen til skiftende tider gennem et nyrenoveret indre på den gamle herregård med brug af genstande fra Gammel Estrup eller lignende herregårdsmiljøer. Gammel Estrup har været museum lige siden og er i dag Danmarks Herregårdsmuseum med nationalt ansvar for indsamling, bevaring, registrering, formidling og forskning i herregårdenes historie til alle tider. 

Herregården Gammel Estrup ved Auning på Djursland. Foto: Jonas Labied 

Jagten på Fortiden

Artiklen er udarbejdet i forbindelse med Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseums nationale formidlings- og undervisningsprojekt Jagten på Fortiden. I projektet er der produceret film og materiale til brug i undervisningen i historie på ungdomsuddannelserne. Find Jagten på Fortidens undervisningsmateriale her.