Under Christian 5. var der karruseller ved flere festlige lejligheder. Der var eksempelvis en karrusel ved søsterens, Ulrikke Eleonores (1656-1693), brudefærd i 1680, da hun skulle giftes med Karl 11. af Sverige (født 1655, regent 1660-1697). Kongen planlagde også at fejre sin fødselsdag i 1685 med en stor karrusel, som han selv havde designet. Den måtte imidlertid aflyses, da enkedronning Sophie Amalie (1628-1685) pludselig døde. Fra 1690 og frem var kongens helbred skrantende, så han deltog ikke så aktivt som før, men der blev fortsat holdt karruseller ved nytåret i 1691 og dronning Charlotte Amalies (1650-1714) fødselsdag i 1695. Der var med andre ord ingen fest uden karruseller, for disse våbenlege var blevet en fast del af fejringerne ved hoffet.

Her som i så meget andet var Christian 5. stærkt inspireret af det franske hof og Ludvig 14.s kongelige iscenesættelse. Mens Christian var kronprins, foretog han 1662-1663 en dannelsesrejse gennem Europa, hvor han blandt andet besøgte Solkongens hof i Frankrig. Her overværede han i 1662 Europas hidtil største karrusel med ikke mindre end 655 deltagere til hest. Denne oplevelse blev en stor kilde til inspiration for karrusellerne ved Christian 5.s hof.

De kongelige karruseller ved Christian 5.s hof var ofte arrangeret som teaterlignende forestillinger med indbyggede fortællinger og farverige kostumer, men der var også tilfælde, hvor deltagerne dystede i mere almindelig påklædning. På maleriet til venstre er Christian 5. iklædt et kostume med inspiration fra antikken, mens hans søn kronprins Frederik (4.) ses til højre iklædt en klassisk rytterdragt.  

Deltagerne i de kongelige karruseller blev typisk delt i to eller flere hold, som konkurrerede mod hinanden inden for en række forskellige discipliner. Først gjorde de deres indtog på banen som del af udklædte optog. Dernæst kastede de sig ud i egentlige våbenøvelser for så til sidst at ride med hinanden i såkaldte hesteballetter, som var en form for rytteropvisninger med nøje koreograferede mønstre og forskellige rideøvelser. Det er sådan en opvisning, som kan skimtes i baggrunden på maleriet af Christian 5.

Ringridning var en fast og utroligt populær karruseldisciplin i 15- og 1600-tallet. Her skulle rytterne gribe en ophængt ring på deres lanse og derigennem høste point. På maleriet til venstre er en rytter i færd med at støde til ringen, som hænger mellem to søjler. Maleriet til højre viser kronprins Frederik (4.) på en stejlende hest, mens han triumferende fremviser en grebet ring på sin lanse. En interessant detalje ved dette maleri er den knap synlige scene i baggrunden. Her ser vi nemlig, hvordan hoffets kvinder også deltog i de ellers mandsdominerede karruseller. Under en særlig form for ringridning var det nemlig kvinderne, som skulle støde mod ringen, mens herrerne kørte dem i dertil indrettede vogne.

Under andre karruseldiscipliner skulle deltagerne støde med lanse og kaste med spyd mod stående figurer af træ eller hoveder af papmaché. På første maleri støder prins Carl (1680-1729) mod en stående træfigur, kaldt en quintan, som i dette tilfælde forestiller en tyrk. Formålet med at støde mod figurens hoved og midte var at brække lansen. Hvis prinsen derimod havde stødt imod skjoldet, ville figuren have roteret om sin egen akse og svunget med sablen efter rytter og hest. Det andet maleri viser også prins Carl, men nu bevæbnet med et kort kastespyd, kaldt en javelin, som kastes mod et såkaldt morianhoved af papmaché. Til forskel fra øvelserne med lanse, som har rod i middelalderens ridderspil, var øvelsen med kastespyd stærkt inspireret af orientalsk og antik våbenbrug.

Morian var datidens betegnelse for personer af nordafrikansk afstamning, og kommer af det græske ord mávros, som betyder sort. At tyrkere og morianer optrådte som eksotiske indslag og fjendebilleder, har forbindelse til korstogstiden og religiøse modsætninger. Men det skyldes i lige så høj grad, at tyrkerne i Osmannerriget udgjorde en helt reel trussel mod det kristne Europa langt op i 1600-tallet, hvilket stod særligt klart, da osmannerne belejrede Wien i 1683 under kommando af storvesiren Kara Mustafa (1634-1683). Netop derfor blev tyrkere og morianer brugt som mål i forbindelse med kongelige ridderspil.

Den egentlige karrusel var en anden og ganske underholdende øvelse, som vandt stor popularitet i 1600-tallet. Her skulle deltagerne på skift ride efter hinanden og kaste med forgyldte lerkugler, mens modparten værgede for sig med skjold på ryggen. På et tidspunkt under jagten gjorde begge ryttere omkring, hvorefter rollerne skiftede.

Disse sammenhængende malerier viser den egentlige karrusel, hvor Christian 5. kaster en forgyldt lerkugle efter sin modstander, der beskytter sig med skjold på ryggen. Denne øvelse hører ikke til blandt de traditionelle europæiske ridderspil, men er inspireret af den nære orient, hvor lignende rytterøvelser kendes.

På disse to malerier vises rytterne iklædt feltkyrasser, mens de skyder og hugger mod morianhoveder. Ved visse karruseller blev der nemlig også skudt med pistol og hugget med kårde. Disse øvelser afspejlede den måde, kavaleriet kæmpede på i 1600-tallet, og havde derfor mere tidssvarende karakter end disciplinerne med lanse og spyd, der pegede tilbage mod middelalderens og antikkens krigsførelse. Når det er sagt, så blev alle karruseløvelserne betragtet som relevant krigstræning, idet de på hver sin måde skærperede rytternes behændighed.

Det hele var imidlertid ikke alvor og våbenleg, for der var også plads til humoristiske indslag. I forbindelse med karrusellen i 1680 beretter en af tilskuernes lakajer, Matthias Skaanlund, nemlig om et helt særligt optrin. Her fik en håndfuld af kongens staldkarle spande på hovedet og stumpe lanser i hånden, hvorefter de red lansedyst mod hinanden på raske heste uden sadler. Dette indslag var til stor underholdning for tilskuerne, særligt når det lykkedes de unge knægte at støde hinanden til jorden.

De kongelige karruseller var til for at underholde gæsterne gennem sportslige øvelser, som også bar præg af krigstræning. Men det helt overordnede mål med karrusellerne var at iscenesætte Christian 5. i rollen som enevældig monark. Det skete gennem karrusellernes kunstfærdige optrin, som satte kongen i centrum, og gennem de udsøgte kostumer, som på iøjnefaldende vis demonstrerede kongens og hele rigets velstand. Dertil kom, at Christian 5. også kunne hævde sig gennem sine personlige præstationer, som ifølge beretningerne var helt uovertrufne. Han var på alle måder karrusellernes konge.

Denne artikel er udgivet i samarbejde med Kongernes Samling på Rosenborg Slot