Almuesmør og herregårdsmejerier

Inden den egentlige mejeridrift kom på banen i løbet af 1700-årene, lavede man smør på almuevis. Det skete ved at lade fade med mælk stå nogle dage på hylderne under loftet, hvorefter der øverst dannede sig et smørlag. Ofte var der fluer og utøj i mælken, så smørkvaliteten var højst uensartet og overladt til den enkelte bondekones hygiejniske sans. Mere systematik kom ind i billedet ved de såkaldte herregårdsmejerier, der efter holstensk og hollandsk mønster kunne håndtere større mælkemængder på en mere ensartet måde. Det skete ofte under ledelse af fagkyndige "mejersker", som havde særlig forstand på mælkebehandling. Omkring 1830 indførtes fra Holsten det såkaldte bøttemejeri med store flade bøtter, der havde en stor overflade, og som blev placeret i tør luft. Yderligere fremmet blev smørkvaliteten, da man gik over til at nedsænke fade og beholdere med mælk i vand. Det blev senere kombineret med ismejerier, hvor isen fremmede smørdannelsen. Så længe kornsalget til de industrialiserede områder i Europa, og her især England, gik godt – og det gælder primært tiden efter 1830 - manglede man imidlertid incitamenter til en mere organiseret smørproduktion og -eksport.

Fællesmejerier

Det ændrede sig efter 1870. Dels var jorden i de dele af Danmark, hvor kornavlen havde været særligt intensiv, ved at være udpint samtidig med, at den nyindvundne jord ikke var det bedste til denne afgrøde. Dels begyndte konkurrencen fra det russiske, østeuropæiske og amerikanske korn, som kom til England via dampskibene og det nye jernbanenet, at gøre sig gældende. Reaktionen på disse udviklinger var en begyndende produktionsomlægning i retning af animalske fødevarer, herunder mejeridrift. De gamle herregårdsmejerier kunne tage kampen op, ligesom der var driftige unge mejerister, som slog sig ned som private næringsdrivende og opkøbte mælk med henblik på produktion og salg af det eftertragtede smør. Disse aktiviteter gik under betegnelsen fællesmejerier og var især hyppigt forekommende i Østdanmark. Andre steder på øerne slog de største mælkeproducenter sig sammen og aflønnede en mejerist. Der var her tale om en slags lukket interessentselskab.

Andelsmejerier i Sydvestjylland

I Vestjylland var situationen anderledes. Her havde der som følge af jordens ringe beskaffenhed og mangel på eksporthavne aldrig været tale om en stor kornproduktion. I stedet havde man satset på eksport af svin og levende kvæg. Ca. 1880 var denne situation ved at blive prekær.

For det første var jorden ved at være "presset". Tilførslen af mergel, der kun frigør næringsstoffer, men ikke tilfører nye, var kun en kortsigtet løsning. Dertil kom eksportproblemer til England og ikke mindst Tyskland, som for at beskytte det tyske landbrug lavede indførselsrestriktioner. I den situation var det oplagt at kikke på situationen i Østdanmark, men i stedet for at lade herregården – dem var der ikke mange af i Vestjylland – eller en mejerist "skumme fløden", ville man selv – solidarisk - høste fortjenesten.

Denne tanke blev fremmet dels af landbrugsfaglig oplysning på bl.a. Ladelundgård Landbrugsskole ved Brørup, dels af den højere grad af lighed, som fandtes i de vestjyske sogne som følge af stort set jævnstore gårde.

Resultatet var oprettelsen af andelsmejeriet i Hjedding 1882 sammen med lignende initiativer samme år på Lindbjerg Mark ved Ølgod og i Billum ved Ho Bugt. I det hele taget blev Sydvestjylland med den nye eksporthavn i Esbjerg det førende andelsområde. Men allerede en halv snes år efter var det meste af Danmark dækket med andelsmejerier. 1888 var som det store gennembrudsår. I gennembrudsfasen var det især gårdmændene, som sluttede op om andelsbevægelsen. Efterhånden indmeldte husmændene sig også. I 1894 var der i alt 907 andelsmejerier. I 1909 var tallet steget til 1163.

Mandø Andelsmejeri, opført i 1897. Nu på Hjerl Hede. Mejeriet havde ved opførelsen 27 mælkeleverandører med i alt 120 køer. Foto: BioPix.

Hoveder og høveder

Hovedprincipperne i andelstanken var, at man skulle være andelshaver for at kunne levere mælk til mejeriet, at man pr. kontrakt forpligtede sig til levering, at man lod sin mælk underkaste løbende kontrol, og at overskuddet blev delt i forhold til leveret mælkemængde. I princippet havde hver andelshaver én stemme på den årlige generalforsamling, uanset antal køer og mælkelevering. Dette princip var fra starten gældende i Vestjylland, medens andre dele af landet med større gårdbrugsstørrelser og flere herregårde havde sværere ved at følge tanken. Først i perioden 1900-1914 blev den almindelig på landsplan.

Virkninger

Nationaløkonomisk var andelsmejerierne sammen med andelssvineslagterierne en vigtig eksportfaktor gennem hele 1900-tallet. Internt i Danmark betød andelstanken en stabilisering af gårdmandsbrugene. For husmændene indebar den såvel en økonomisk som en statusmæssig gevinst, der lettede det mangeårige samarbejde i Folketinget mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre.