Etableringen af andelsgrovvareindustrien 1892-1914

I 1897 stiftedes Jydsk Andelsselskab for Fællesindkøb af Foderstoffer (JAF) med basis i de østjyske landmænd og med hovedsæde i Aarhus. Dannelsen af JAF var landboforeningernes og andelsbevægelsens reaktion på etableringen af en omfattende privat grovvareindustri i de forudgående år, således Dansk Svovlsyre- og Superphosphat-Fabrik (DSSF) i 1892, Korn- og Foderstof Kompagniet (KFK) i 1896 og salgsselskabet Det Danske Gødnings-Kompagni i 1897. Den nye foderstof- eller grovvareindustri var led i landbrugsomlægningen i slutningen af det 19. århundrede.

De drivende kræfter bag JAF havde tætte forbindelser til andelsmejerierne og dermed til kvægbruget, som var grovvareindustriens hovedkunde. I begyndelsen var JAF's omsætning blot 1/4 af det dominerende KFK's salg. Men tilslutningen til JAF steg hurtigt, og der blev oprettet filialer i en række jyske byer. Idéen bredte sig til resten af landet, og i begyndelsen af det 20. århundrede dannedes tilsvarende regionale foderstofforeninger for Sjælland, Fyn, Lolland-Falster og Bornholm med basis i talrige lokalforeninger og detailforretninger. Ved udbruddet af 1. verdenskrig i 1914 var ca. 1/3 af landets kvægbesætninger tilsluttet andelen, primært gårdbrugene.

Vigtigst blandt de nye foderstofprodukter var sojakagerne, der sammen med majsen kom til at indtage en fremtrædende plads i både KFK's og andelsforeningernes omsætning. Foderstofferne ankom til havnene, især Aarhus, og blev oplagret i pakhuse, hvorfra de med jernbane blev sendt ud til de lokale detailforretninger.

Der opstod også andelsbaserede indkøbsforeninger for kunstgødning. For at skabe et modstykke til det dominerende private gødningssalgsselskab blev de i 1901 slået sammen til Dansk Andels-Gødnings forretning (DAG). DSSF og fra 1905 også det norske selskab Norsk Hydro leverede kunstgødningen til salgsselskaberne, både de private og andelsbevægelsens. Sådan fortsatte det indtil slutningen af det 20. århundrede.

Grovvareindustrien i krisetider 1914-1960

Under 1. verdenskrig prægedes handelen med foderstoffer og kunstgødning af stigende priser og problemer med importen. De skærpede vilkår fik flere landmænd til at slutte op om andelsfoderstof-forretningen, der ekspanderede i løbet af 1920'erne. Pakhuse for foderstoffer og gødning skød op i en række havnebyer. Salget af færdige foderblandinger til kvæg slog stærkere igennem. I slutningen af 1920'erne var det danske marked for foderstoffer og kunstgødning nogenlunde ligeligt delt mellem KFK (primært de større brug) og andelsselskaberne (primært gårdmændene).

Krisen i 1930'erne ramte landbruget hårdt og skabte problemer for alle leverandører af foderstoffer og kunstgødning. Med 2. verdenskrig og den tyske besættelse gik al import i stå, og landbrug og grovvareindustri måtte klare sig med egen kornproduktion. Ligesom under 1. verdenskrig overtog staten kontrollen med forsyning og priser for korn. Omsætning og personale faldt drastisk for grovvareindustrien.

Efter krigen blev importen af foderstoffer og råvarer til gødningsindustrien genoptaget, og i løbet af 1950’erne ekspanderede grovvareindustrien på ny. Markedet for foderstoffer og kunstgødning var stadig omtrent ligeligt delt mellem andelsforetagenderne og de private. Fra årtiets midte faldt landbrugets forrentning imidlertid, og presset voksede for strukturrationalisering og mekanisering hos både landbrug og leverandører. 

Grovvareindustriens strukturudvikling indledes i 1950'erne og 1960'erne

I 1950'erne og især 1960'erne indledte dansk landbrug en omfattende strukturudvikling fra mange mindre brug til større bedrifter. Overgangen fra selvbinder til mejetærsker førte til en ændring af strukturen i korn- og foderstofhandelen. Tidligere blev kornet opbevaret i neg i landmandens lade. Nu blev det mejetærskede korn straks efter høsten afleveret til kornhandelen til opbevaring, rensning og tørring. Det gjorde det nødvendigt at bygge nye siloer. Da de mindre virksomheder ikke kunne klare investeringerne til anlæggene, førte det til en stærk koncentration omkring de kapitalstærke og velfungerende firmaer. Fra slutningen af 1950'erne gik KFK i spidsen for investeringer i siloer og pakhuse så vel som foderblandingsfabrikker og ny teknologi. Andelsfirmaerne fulgte hurtigt trop. Samtidig meldte de to førende gødningsproducenter, DSSF, der i 1971 skiftede navn til Superfos, og Norsk Hydro, sig for alvor ind i kampen om markedet for grovvarer. Konsolideringen af det danske grovvaremarked kom til at præge udviklingen frem til årtusindskiftet.

Dannelsen af DLG i 1969 og splittelsen af andelsgrovvareindustrien i 1988

I løbet af 1960'erne øgede strukturudviklingen i landbruget presset på de ca. 2000 lokale andelsfoderstofforeninger for at gennemføre en strukturrationalisering og opgradering. En lang og sej proces resulterede i dannelsen af Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG) i 1969. Hovedforeningerne og deres mange lokale foreninger i Jylland, Sjælland og Lolland-Falster fusionerede med DLG, mens Fyn og Bornholm fortsatte som selvstændige enheder inden for DLG's rammer indtil fusioneringen omkring årtusindskiftet. Mange lokalforeninger ønskede dog ikke at afgive deres selvstændighed til DLG. De dannede i stedet deres egen landsforening, Landsforeningen af Andels-Grovvareforeninger, også kaldet Den Lokale Andel. Da denne i 1988 selv begyndte at importere foderstoffer, blev den ekskluderet af DLG. Dermed var andelsbevægelsens grovvareselskaber spaltet i to med DLG som storebror og Den Lokale Andel som lillebror. Økonomiske vanskeligheder førte i 1994 til, at Superfos afstod sin grovvarehandel til DLG. 

DLG overtager Superfos' grovvarehandel i 1994 og hovedparten af KFK i 2002

DLG's overtagelse af Superfos' grovvarehandel i 1994 øgede nok omsætningen med en fjerdedel til omkring 8 mia. kr., mod KFK's 6-7 mia. kr. og Den Lokale Andels 2-3 mia. kr., men udsigten til yderligere danske opkøb var begrænset, i betragtning af at hovedparten af grovvarehandelen var konsolideret af de tre selskaber. Da KFK omkring årtusindskiftet løb ind i økonomiske vanskeligheder, besluttede ejeren Norsk Hydro at sælge sine aktier. Det førte til KFK's opløsning og salg til et konsortium anført af DLG (55 %) og Den Lokale Andel (45 %). Samtidig åbnede forretningslivets globalisering og landbrugets fortsatte specialisering og koncentration for nye vækstmuligheder.  

DLG's internationale vækst i 2000'erne og 2010'erne

DLG's nationale ekspansion resulterede i en betydelig vækst i omsætningen. DLG's omsætning steg således fra ca. 8 mia.kr i årene 1994-1998 til over 11 mia.kr i 2001-2002. Efter fusionen med godt halvdelen af KFK steg omsætningen til ca. 15 mia. kr i 2003-2005. Herefter indledte DLG en stærk international ekspansion og diversificering. Som følge af voksende investeringer i det store tyske grovvareselskab HaGe nåede omsætningen 17 mia. kr. i 2006, og 25 mia. kr. i 2007 efter erhvervelse af aktiemajoriteten. Med knap halvdelen af aktierne i Gasa Group og overtagelsen af alle aktier i Svenska Foder voksede omsætningen igen markant i 2008 til 38 mia. kr, men faldt lidt under krisen i 2009 til 34 mia. kr. Fortsatte investeringer i tyske selskaber og overtagelse af Aarhusegnens Andel sammen med Danish Agro (Den Lokale Andel ændrede i 2006 navn til Danish Agro) øgede omsætningen i 2010 til godt 39 mia., knap 41 mia.kr i 2011, 48.5 mia. kr. i 2012 og 59 mia.kr i 2013. Ekspansionen fortsatte gennem 2014 med organisk vækst på eksisterende og nye markeder, f.eks. Kina, samt overtagelse af bl.a. såsædsfirmaet Busch Agrarhandel i Bayern gennem det tyske datterselskab HaGe.

Gennem de danske, svenske, polske og især de tyske opkøb sikrede DLG sig en stærk position på disse grovvaremarkeder. DLG udviklede sig i løbet af 2000'erne og ind i 2010'erne til Europas næststørste grovvarefirma, kun overgået af tyske BayWa, efterfulgt af tyske Agravis, franske InVivo, Danish Agro og svenske Lantmännen.  

Ind i 2010'erne fik alle grovvareindustriens førende virksomheder hovedparten af deres indtægter fra salget af grovvarer (foder, medicin, kunstgødning, bekæmpelsesmidler, kalk) til landbruget, men grovvarernes andel af den samlede omsætning blev reduceret fra omkring 90 % i 1990 til 65-75 % i 2013. I mellemtiden havde grovvareselskaberne dels udbygget deres rolle som underleverandør til landbruget inden for områder som energi, teknik, tele og forsikring og til industrien (brødkorn, maltbyg, rapsfrø), dels engageret sig i den industrielle forarbejdning af planter.