Svineavl i Danmark

I tidligere tider udgjorde svinehold kun en mindre del af gårdenes produktion. Svinene levede mere eller mindre frit omkring gårdene, hvor de fouragerede på overdrev og i husholdningens køkkenaffald. I begyndelsen af 1800-tallet var de danske svin opdelt i to hovedtyper: det sjællandske svin, der var lille med en kort krop og opretstående ører, og det jyske svin, som var større, havde en længere krop og nedadhængende ører.

Fra midten af 1800-tallet begyndte danske landmænd at importere engelske svineracer for at krydse dem med de lokale danske typer. På det tidspunkt udgjorde Tyskland det største marked for eksporten af svin fra Danmark, og det var især levende såkaldte fedesvin, der blev sendt sydpå. Men i 1887 lukkede Tyskland for importen af levende svin fra Danmark. Danske bønder rettede derfor i stedet deres opmærksomhed på den industrielle engelske arbejderklasses stigende efterspørgsel efter bacon, og ændrede således fokus til at producere slagtesvin til eksport.

I 1880 begyndte direktøren for Holstebro Svineslagteri, Magnus Kjær (1843-1893), at importere orner af den engelske yorkshirerace. Ornerne blev udstationeret hos bønder i området for at krydses med de hjemlige svin. Resultatet, de såkaldte "Holstebro-svin", blev hurtigt populære blandt bønderne. Det var blandt andet denne svinetype, som det første andelsslagteri i Horsens tog udgangspunkt i, da produktionen startede i 1887.

De første statsanerkendte avlscentre

Avlen på Holstebro-svinene var dog stadig meget tilfældig, og ifølge samtidige landbrugsfaglige manglede der en systematisk tilgang til avlen. Den statslige husdyrkonsulent Peter August Mørkeberg (1861-1927) rejste derfor til England i 1895 for at studere baconmarkederne i London, Liverpool, Manchester og Birmingham. Efter hjemkomsten advarede han mod, at de mange ukontrollerede krydsninger i dansk svineavl kunne skade både produktionen og eksporten.

Mørkeberg anbefalede derfor at skabe en dansk landrace, der både kunne levere lange, kødfyldte flæskesider med et tyndt fedtlag til det engelske marked og samtidig fungere optimalt ude på gårdene. Som en konsekvens blev der i 1896 oprettet 15 avlscentre rundt om i landet med fokus på at udvikle denne særlige danske landrace. Målet var at avle søer, der kunne føde mange grise, og at slagtegrisene voksede hurtigt, havde et lavt foderforbrug og en god såkaldt ”slagtekvalitet”.

Mørkeberg erkendte dog, at den danske landrace endnu ikke alene kunne opfylde alle kravene. Derfor blev der sideløbende oprettet avlscentre for en ren yorkshirerace. Ideen var, at man ved at krydse landracesøer med yorkshireorner kunne skabe slagtegrise, der både tilfredsstillede engelske krav og havde gode produktionsmæssige egenskaber.

I 1898 blev der afsat 100.000 kr. årligt på finansloven over en fireårig periode til at støtte avlscentre for flere husdyrracer. Avlsarbejdet blev derfor reformeret inden for flere husdyrracer, men svineavlscentrene blev de mest omfattende og kom til at danne grundlaget for den moderne danske svineproduktion.

Andelsslagterierne og Landsudvalget for Svineavlens Ledelse

Med husdyrloven i 1902 blev der afsat betydelige midler til svineavlen gennem støtte til lokale svineavlsforeninger, udgivelser af stambøger over orner og senere søer, præmiering ved dyrskuer og en fortsat årlig støtte til de statsanerkendte svineavlscentre, der skulle avle på dansk landrace og yorkshireracen.

I 1912 gik andelsslagterierne mere direkte ind i avlsarbejdet, da tilskuddet fra statens side blev betinget af et tilsvarende tilskud fra anden side. Det ville andelsslagterierne gerne, men på betingelse af, at de overtog ledelsen af avlsarbejdet. Det blev i den forbindelse påpeget, at netop andelsformen passede godt til at udvikle de rigtige markeds- og produktivitetsegenskaber hos grisen.

Andelsslagterierne var interesserede i grise, der kunne slagtes og sælges som bacon til højeste pris på det engelske marked. Men andelsslagterierne var jo ejet af de andelshavende gårdejere. De var nok interesserede i, at grisene fik en god pris på det engelske marked, men de var også interesserede i grise, der fungerede godt i selve produktionen ude på gårdene. På den måde mente man, at andelsformen kunne være med til at skabe en balance mellem det, man kaldte ”markedets krav” og ”landbrugets tarv”.

I 1937 udsendt De samvirkende danske Andelsslagteriers Fælleskontor en lille nytårshilsen på engelsk, hvor man ’afslørede’ hemmelighederne bag dansk bacon. Fra: Det Grønne Museum

Svineavlscentrene fungerede som grundlag for leveringen af grise til den egentlige produktion hos bønder i hele landet. Men vejen kunne være lang, og der blev desuden også drevet avl lokalt. For at sikre forbindelsen mellem den såkaldte eliteavl på de statsanerkendte svineavlscentre, den lokale avl og de egentlige produktionsbesætninger oprettede man på initiativ af andelsslagterierne i 1931 Landsudvalget for Svineavlens Ledelse. Udvalget satte kåringen af søer og bedømmelsen af avlscentrene i system således, at et avlscenter kunne opnå point efter centrets drift og totalindtryk, søernes evne til at føde store kuld, grisenes evne til at omdanne foder til tilvækst og endelig efter slagtekvaliteten.

Den danske bacongris - fra enerådende til krydsningsavl

Den systematiske svineavl på de mange hundrede avlscentre i Danmark havde som mål at gøre grisens krop mere produktiv og samtidig tilpasse kødets egenskaber til kravene på det engelske marked. Dette førte til udviklingen af en dansk landracegris, som blev kendetegnet ved sin ensartethed: lys hud, en lang og kødfuld krop med tyndt lag rygflæsk og et lille hoved. Avlsarbejdet gav målbare resultater. Fra 1926 til 1970 steg grisens gennemsnitlige kropslængde fra 88,9 cm til 96,9 cm, samtidig med at rygflæsktykkelsen blev reduceret fra 4,05 cm til 2,24 cm.

I 1961 blev dansk landrace fuldstændig enerådende, da det sidste yorkshire-avlscenter blev lukket. Landracen blev en hjørnesten i dansk svineproduktion og opnåede ikonisk status i landbruget. Som en konsekvens indførte man et forbud mod eksport af levende avlsdyr af landrace for at beskytte "hemmeligheden" bag den danske såkaldte bacongris.

Men bacongrisen havde en bagside. Den voksende kropslængde gav flere problemer, herunder svagheder i grisens krops- og benbygning. Samtidig klagede engelske kunder over, at flæsket var blevet slimet og for fedtet. Udviklingen i nøgleområder som foderforbrug, væksthastighed og søernes frugtbarhed var også gået i stå. På avlscentrene fik en landraceso i gennemsnit 11,3 grise pr. kuld i 1930. I 1969 var gennemsnittet faldet marginalt til 11,2 grise pr. kuld – en stagnation, der blev set som bekymrende.

Dansk landraceso med pattegrise, ca. 1950. På det tidspunkt fødte søerne på avlscentrene i gennemsnit omkring 11 grise pr. kuld. Ude på de fleste gårde har tallet været lavere. Gennem intensiv avl har man i dag gået gennemsnittet op på over 20 frise pr. kuld. Foto: Bror Bernild, Det Grønne Museum

Samtidig voksede besætningerne markant over hele landet. I 1965 var 40 % af alle svin i Danmark samlet på bedrifter med 100 eller flere dyr. De større besætninger gjorde det lettere for sygdomme som lungesyge og nysesyge at sprede sig, hvilket øgede behovet for at gentænke avlen for endnu engang at tilpasse grisenes kroppe til produktionen.

I lyset af disse udfordringer blev der bred enighed i landbruget om, at der måtte ske forandringer for at sikre økonomien i svineproduktionen. Den 29. september 1970 markerede et vendepunkt: Professor i husdyravl Hjalmar Clausen (1905-1983) fra Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole erklærede, at tiden var kommet til at krydse bacongrisen med andre racer. Formålet var at avle sig ud af de udfordringer, der havde hobet sig op gennem årene.

Clausen argumenterede for, at krydsningsavl – hvor man kombinerede to eller flere racer – kunne give betydelige fordele i produktionen, blandt andet større kuld og højere tilvækst. I løbet af 1970’erne blev hele det danske svineavlsprogram omlagt. Fokus flyttede sig fra at gøre dansk landrace enerådende til at arbejde med krydsning som en central strategi. Denne omlægning markerede også begyndelsen på den industrialiserede svineproduktion, vi kender i dag, hvor krydsning af racer spiller en afgørende rolle.