Rechnitzers første år i marinen og "tyskerkursen"

Rechnitzer blev i 1892 optaget på søofficersskolen og blev i 1901 premierløjtnant. Fra 1902 til 1905 gennemgik han en videreuddannelse på Søværnets Officersskole og viste her evner inden for strategiske studier. Han kom herefter i Marineministeriets stab, en slags tænketank, hvor han var med til at formulere den sømilitære strategi, som senere kom til at indgå i det udenrigspolitiske koncept og fik den nedladende betegnelse "tyskerkursen". Man mente, at efter oprettelsen af Tyskland i 1871 havde Danmark mistet muligheden for at opretholde herredømmet over sit eget farvand og var derfor strategisk afhængig af Tyskland. Den eneste måde man kunne opretholde dansk selvstændighed var ved at føre en neutralitetspolitik, der var troværdig i tyske øjne. Dette krævede en flådeoprustning - delvist vendt mod England - for at vise Tyskland, at England ikke ville kunne angribe gennem Danmark i tilfælde af krig. Et eksempel på politikken ses ved 1. verdenskrigs udbrud i august 1914. Man valgte fra dansk side at føje Tyskland og spærre de danske adgangsveje til Østersøen med miner og herved forhindre England i at angribe Tyskland nordfra.

Tanken om et aktivt neutralitetsforsvar fastholdt Rechnitzer gennem hele sin militærkarriere. I 1917 blev han chef for Marineministeriets 1. departement og kom til at spille en fremtrædende rolle i de følgende års interne forsvarspolitiske debat.

Forsvar og nedrustning

I 1919 blev Rechnitzer udpeget som søværnets repræsentant i forsvarskommissionen, der havde til opgave at udarbejde en overordnet plan for det danske forsvar. Denne forsvarsordning blev vedtaget i 1922 og indebar blandt andet, at de to værn - hæren og marinen - blev kraftigt reduceret. I 1923 blev Rechnitzer udnævnt til chef for Marineministeriet. De skiftende regeringer op gennem 1920'erne fortsatte nedrustningen, og hermed opstod en intern kamp i militæret mellem marinen og hæren om de tilbageværende midler. Forholdet mellem de to værn blev ikke bedre af, at Rechnitzer i hele perioden stod fast på, at søværnet burde være hovedværnet. Dette var også i overensstemmelse med Rechnitzers strategiske koncept, idet et troværdigt værn mod britisk indtrængen netop måtte hvile på flåden.

Viceadmiral Hjalmar Rechnitzer og den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning til søs. Foto: Fra: Det Kgl. Bibliotek, Billedsamlingen

Optakten til 2. verdenskrig og besættelsen

Med Hitlers magtovertagelse i januar 1933 opstod der et endnu større pres på den danske forsvarspolitik. Rechnitzer, som i 1932 var blevet chef for hele flåden, var fortsat en stærk fortaler for et aktivt dansk neutralitetsforsvar, hvor flåden havde en central rolle. Man skulle være i stand til at modsætte sig angreb på landets uafhængighed og neutralitet, dog uden at Tyskland opfattede det danske forsvar som en provokation. Rechnitzer havde et fortroligt forhold til den tyske flådes storadmiral Raeder og stolede blandt andet derfor på, at Danmark ikke var i fare for en tysk besættelse, så længe man forholdt sig neutral.

Viceadmiralens holdning om oprustning af flåden blev styrket, da 2. verdenskrig brød ud i september 1939. Han prøvede at overbevise regeringen om, at hvis man ønskede en selvstændig dansk stat også efter krigen, var en oprustning af flåden nødvendigt. Det lykkes dog aldrig Rechnitzer at få overtalt regeringen til oprustning, som i stedet praktiserede udenrigsminister Munchs "ligge-død-politik". Ved at vække så lidt opsigt som muligt ønskede man at undgå Danmarks indblanding i verdenskrigen.

Selvom Rechnitzer forsøgte at få oprustet flåden, troede han ikke på noget tidspunkt på en tysk plan om besættelse af Danmark. Heller ikke den 5. april 1940, da den danske gesandt i Berlin rapporterede om en sådan plan. Rechnitzer var fast overbevist om, at Raeder ikke ville tillade en aktion uden først at kontakte den danske marinestab. Selvom der i april-dagene var stor bekymring for en tysk aktion, var de fleste enige med Rechnitzer om, at det ikke ville komme så vidt. 

Da Tyskland besatte Danmark den 9. april 1940, kom det som et stort chok for alle -  ikke mindst Rechnitzer. Han havde i sin analyse af forholdet til tyskerne ikke forudset, at Danmark skulle bruges som en trædesten til besættelsen af Norge. Han blev sammen med en række ministre syndebuk for De Konservatives kritik af den hurtige kapitulation og den mangelfulde vurdering af den tyske trussel.

Efter stort pres fra blandt andet ledende officerer indenfor flåden gik Rechnitzer den 10. maj 1940 af som chef for Søværnskommandoen og direktør for Marineministeriet. Hermed sluttede 48 års virke i marinen.

Eftermælet

Viceadmiral Hjalmar Rechnitzer har siden 1945 været en mand, man i det danske søværn har elsket at hade. Eftertiden har bebrejdet Rechnitzer stærkt for sin tillid til Raeder, som var medvirkende til hans kategoriske afvisning af sandsynligheden for en tysk besættelse af Danmark. Han blev af mange søofficerer stærkt kritiseret, da de mente, at han havde svigtet ved at lægge sig for tæt op ad regeringens linje om at undgå krigshandlinger. Desuden blev han i marinen en intern syndebuk efter den hurtige kapitulation den 9. april 1940.

Rechnitzer har dog i de senere år fået en smule genrejsning i takt med, at historien om samarbejdspolitikken ofte beskrives mere nuanceret.