Hvad der skulle have ansporet Munch og Stauning til denne ubegribelige og utilgivelige niddingsdåd, der solgte fædrelandet til fjenden og ofrede danske soldaters liv i et kynisk skuespil, er der flere bud på i forskellige udgaver af myten. En teori går på, at Munch blev presset til indrømmelserne for at få sin homoseksuelle søn fri af tysk fængsel. En anden udlægning hævder, at Nazityskland lovede den danske regering, at den skulle få lov at fortsætte efter besættelsen, og stillede måske endog i udsigt, at Socialdemokratiet kunne få diktatorisk magt som eneste tilladte parti.

Myten om mødet i Rostock var en reaktion på den hurtige danske overgivelse efter det tyske overraskelsesangreb den 9. april 1940, der i militære og nationale kredse blev set som en skamplet på den danske ære, og som kun blev værre af samarbejds- og forhandlingspolitikken over for den tyske besættelsesmagt. Allerede under besættelsen gik der rygter om forræderi. Myten og rygterne om Rostock-mødet tog imidlertid først konkret form i de første efterkrigsår blandt de danske nazister og de personer, der blev anklaget for landsforræderi. Her havde den gode vækstbetingelser, da historien om aftalt spil kunne tjene til at forklare og retfærdiggøre egne handlinger og samtidig udnævne den danske politiske top til de virkelige landsforrædere. Pludselig dukkede der en historie op om, at en tidligere dansk folketingsmand havde mødt Munch i Rostock på den nævnte dag, og en række forskellige ’vidner’ blev refereret på anden og tredje hånd for at bekræfte andre dele af historien.

I 1950'erne fik myten om Rostock-mødet en utrættelig forkæmper i Jon Galster, som drog Danmark rundt med foredrag om det aftalte spil den 9. april. Galster bidrog på afgørende vis til at udsprede kendskabet til myten, som ikke forsvandt, selvom Galster selv blev dømt for injurier i 1957. Historien fortsatte med at dukke op med jævne mellemrum, og så sent som i 1990 udgav Galster en bog om Rostock-mødet.

Der er aldrig i danske eller udenlandske arkiver fundet spor af, at der skulle have foreligget en aftale om Danmarks besættelse. Ej heller er der fundet troværdige vidner, der har kunnet underbygge påstanden. En aftale og en efterfølgende gennemførelse af et skinforsvar ville have involveret så mange personer, at det er ganske utænkeligt, at det har kunnet holdes fuldstændigt hemmeligt.

Herudover forekommer det yderst usandsynligt, at den kompetente tyske hærledelse skulle have glemt overraskelsesangrebets regel nr. 1: Undlad i videst muligt omfang at informere offerlandets regering om det forestående angreb! Den tyske aktion mod Norge og Danmark i foråret 1940 blev holdt yderst hemmelig, da eventuelt engelsk kendskab til planerne ville have betydet en meget stor risiko for, at det dristige angreb på Norge kunne forpurres af den stærke engelske flåde. Faktisk blev end ikke Himmler informeret om angrebet før den 9. april.

Når myten alligevel har kunnet overleve og vinde en vis udbredelse skyldes det, at den - som andre historiske myter - har fungeret som et koncentrat af forskellige grupperingers historiesyn. Historien om Stauning-Munch-regeringen, der 'solgte' Danmark til nazisterne, kan ses som en symbolsk fortælling om utilstrækkelige forberedelser på at kunne imødegå et tysk angreb. Selvom Rostock-myten således var faktuelt forkert, udtrykte den for mange alligevel en form for 'sandhed'.

Rostock-myten lever videre i dag, først og fremmest på internettet. Ifølge flere af dens fortalere dækker danske magthavere stadig over historien, og der skulle således findes beviser for dens sandhed under lås og slå i Rigsarkivets katakomber. Fortalerne hævder også, at man ikke kan regne med historikerne, da de af angst for at miste deres job bidrager til at undertrykke sandheden.