Økonomisk samarbejde under besættelsen

Da Danmark var afhængig af import af råvarer, var dansk økonomi og erhvervsliv afhængig af at handle med Tyskland, hvis ikke dansk produktion skulle falde fra hinanden. I alle de besatte lande havde tyskerne udnyttet landets produktionsapparat til at støtte den tyske krigsførelse. Men hvor det i de fleste besatte lande drejede sig om direkte plyndringer eller tvangsudskrivning af arbejdskraft, forholdt det sig anderledes i Danmark på grund af de særligt milde besættelsesforhold.

Størstedelen af det økonomiske samarbejde skete som normal handel mellem landene. Herudover bestod samarbejdet i underhold af de tyske soldater og arbejder for den tyske hær. Disse udgifter blev i princippet betalt af tyskerne selv. I praksis kom de fleste af pengene dog fra Danmarks nationalbank, hvor besættelsesmagten havde konti, den kunne trække på. Ved krigsafslutningen var der overtræk på over 8 milliarder kroner på disse konti, hvilket altså var, hvad Danmark havde måttet betale selv for samarbejdet. Det svarede til 167 milliarder kroner i 2011-priser.

Det økonomiske samarbejde var af mangesidig karakter. Det kunne være salg af landbrugsprodukter til Tyskland, indkvartering af tyskere og leverancer til de tyske styrker i Danmark, bygning af militære anlæg som flyvepladser og kystforsvar eller egentlig produktion af våben eller våbendele til den tyske værnemagt. Helt frem til sin afgang i august 1943 var den danske regering positivt indstillet over for størstedelen af det vidtforgrenede økonomiske samarbejde. Årsagen var dels hensynet til den danske økonomi, dels at man frygtede, at alternativet var, at tyskerne ville ty til tvangsudskrivelser, eller importere arbejdere fra Tyskland.

Værnemagere

Selvom det økonomiske samarbejde med besættelsesmagten i vid grad var ønsket af regeringen, kom der i løbet af besættelsestiden stigende kritik af de mennesker og virksomheder, der tjente mange penge på samarbejde. Der var også ofte tale om direkte overtrædelse af dansk lovgivning, da der var relativt strenge regler for priser og fortjeneste. Men under besættelsen havde den danske regering ringe mulighed for at skride ind overfor disse lovovertrædelser.

I den illegale presse begyndte man at bruge ordet værnemagere om dem, der var for ivrige i det økonomiske samarbejde. I Frihedsrådets pjece ”Naar Danmark atter er frit” fra 1943 hed det, at der var et regnskab at gøre op med dem, som havde skaffet sig ekstraordinære indtægter på resten af samfundets bekostning. Mange af de store industrisabotageaktioner i besættelsestidens sidste år var rettet mod danske værnemagervirksomheder. Mest aktiv i den forbindelse var den kommunistiske modstandsgruppe BOPA.

Erhvervsmanden Gunnar Larsen (1902-1973) var direktør i F.L. Smidth og fra 1940-1943 minister for offentlige arbejder. Han blev efter befrielsen anklaget for værnemageri, men blev frikendt ved Højesteret i 1948. Fra: Frihedsmuseets fotoarkiv

Retsopgøret med værnemagerne

Store dele af modstandsbevægelsen ønskede et omfattende opgør med værnemagerne efter befrielsen, hvor de både skulle straffes og deres indtjening konfiskeres. Særligt den kommunistiske del af modstandsbevægelsen var interesseret i et opgør, da ideen om kapitalister, der havde tjent mange penge på andres ulykke, stemte fint overens med partiets politiske ideologi. Samtidig kunne et opgør med værnemagerne i bred forstand for kommunisterne fungere som et angreb på hele samarbejdspolitikken og det etablerede politiske system, som havde støttet op om det økonomiske samarbejde.

Mindst lige så vigtigt som den moralske forargelse over samarbejdet, var dog også et mere generelt behov for at retsforfølge klare lovovertrædelser. Danmark havde under besættelsen en række love omkring begrænsninger på avancer, salgspriser og overskud, som danske firmaer skulle følge. En række virksomheder havde under besættelsens kaotiske forhold set stort på disse bestemmelser og havde derved tjent mere, end hvad der var lovligt.

Opgøret med værnemagerne fik dog aldrig det omfang, som særligt den kommunistiske del af modstandsbevægelsen havde håbet på, idet man i sidste ende ikke kunne få dømt de store virksomheder, der havde handlet i forståelse med regeringen. Dette kom frem allerede under den første store sag mod entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der havde bygget lufthavne for tyskerne helt tilbage fra 1940. Firmaet kunne imidlertid henvise til, at de havde været imod at påtage sig arbejdet, men var blevet kraftigt opfordret til det af både statsminister Stauning og de konservatives formand, John Christmas Møller. Anklagemyndigheden frafaldt sagen, inden den kom til dom.

I stedet kom værnemageropgøret til at fokusere på de virksomheder, der havde tjent mere, end loven tillod, eller havde samarbejdet for ivrigt med tyskerne. Det kunne fx være virksomheder, der havde udvidet produktionen for at imødekomme tyske behov, eller som aktivt havde forsøg at skaffe sig ordrer fra værnemagten.

Opgøret med værnemagerne blev en skuffelse for de dele af modstandsbevægelsen, der havde ønsket et omfattende opgør. Ca. 1100 værnemagere blev dømt, men omkring halvdelen blev benådet, inden de skulle i fængsel. Straffene var også langt mildere end i det øvrige retsopgør, og kun 75 personer fik et år eller længere i fængsel. Med hensyn til tilbagebetaling af overskud blev 50.000 sager undersøgt, og i ca. 10.000 tilfælde blev det besluttet, at der var tilbagebetalingspligt. I alt godt 300 millioner kroner blev tilbagebetalt, hvilket var et meget lille beløb i forhold til den udbredte samhandel med besættelsesmagten, der havde fundet sted.

Arrestanter køres over Kongens Nytorv i København i befrielsesdagene, maj 1945. Fra: Frihedsmuseets billedarkiv