Fægtningen ved Amalienborg

Vagthavende Løjtnant, Premierløjtnant Hartnack, blev den 9/4 1940 Klokken 5,15 alarmeret pr. Telefon af Chefen for Livgarden med Underretning om, at Tyskerne var gaaet i Land ved Langelinie og nu stod i Kastellet. Han fik Ordre til at udlevere skarp Ammunition, afspærre Slottet og rekvirere Politi fra Politistationen. Forstærkning fra Livgarden vilde snarest ankomme. Premierløjtnanten gav straks de fornødne Ordrer videre til Fanebæreren, Kornet L. Simonsen, og afgav saa Melding til mig i Kaptajnsvagtstuen. 

Da jeg naaede over i Kolonnaden, var det postfri Mandskab omtrent færdig med at faa udleveret Patroner og at lade Geværerne. Efterhaanden som de blev færdige, instruerede jeg dem og sendte dem paa Plads, idet dog een af Garderne forinden havde spurgt, om de nu ogsaa maatte skyde uden at afvente nærmere Ordre. Det vakte umiskendelig Tilfredshed, da jeg beordrede dem til at aabne Ilden paa egen Haand mod enhver, der bar Vaaben og var i fremmed (tysk) Uniform.

• 2 Dobbeltposter udstilledes i Amaliegade mellem Residenspalæet og Kronprinsens Palæ,
• 2 Dobbeltposter udstilledes ved Hjørnet af Frederiksgade og Ny Toldbodgade,
• 2 Dobbeltposter udstilledes i Frederiksgade mellem Chr. VII's Palæ og Residenspalæet.

Disse Poster naaede paa Plads i de mod Nord, Øst og Vest løbende Gader, paa Slotspladsen stod Vagtposterne ved Portene til Residenspalæet, Kronprinsens Palæ og i Kolonnaden, og bag de nævnte Palæer var de sædvanlige Poster i Gaardene. Endelig stod 4 Mand i Reserve ved Geværstøtterne, og Fanebæreren passede, sammen med Reservehornblæserne, Telefonen. Alt var saaledes paa Plads ca. Klokken 5,25, inden der skete noget.

Vi hørte Skydning af forskellig Art i Retning af Kastellet. En civil Cyklist meldte Klokken ca. 5,35, at en Snes Tyskere rykkede ned ad Bredgade, og da jeg omtrent samtidig fik den første Forstærkning fra Garderkasernen, Løjtnant Castenskiold-Beruzon med 1 Rekylgeværgruppe paa ca. 10 Mand, beordrede jeg denne Styrke til Hjørnet af Frederiksgade og Bredgade.

Omtrent samtidig med ovennævnte Cyklists Melding saa jeg selv en Enkeltkolonne (ca. 10 Mand) passere Amaliegade fra Vest mod Øst ved Toldbodvej. Garderne i Amaliegade raabte til mig (jeg var omtrent ved Hesten), om de skulde skyde, men da hverken de eller jeg var sikre paa, at det ikke var danske Soldater, beordrede jeg dem til at vente med Ildaabningen. Et Øjeblik efter faldt der imidlertid Skud dels fra Amaliegade dels fra Fredericiagade mod Garderne, som paa dette Tidspunkt omtrent var nede ved Hjørnet af Amaliegade og Fredericiagade. De 4 Gardere faldt ned paa aaben Gade og besvarede Ilden, men da de havde den Opfattelse, at de var under Beskydning baade forfra og fra Siden, og da de laa uden mindste Dækning, trak de sig dels i Spring dels ved Kryben tilbage til Slottet for at søge bedre Skudstilling der. Under denne Tilbagegang blev Garder 50 Agger saaret i venstre Skulder og Garder Nr. 315 Berthelsen i venstre Laar, da han vilde hjælpe 50. De fik begge bragt sig i Sikkerhed bag Kronprinsens Palæ og blev ført ned i Portnerlogen der, hvorefter den foran Kronprinsens Port staaende Post blev beordret i Stilling ved Hjørnet af Amaliegade.

Umiddelbart efter, at dette var sket, ankom den næste Rekylgeværgruppe paa Lastvogn fra Garderkasernen til Kolonnaden, og denne beordrede Jeg under Premierløjtnant Hartnacks Kommando i Stilling paa Hjørnet af Residenspalæet og Amaliegade. Da den i spredt Orden løb over Pladsen, blev Garder Nr. 284 Garmer ramt i Brystet og faldt om midt mellem Hesten og Hjørnet af Residenspalæet. Da Gruppen var kommet paa Plads, gik jeg frem til Garderen, som imidlertid ikke selv kunde flytte sig. Jeg maatte derfor nøjes med at vende ham om paa Ryggen og kaldte saa to Mand fra Residenspalæet frem. De bar ham ned til Portnerlogen i Residenspalæets Hovedport. Derefter kaldte jeg tre Mand frem og lagde dem i Stilling ved de smaa Stensøjler, som bærer Jernkæderne omkring Hesten. De kunde derfra skyde ned ad Amaliegade.

Efter at have ordnet disse Forhold gik jeg over mod Hovedporten i Residenspalæet for at se til Nr. 284, som jeg vidste var haardt saaret. Ved Porten var Statsministeren og Udenrigsministeren, Viceadmiralen og den kommanderende General; sidstnævnte gik frem til mig paa Pladsen, hvor jeg meldte mig til ham. Da jeg kom ind i Porten, mødte jeg Hans Majestæt Kongen, som havde set Nr. 284 falde og nu var paa Vej ned for at se til den saarede. Jeg hørte hvorledes Hans Majestæt, stærkt bevæget, nede i Portnerlogen takkede Garderen for hans Indsats. Premierløjtnanten havde straks rekvireret Ambulance, den kom noget senere og førte alle 3 saarede bort.

Da jeg atter gik ud paa Pladsen, var yderligere to Rekylgeværgrupper ankommet, og disse blev beordret til Frederiksgade og underlagt Løjtnant Castenskiold-Benzon. Paa dette Tidspunkt var der tyske Tropper med Maskingeværer:

• I Amaliegade; de var vanskelige at se, da de laa i Gadeporte, bag Sandsække og ved Gadehjørnet, hvor Ny Toldbodgade støder til Amaliegade.
• I Bredgade, paa Hjørnet af Fredericiagade og Bredgade. De skød meget ned ad Gaden mod Garderne og militære Ordonnanser.

Paa vor Side var Situationen saaledes: Paa Hjørnet af Frederiksgade og Ny Toldbodgade - 4 Gardere. Paa Slotspladsen ved Amaliegade og omkring Hesten ca. 12 Mand med et Rekylgevær. Paa Hjørnet af Frederiksgade og Bredgade ca. 30 Mand med Rekylgeværer. Endvidere forstærket Vagt i Baggaardene og ved Telefonen.

I Amaliegade var det, som ovenfor nævnt, vanskeligt at skelne Fjenden, men der blev dog skudt en Del fra begge Sider. I Bredgade var det umuligt for Garderne at komme til at skyde, idet Kuglerne peb om Ørerne paa dem, saafremt de blot stak en Hjelm eller et Gevær frem. Til Gengæld vilde det have været lige saa vanskeligt for Fjenden at rykke frem mod vor Stilling. Gardernes Opgave laa kun i at hindre Fjenden i at rykke ind paa Amalienborg. Den Opgave løste de.

Klokken ca. 5,55 kom jourhavende Adjutant, Kaptajn Schlichtkrull, ud paa Pladsen til mig med Ordre fra Hans Majestæt Kongen til at standse Skydningen og at meddele de fjendtlige Grupper, der skød mod Amalienborg, at Hans Majestæt ønskede, at Skydningen skulde ophøre og fra dansk Side ikke vilde blive genoptaget, medmindre Tyskerne forsøgte at trænge ind paa Slottets Omraade. Jeg standsede straks Skydningen i Amaliegade, forklarede, hvad der skulde ske, og gik saa, efter først at have vinket et Par Gange med Haanden, midt ud paa Gaden og op ad denne mod Toldbodvej.

Som allerede nævnt laa Tyskerne godt dækket og skjult i Porte og bag Sandsække, hvor Ny Toldbodgade støder til Amaliegade. Da jeg kom indenfor Raabeafstand, blev jeg af Gruppeføreren opfordret til at række »Hænderne op«, men det lykkedes mig blot ved at holde Armene og Hænderne noget ud fra Kroppen at berolige Tyskerne og saaledes undgaa den nedværdigende Holdning, som »Hænderne op« er for en Soldat. Gruppeføreren, der straks standsede Skydningen, kunde selvfølgelig ikke selv tage Stilling til mit Ønske om at standse videre Aktion og henviste mig derfor til Delingsføreren, som var oppe ved Toldbodvej. Han medgav mig en Ledsager, og jeg fortsatte saa mod Toldbodvej, efter at Gruppeføreren dog havde fortalt mig, at det ikke var dem, der var begyndt at skyde, men at der var blevet skudt paa dem fra Vinduerne.

Helt oppe under Træerne paa den anden Side af Toldbodvej mødte jeg Delingsføreren, en høflig og tiltalende Løjtnant. Han mente heller ikke selv at kunne tage Stilling til Spørgsmaalet og henviste mig til Forhandling med Majoren i Kastellet, men da jeg havde forklaret ham, at jeg ikke havde Bemyndigelse til at optage en saadan Forhandling, at jeg ikke var Parlamentær, og at Hans Majestæts Befaling kun tilsigtede en lokal Foranstaltning, forstod han dette og lod det melde til Majoren pr. Ordonnans. Han ledsagede mig derefter tilbage til Gruppen i Amaliegade, hvor han gav Ordre til Standsning af Skydning og Fremrykning. Inden jeg forlod ham, pointerede jeg endnu engang for ham, at enhver Fremrykning, saafremt ikke andet forelaa, straks vilde bevirke en Aabning af Ilden fra Amalienborg.

Efter at være gaaet tilbage til Slotspladsen udstillede jeg 2 Dobbeltposter i Amaliegade og gik saa over til Bredgade for at ordne Forholdene der paa tilsvarende Maade. Det lykkedes ogsaa, men ikke helt saa let som i Amaliegade, idet Føreren for den tyske Gruppe paa Hjørnet af Fredericiagade var lidt mindre medgørlig. Han laa nu ogsaa lidt mere udsat og havde skudt en Del ned ad Gaden, og han var maaske derved blevet lidt mere ophidset. I hvert Fald var Raabene »Hænderne op« mere energiske og truende understreget derved, at Karabinerne pegede mod mig fra begge Sider af Gaden, men Hænderne kom dog ikke op. Pistolen derimod, som hængte i sit Hylster paa Ryggen, maatte jeg, efter at have vægret mig nogen Tid, dog, og ikke mindst under Indtrykket af 3 Karabiner direkte rettet mod mig paa faa Skridts Afstand i Forbindelse med en fjerde Soldats Klargøring af en Haandgranat for Tilfældet, aflevere til Gruppeføreren.

Dette var der selvfølgelig ikke noget at sige til, og jeg burde heller ikke have taget Pistolen med paa en saadan Ekspedition, men da Gruppe føreren derefter forlangte min Sabel, protesterede jeg saa energisk, at dette Krav blev frafaldet. Her, som i Amaliegade, fik jeg saa en Ledsager med mig og gik videre op ad Bredgade, indtil jeg traf den samme Delingsfører, som jeg havde talt med i Toldbodgade. Han havde ogsaa Kommando over Gruppen i Bredgade, saa her var ingen nærmere Forklaring nødvendig. Jeg beklagede mig imidlertid over at have maattet aflevere min Pistol, som jeg forlangte at faa tilbage. Dette lovede han mig straks.

Jeg gik tilbage til Frederiksgade og ordnede Udstillingen af Posterne, og dermed var Kongens Ordre udført. Skydningen var standset, og de tyske Tropper var stoppet i passende Afstand fra Slottets Omraade. Tilbage var blot at afgive en mundtlig Rapport til Hans Majestæt Kongen om alt, hvad der var passeret siden Daggry, og dog blev dette det sværeste af alt. Vor Konges og Dronnings Fortvivlelse og Sorg over den Skæbne, som var overgaaet Land og Folk, gjorde et langt dybere Indtryk paa mig end alt, hvad jeg indtil da havde oplevet. Bekymrede Ord, der ogsaa røbede Bitterhed, viste, med hvilken Alvor Kongen imødesaa Fremtiden, og ingen af os vil forglemme vor Dronnings, vor Kronprins' og Kronprinsesses Vilje og Evne til at lette Kongen de tunge Byrders Tryk hin 9. April.

Eet lille Lyspunkt var der i denne bitre Morgenstund. Her som overalt, hvor danske Soldater fik Lejlighed til at handle, som de havde Krav paa, viste de, at Aanden og Moralen fra 1848 og 64 levede i Soldaten af 1940, trods mange Aars Misrøgt. Der blev paa Amalienborg ikke Lejlighed til Bedrifter, saaledes som det er sket i Sønderjylland, men enhver - Befalingsmand som Menig - gjorde sin Pligt og mere til. Det er et Udslag af Mod og Uforfærdethed at lægge sig paa aaben Gade, uden nogen som helst Dækning eller Skjul, og besvare Fjendens Ild. Der skal Mod og høj Moral til at gaa oprejst lige ud i Ildlinien og hente en saaret Kammerat.

Det vidner om Disciplin og Pligtfølelse uden Tøven at efterkomme en Ordre om at løbe hen over det Sted, hvor en Kammerat lige er faldet, til en daarlig dækket og meget udsat Ildstilling (omkring Hesten). Det vidner om Karakterstyrke, at ingen af de saarede gav et Kny fra sig. Det vidner om Kammeratskabsaand, at den ene Soldat hjælper den anden, som er saaret, ude i selve Ildlinien, hvor ingen Dækning findes. Ligeledes at en Menig, som hører, at hans Kaptajn skal udføre et Foretagende, som den Menige tror er farligt, springer frem og siger: »Hr. Kaptajn! Skal jeg ikke gaa!« Garderne var fortvivlede over, at Kampen blev indstillet, de kunde slet ikke forstaa det. »Vi kunde jo sagtens have klaret den Snes Tyskere,« sagde een af dem, da jeg op paa Formiddagen fik Lejlighed til at tale med dem.

P. HENNINGSEN

Slotsvagten forstærkes

Jeg gjorde Tjeneste paa Livgardens Kaserne ved »Øvelseskompagniet« og var efter Formiddagsøvelsen den 8. April taget hjem for at spise. Da jeg kom tilbage ved 13,30 Tiden var Styrken alarmeret og ingen maatte forlade Kasernen. I Løbet af Eftermiddagen blev Styrken inddelt i 2 Delinger paa hver 4 Grupper. Der blev udleveret skarp Ammunition og Rekylgeværer med Tilbehør og instrueret om alle tænkelige Forhold. Endnu anede ingen noget om Grunden til Alarmeringen. Jeg skulde sove i Officiantforeningen, som har Lokaler paa Kasernen. Jeg krøb til Køjs ved 22 Tiden. Da Klokken var ca. 5 den 9. om Morgenen hørte jeg pludselig Trampen og Vækning ude paa Gangene. Jeg fo’r op og fik snart at høre, at der var alarmeret. Jeg kom i Tøjet og var for en Gangs Skyld første Mand nede paa Asfalten. Jeg løb op i Vagten, men Vagtkommandøren vidste ikke andet end, at der var alarmeret.

Saa stak Oberst Knudtzon Hovedet ud af Vinduet og gav mig Ordre til at skaffe ca. 40 Mand til Vagt forstærkning til Amalienborg, da Tyskerne havde Patrouiller ude i Havnekvarteret. Jeg studsede jo noget, men fo'r saa ned mod Stillepladsen, hvor Mandskabet efterhaanden var mødt op. Kaptajn Lüttichau viste sig i Vinduet, saa jeg afleverede Ordren fra Obersten. Kaptajnen gav saa mig Kommandoen, da der ingen Officerer var kommet endnu. Kaptajnen kom ned, samlede Mandskabet og gav dem en lille Redegørelse om Situationen. Jeg fik nu Ordre til at tage afsted med 2 Taxavogne, men Ordren blev ændret, da Løjtnant af Reserven Castenskiold-Benzon kom og meldte sig. Han blev saa i Stedet sendt af Sted med ca. 15-20 Mand i de 2 Taxier. Jeg fik til de resterende en af Livgardens Lastvogne, og vi fulgte hurtigt efter ned til Amalienborg. Da jeg kom derned havde Vagtkommandøren, Kaptajn Henningsen, allerede uddelt Ordrer til Forstærkningen. Jeg fik Ordre til at besætte Kolonnaden og tage Front mod St. Annæ Plads.

Snart lød de første Skud, og jeg saa en af vore Gardere falde ved Hjørnet af Amaliegade. 2 af hans Kammerater blev ligeledes saaret. Der faldt en Del Skud, medens de tyske Flyvere drønede over Pladsen. Det var intet hyggeligt Syn. De civile, som kom og vilde igennem, standsede jeg og sendte tilbage.

Efter ca. 10-15 Minutter kom Hans Majestæt ned civil og gav nogle Ordrer til Kaptajn Henningsen. Denne gik frem ad Amaliegade efter at have lagt Geværet fra sig, mere kunde jeg ikke se, men kort efter kom Ordren til, at der ikke maatte skydes. Gruppen blev senere inddraget og der blev i Stedet udstillet Dobbeltposter paa alle Hjørnerne. Jeg havde det Hverv at føre Forstærkningsposterne rundt til Afløsning.

A. N. S. NILSSON.