Paa en Spadseretour til Krabbesholms Skov, der giver ved sin nære Beliggenhed (knap 1/4 Miil) Skive en Behagelighed, som saamange Kjøbstæder savne, traf jeg en Deel af de i Jylland saakaldte Natmændsfolk. Denne egne Race, der har Levemaade og Dont fælleds med Zigeunerne, dette mærkelige, næsten over hele Europa adspredte, og intetsteds hjemmehørende Folk, staaer i en besynderlig og stadig Modsætning til Jyllands Almue. Ingen indlader sig med dette saakaldte Kjeltringepak, som saaledes staaer aldeles afsondret og kun udfører i Samfundet de Arbeider, Andre unddrage sig fra, f. Ex. Aadslers Transport og Behandling, Skornsteensfeining, hvor ingen egentlige Skornsteensfeiere ere o.s.v., hertil kommer noget Glarmæsterarbeide, Kjedelflikkeri, lidet Blikkenslagerarbeide og andet deslige, der giver dem en kummerlig Fortjeneste.

Stadigt Arbeide som Tyende eller i andre Forholde er næppe nogetsteds for dem at erholde, da Ingen vil tjene med dem; ei heller indtræde de med den øvrige Almue i noget Familie-Forhold. Paa denne Maade have de intet egentligt Hjem, men vanke om fra Sted til andet, faae Lyst til Flakkelivet, hvortil de fra Barndommen ere vante; og, ere de endog unddragne samme for en Tid, f. Ex. idet de staae i Krigstjenesten, vende de dog næsten alle, deels af egen Lyst, deels fordi ingen anden Vei staar dem aaben, tilbage til Heden.

Under saadanne Forholde opstaae let allehaande Laster, Frugter af Trang og Lediggang; Viborg-Tugthuus rummer flere af disse Folk, der ere inddømte for Løsgjængeri. Men, jo mere de ere afsondrede fra Borgersamfundet, desto nærmere slutte de sig til hinanden. De have et eget Sprog, Kjeltringesproget, bestaaende af nogle jødisk-hebraiske, plattyske og andre tildeels fremmede Ord, hvori de gjøre sig indbyrdes forstaaelige; de indgaae i et Slags Ægteskaber, der sædvanligen ere overordentligen frugtbare.

Dels Sproget, deels Levemaaden tyder hen paa, at de have levet i Forhold til de Tater - eller Zigeuner-Bander, der nu sjeldnere forekomme i Jylland, men det bestemte østerlandske Præg, der er Zigeunerne eget, savne de aldeles; langt snarere ligne de den øvrige Almue, men have, ved deres idelige Ophold i Luften, faaet et stærkt, solbrændt, veirslaget Udseende, der giver dem en vis Raskhed, som er parret med Trodsighed, en naturlig Følge af deres Forhold.

Dog skal man hos disse Mennesker ikke savne Godmodighed, Troskab og flere gode Egenskaber, der, i Forening med stor Behændighed, vilde gjøre dem skikkede til at være nyttige Borgere, naar de ikke selv havde Afsky for al selskabelig Orden, og betragtedes af Almuen som et Udskud. Skjøndt man ofte seer dem, er deres Antal i Jylland dog næppe særdeles stort; men dog saa stort, at man maatte ønske, at saamange Medmennesker ikke opvoxede i Fordærvelse og Lediggang.

Bestræbelser for moralsk at forbedre dem, som vistnok vilde møde mere Bifald end den strænge Forfølgelse, flere Regjeringer have tilladt sig mod deres Brødre, Zigeunerne, vilde dog maaske let blive ligesaa frugtesløse, som de vare med Hensyn til Zigeunerne, der endnu i Rusland og Østerrig, hvor man i Slutningen af forrige Aarhundrede stræbte at kalde dem til Orden og give deres Børn Opdragelse, vedblive deres Flakkeliv, ligesaavel som i Spanien, Frankrig, Holland og England. Dog, hvor vanskeligt Øvrighedens Forhold til disse Personer end er, er det dog lykkedes, selv i de Egne, hvor de indfinde sig hyppigst, f. Ex. i Sallingland, at holde dem saaledes i Ave, at de sjeldent tillade sig noget ret betydeligt Indgreb i den borgerlige Orden, hvor tilbøielig Almuen endog er til at tillægge dem grove Forbrydelser som Ran, Mord, Børnerov o. desl.