Nyt Aftenblad nr. 298 fra december 1847. Klik på billedet for at læse den originale kilde i stor størrelse. Fra: Det Kgl. Biblioteks Avissamling

Nyt Aftenblad

No. 298 Onsdagen den 22. December 1847

[afslutningen på en feulleton[1] om Bondevennernes Selskab]

Bondevennernes Selskab

Bondevenneselskabet siger offentligt, at landbolovgivningen ”i vigtige Stykker” overtrædes, men vil ikke komme med konkrete eksempler, men forbeholder sig ret til at vente, indtil det har ladet anstille undersøgelser. ”Det er virkelig et stærkt Beviis paa Regjeringens Langmodighed[2], at den taaler, at et heelt talrigt Selskab aabenlyst annoncerer, at det over det ganske Land agter at anstille Undersøgelser for at bevise en ærerørig[3] Sigtelse mod selve Regjeringen”.

…..

”…thi at Bønderne mene at der bør gjøres endnu mere for dem viser kun den almindelige menneskelige Egennytte og Ufornøielighed, og at benævne et Selskab af næsten lutter Bønder Bondevennernes er omtrent ligesaa intetsigende, som om man vilde kalde en Mand for egen Ven. Det er da saa langt fra at Bøndernes Tiltrædelse i Masse forhøier Selskabets sande moralske Vægt og Autoritet, at det meget mere forholder sig accurat omvendt, nemlig at Selskabets Mening om de Forbedringer, der endnu bør foretages til Bedste for Bønderne, i samme Grad bliver egennyttig, partisk, eensidig og intetsigende som Selskabet kommer til at bestaae af flere Bønder, ergo af flere villige og partiske Vidner. Man maa virkelig mangle al politisk Blufærdighed for ikke at indsee Dette. Naar det endvidere siges, at Selskabets Formaal kun kan naaes ved en Masse af Kræfter, og disse nu atter mest søges i selve den Stand, til hvis udelukkende Fordeel der virkes, maa man virkelig ynkes over et saadant Opbud af Kræfter, der forholde sig saa omvendt til det som derved skulde bevises, at Beviset bliver mindre stærkt i samme Grad som de fleste Kræfter komme fra Bondestanden. …..  Vi komme nu til et Sætning, som rigtignok harmonerer meget vel med hvad der i vor Tid af Mange holdes for ret politisk Viisdom, men som dog sjelden i hele sin barbariske Afskyelighed findes udtalt saa uforbeholdent som her, og det er den, at altid det talrigste Parti seirer, hvad enten saa Sandheden eller Løgnen er den Seiervindende, at det er de fleste Stemmer, der danne den offentlige Mening, for hvilken i vore Dage Kongerne og de Mægtige bøie sig. Rigtignok tilføier den ædle Folketaler, at Sandheden er Sandhed, om den saa kun fremføres af én Stemme, men lægger strax til, at Sandheden dog ikke kan realiseres uden Stemmefleerhed. Imidlertid er det dog Gud være lovet endnu ikke kommet saa vidt hos os, at aabenbar Løgn og Uret vilde være vis paa at seire hvis de blot havde de fleeste Stemmer, eiheller er det endnu slet saa galt i andre civiliserede Stater, om de end have constitutionelle Former, hvori Beslutningerne tages efter Stemmefleerhed, thi Nationens Repræsentanters Stemmefleerhed er endnu langt fra at være hele Nationens Stemmefleerhed, saa det dog vel vilde være et stort Spørgsmaal, om aabenbar Løgn og Uret skulde være sikre paa Seiren, om de end til en Tid bifaldtes af de fleste Individuer i Nationen…. Men at Regjeringen ikke bøier sig for den blotte physiske Kraft saa længe den og ikke Massen efter Loven har Magten, vil vel findes at være ganske i sin Orden, saavelsom at der ikke taaler den ringeste Bestræbelse hen til at tage Magten fra den ved at søge at organisere en overlegen physisk Magt. Den følgende Sætning, at Sandheden vil ligge under til den bliver baaren af Majoriteten er derfor ogsaa aldeles falsk og ligesaa barbarisk som den foregaaende, havde Sandheden ligget under til den blev baaren af Majoriteten havde Frederik den Sjette tilvisse aldrig kunnet gjennemføre sine Reformer til Bondestandens Bedste, saalidt som Christendommen nogensinde var bleven udbredt eller havde kunnet holde sig seirende paa Jorden end ikke den Dag i dag. Skulde Sandheden bie til den deeltes af Majoriteten, vilde Sandheden aldrig findes paa Jorden, Sandheden seirer altid kun i og ved Faa fordi disse Faa just i og ved Sandheden blive stærkere end de Mange. En ligesaa modbydelig Forvendelse af Sandheden gjør Taleren sig skyldig i naar han tilsidst vil gjøre Bondestandens talrige Deeltagelse i dette Selskab  til en Prøvesteen paa, om Bonden er dorsk og sløv eller kan vækkes til Almeenaand[4] og Borgersind; thi enhver Fornuftig vil strax see, at man ikke besjæles af Almeenaand og Borgersind fordi man tager udelukkende Parti med sin Stand, men da meget mere kun besjæles af Egoisme, Stands og Partiaand, materiel Interesse, medens man paa den anden Side netop kan vise at man ikke er dorsk og sløv, men tvertimod levende og fyrig for den sande Almeenaand ved med Indignation[5] at vise enhver saadan partisk Stræben efter udelukkende Fordeel for sin Stand fra sig. Det hele Selskab med sin storartede Agitation af den talrigste og meest uoplyste Stand, med sin fortrinsvise Henvendelse til Bønder og Kjærlighed til Bøndernes Penge, med sin udelukkende Stræben for denne ene Stands Interesser forekommer os saa vel skikket til at bringe Uenighed mellem de forskjellige Borgerklasser, til at fremme Parti- og Standsaand, til at gjøre Bondestanden misfornøiet med sin Stilling og ægge den til altid overdrevnere Fordringer, at der paa eengang forekommer os at være alvorlig Opfordring for Regjeringen til at see til, at der ikke skal afstedkommes Ulykker og Forvirring af alt dette agiterende Uvæsen og for de andre Borgerklasser til at føre vaagent Øie med at man ikke saaledes inciterer Bondestanden, at den tilsidst fordi den er den talrigste skal voxe alle de andre over Hovedet.