Den norske universitetssag i 1600- og 1700-tallet

Universitetet i København var siden grundlæggelsen i 1479 det eneste i Danmark-Norge. Fra norsk side fremsatte man for første gang ønsket om et eget universitet i 1661. Det skete i den norske borgerstands bønskrift til Frederik 3. (født 1609, regent 1648-1670) efter enevældens indførelse året forinden. Der skulle imidlertid gå 100 år, før ideen om et norsk universitet blev luftet igen. Denne gang slog tanken rod og var de følgende 50 år en vigtig del af de norske ønsker om ligeberettigelse mellem Danmark og Norge. Særlig ved fire lejligheder var universitetsønsket fremtrædende.

Første gang var i 1771. Da kaldte Johann Friedrich Struensee (1737-1772), som de facto regerede Danmark i årene 1770-72, Trondhjems biskop, Johan Ernst Gunnerus (1718-1773), til København for at udarbejde en moderniseringsplan for universitetet dér. Gunnerus benyttede lejligheden til at foreslå et norsk universitet i Kristiansand. På samme tid udnyttede flere debattører den af Struensee indførte pressefrihed til at argumentere offentligt for et norsk universitet. Struensee nåede imidlertid ikke at tage stilling til Gunnerus’ forslag, før han blev væltet i 1772.

Anden gang var i 1788, da nordmænd i forskellige byer fremsatte ønsket om et universitet under Frederik 6.s længere rundrejse i Norge, mens han var regerende kronprins. Tredje gang fik kampen fastere former. Efter et offentligt møde i Kristiania (nuværende Oslo) i 1793 nedsatte norske borgere en universitetskomité, som udskrev en priskonkurrence om den bedste afhandling om et norsk universitet. Samtidig blev spørgsmålet livlig debatteret i både dansk og norsk presse. I 1795 indgav komiteen en ansøgning om et universitet, men regeringen afslog med en økonomisk begrundelse. En planlagt norsk pengeindsamling til formålet var ikke blevet til noget. Fjerde gang var under Napoleonskrigene (1804-1813), og først da blev sagen ført igennem.

Den norske universitetssags afgørelse, 1809-13

I 1807 blev Danmark-Norge trukket ind i Napoleonskrigene. Efter tabet af den danske flåde blev Norge isoleret og afskåret fra de livsnødvendige kornforsyninger, og spørgsmålet om, hvorvidt Norge burde bryde båndene til Danmark, blev aktuelt. Samtidig blev det muligt at føre en mere selvstændig norsk politik, og den patriotiske stemning var stærk. I denne situation var nordmanden grev Herman Wedel Jarlsberg (1779-1840) i 1809 blandt initiativtagerne til Selskabet for Norges Vel, der satte universitetssagen øverst på dagsordenen. Selskabet udskrev en ny priskonkurrence og gav i begyndelsen af 1811 førstepræmien til et skrift, der krævede et fuldt udbygget norsk universitet og i forbifarten kom tæt på også at kræve norsk uafhængighed af Danmark.

Wedel blev kaldt til København under mistanke for at ønske en norsk-svensk union, hvilket gav ham lejlighed til at fremlægge kravet om et fuldstændigt norsk universitet, og han afviste et dansk forslag om et begrænset teknisk-naturvidenskabeligt universitet. Frederik 6., der året før var blevet konge, var fortsat afvisende, men Selskabet for Norges Vel igangsatte en storstilet og yderst succesfuld indsamlingsaktion, som beviste, at der i Norge var bred opbakning til universitetskravet. 2. september 1811 gav kongen endelig grønt lys til et norsk universitet, der skulle ligge i Kongsberg. En bekendtgørelse i 1812 flyttede universitetet til Kristiania – bl.a. af hensyn til de medicinstuderendes hospitalsuddannelse – og året efter åbnede Det Kongelige Frederiks Universitet porten for de første studerende.

Baggrunden for de norske universitetsønsker og de danske regeringers afvisning

De norske universitetsønsker i 1760’erne og 1770’erne skal ses på baggrund af oplysningstidens ideer om videnskaben som drivkraft i samfundsudviklingen. Universitetet skulle således skaffe videnskabelig ekspertise og økonomisk vækst til det norske samfund.

Det drejede sig imidlertid ikke kun om den økonomiske udvikling af Norge, men også om det norske borgerskabs stands- og klassebestemte økonomiske interesser. Både i den norske borgerstands bønskrift til Frederik 3. i 1661 og ved oprettelsen af universitetskomiteen i 1793 var universitetsønsket svar på en uddannelsesmæssig centralisering i København. De norske borgere kæmpede i 1793 således for at fastholde deres familiers sociale position, efter at en universitetseksamen var blevet forudsætningen for en karriere som statslig embedsmand, idet det var dyrt at sende sønnerne til København.

Endelig var der et ønske om ligeberettigelse mellem Danmark og Norge. Det blev første gang tydeligt under pressefriheden i Struensee-årene, hvor det blev fremført, at fraværet af et norsk universitet skyldtes et dansk ønske om at holde Norge nede. Her blev universitetet fremført som et nationalt krav. Efter det såkaldte mageskifte i 1773 mellem Danmark og Rusland blev de gottorpske dele af Holsten overdraget Danmark, og dermed kom også universitetet i Kiel under den danske krone. Dette forstærkede de norske ønsker om ligeberettigelse mellem Danmark og Norge gennem et norsk universitet, fordi Norge nu var den eneste større del af helstaten uden et eget universitet.

Det norske ønske om et universitet fremstod som upolitisk og kunne derfor samle forskellige norske grupper, ikke mindst akademikere, for hvem universitetet var et mål i sig selv, og aktivister, som brugte universitetssagen som løftestang for et nationalt politisk program. Efterhånden blev sagen viklet ind i en kamp for større norsk selvstændighed, og nordmændene kunne bruge den til at organisere sig i universitetskomiteen (1793) såvel som Selskabet for Norges Vel (1809) og vise handlekraft.

Frederik 6. lyttede i 1788 til de norske universitetsønsker, og han afviste dem i 1795 med økonomiske begrundelser, der var reelle nok, men motiverne var hele vejen igennem først og fremmest politiske. De danske regeringer var nemlig – med Struensee som en mulig undtagelse – gennemgående modstandere af tanken om særnorske institutioner. Denne modstand kom klart til udtryk i et brev fra 1810, da kongen for sidste gang forsøgte at bremse de norske universitetsønsker: Alt, hvad der ikke bidrog ”til den nøjeste forbindelse og union af hele det forenede monarki,” skulle ifølge Frederik 6. modarbejdes, herunder oprettelsen af et universitet i Norge. Modstanden skyldtes altså hensynet til helstaten, og når kongen alligevel bøjede sig allerede året efter, hvilede beslutningen på samme grund: Han havde behov for støtte fra de ledende norske samfundslag, for at Norge ikke på kort sigt skulle gå tabt for den danske krone.

Universitetet efter 1814

Ved unionsopløsningen med Freden i Kiel 1814 gled Det Kongelige Frederiks Universitet ud af den danske historie. Siden har universitetet gennemløbet de samme faser, som har karakteriseret universiteter i den vestlige verden generelt, eksempelvis også Københavns Universitet. Den første fase kan kaldes embedsmandsuniversitetet: Universitetets opgave var i første række at sørge for den norske stats embedsmænds uddannelse såvel som dannelse og i anden række forskning. Disse prioriteter blev vendt om, da forskningsuniversitetet brød igennem mod 1800-tallets slutning. I årtierne fra omkring 1960 flerdobledes antallet af studerende, og masseuniversitetet opstod.

Det Kongelige Frederiks Universitet skiftede i 1939 navn til Universitetet i Oslo. I 2020 var Universitetet i Oslo Norges højest rangerede og med ca. 26.500 studerende og 6.700 ansatte (årsværk) landets næststørste (efter Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet).

Universitetsanlægget i Oslo blev opført i 1850'erne for Det Kongelige Frederiks Universitet efter tegninger af Christian Heinrich Grosch (1801-1865) og regnes som et hovedværk i norsk nyklassicisme. Den centale bygning, Domus Media, rummer Det juridiske Fakultet samt universitetet aula og festsal med udsmykninger af Edvard Munch (1863-1944). Foto: Bjørn Erik Pedersen, Wikimedia Commons