Kilder
Kildeintroduktion:
Da Christian 7. (født 1749, regent 1766-1808) vendte hjem fra sin dannelsesrejse til Frankrig og England i januar 1769, bragte han den tyske livlæge Johann Friedrich Struensee (1737-1772) med sig hjem.
I efteråret 1770 sørgede Struensee for, at den hidtidige udenrigsminister, J. H. E. Bernstorff, og kongens favorit, grev Holck, blev afskediget. Ligeledes nedlagde han statsrådet. Fra december var han maître de requêtes, hvad der betød, at han kunne åbne kongens post og reelt regerede på vegne af kongen.
I løbet af foråret 1770 havde Struensee indledt et forhold til dronning Caroline Mathilde (1751-1775), der var født som engelsk prinsesse og søster til kong George 3. af England. Caroline Mathilde opretholdt kontakten med sin bror i England gennem en brevveksling, der normalt foregik på engelsk. Brevene handlede generelt om dagliglivet ved hoffet, og indeholdt ikke stærke politiske holdninger. Struensee forstod tysk og fransk, men ikke engelsk, og da to af de bevarede breve fra Caroline Mathildes hånd er skrevet på fransk, og da de begge udtrykker Struensees politik, er der grund til at antage, at Struensee har dikteret brevene for at sikre, at kong George fik de rette informationer. Det første er brevet gengivet nedenfor fra december 1770, hvori Caroline Mathilde forklarer sin bror, kong George 3. af England, om baggrunden for Bernstorffs afskedigelse og statsrådets nedlæggelse. Desuden forsikrer hun sin bror om, at ændringerne ikke vil få nogen indflydelse på forholdet mellem Danmark og Storbritannien, men udelukkende er sket af indenrigspolitiske årsager.
Frederiksberg, den 10. december 1770.
De vil for nærværende, min kære broder, høre om de nye ændringer, som der er gjort i ministeriet her. Kongen har lige afskaffet statsrådet og afskediget de ministre, som det tidligere bestod af. Jeg formoder, at det interesserer Dem at vide, om denne begivenhed er blevet fremkaldt af [udenrigs]politiske synspunkter eller om den udelukkende vedrører landets indre forvaltning, og jeg kan i al fortrolighed og med al mulig vished forsikre Dem om, at det er det sidstnævnte motiv, som har bevirket den. De gamle ministre[1] havde, gennem forbindelser i Rusland og ved en indflydelse og ved de stærke partier i landet, tiltaget sig en magt, som mishagede Kongen, og da han kom til magten og ønskede selv at regere, har han sørget for [at bringe det til ophør], at [fordi] deres lange embedstid var fuld af fejl og har trukket statssagerne ind i en mindre fordelagtig situation, endskønt man ikke har været udsat for alvorlige tilbageslag.
Bernstorff var Ruslands slave, og dette hof ville have indflydelse på tingene ned i de mindste detaljer. Det gik så vidt, at det helt utilsløret og på betingelser, der lignede ordrer, lod sin gesandt, som er akkrediteret her, anmode om genudnævnelse og fjernelser af personer, som Kongen havde afskediget eller udnævnt. Denne adfærd forbitrede Kongen, og bragte ham til denne dags oprydning. Og jeg er meget overbevist om, at han vil vove alt for at være herre i sit eget hus. Men han vil imidlertid ikke ændre systemet i [udenrigs]politikken og vil overhovedet ikke tage det franske parti, med mindre man tvinger ham mod hans vilje. Og jeg tror, at han vil være til sinds at knytte sig særligt til England, og jeg vil være meget tilfreds med, at de blodets bånd, som består imellem os, derigennem kunne blive endnu mere befæstede. Kabinetssagerne bliver i øjeblikket behandlet i yderste hemmelighed, det er derfor, at De ikke skal tro på de efterretninger, som kommer til Dem fra anden side. Hils Dronningen fra mig og vær forvisset om min oprigtige og evige hengivenhed.
C.M.
Ordforklaringer m.m.
[1] Originalteksten ”le vieux ministre” indeholder flere grammatiske fejl: vieux er flertal, mens le ministre er ental. I den efterfølgende sætning henvises der med c’étoit som er ental og leurs som er flertal. Der kan altså både oversættes med ”den gamle minister”, ”det gamle ministerium” eller ”de gamle ministre”.