Forordning om indfødsret for embedsmænd af 15. januar 1776 som den er gengivet i Kong Christian den Syvendes Allernaadigste Forordninger og Aabne Breve for Aar 1776. Se hele lovteksten her.

Indføds-Retten,

hvorefter
Adgang til Embeder
i
Hans Majestæts Riger og Lande
forbeholdes alene
de indfødte Undersaatter,
og dem, som derved lige agtes.

Christiansborg Slot den 15. Januarii 1776.

Publiceret den 29. Januarii 1776.

Vi Christian den Syvende, af Guds Naade Konge til Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Dytmersken, Greve udi Oldenborg og Delmenhorst, etc. Giøre alle vitterligt: At det har længe været Vor Beslutning, ved en Grund-Lov under visse og fornødne udtrykkelige Indskrænkninger at fastsætte, at alle Embeder i Vore Stater, Hof-Geistlige, Militaire og Civile, af stor eller liden Betydenhed, ey kunne eller skulle gives til andre end indfødte Landets Børn, og dem, som dermed lige kan agtes; Billigheden[1] selv vil, at Landets Børn skal nyde Landets Brød, og Fordeelene i Staten falde i dens Borgeres Lod. Alle Tiders Erfaring har og lært, at i et Land, hvor Ungdommens Opdragelse besørges, mangler aldrig duelige Folk, naar Regenten søger dem. Ogsaa kan Vi med Fornøyelse kalde for Tankerne Vores Fædrelands Historie, fordi den kan af alle Stænder fremviise Mænd, som have tient, æret og reddet Landet, og med den ædleste Beslutning til deres udødelige Berømmelse opopfret sig for Kongerne, Vore Forfædre, til at herliggiøre eller haandhæve deres Regimente. Derfor have og Kongerne ømmeligen elsket deres Folk, og igien haft paa dets tillidsfulde Kierlighed de stærkeste Prøver, altid tilrede, naar de have været meest fornødne og Tiderne høyst farlige.

Alle disse Betragtninger have født og vedligeholdt hos Os det Forset, ved en Høitidelig og uforanderlig Anordning at forsikre Landets Børn Landets Embeder. Thi omendskiønt Staten har haft, og Vi endnu i Vores Tieneste have Fremmede, der med en priselig Nidkierhed have tient, og den Dag i Dag er, til Vores fulde Fornøielse, tiener Os og Staten, kan Vi dog ikke andet end følge Billigheds, Kierligheds, ja Samvittigheds helligste Lov, naar Vi, efter at have giort, og videre at ville giøre gode Anstalter til Vores egen Ungdoms Duelighed, nu i saa Landsfaderligt Øyemeed byde og befale:

1.

Det skal fra denne Lovs Dag af agtes som en nødvendig Egenskab til at faae i Vores Riger og Lande Embeder og Tienester, af hvad Navn nævnes kan, være sig ved Hoffet, eller i den geistlige, civile og militaire Stand, at Personen er fød i Vore Stater, eller af saadanne indfødte Undersaatter, som paa Reyser eller for Vores Tienestes Skyld kunde være ude af Landet. Til den Ende skal alle Vore Collegier eller hvo til Os Forestilling giøre om Embeders eller Tienesters Besættelse, ligesom og alle andre, der have Ret til at udnævne til nogen Tieneste i Staten, under Vores Unaade nøye agte paa, ikke at foreslaae andre end Danske, Norske og Holstener, eller hvem derved lige agtes, og i alle Beskikkelser, Breve og Bestallinger skal udtrykkeligen indføres, at Personen har de Egenskaber, som efter denne Vores uforanderlige Anordning ere fastsatte.

2.

Lige ved Indfødte skal agtes alle De, som den 29de Januarii allerede ere i Vores og Statens virkelige Tienester og Embeder, skiønt de ikke ere fødte i Vore Lande.

3.

Lige ved Indfødte skal videre agtes og ansees alle de af fremmed Fødsel, som allerede ere og besidde, eller herefter ved Arv, Giftermaal, Kiøb eller paa anden lovlig Maade komme i Besiddelse af Jordegods eller andre faste Eyendomme, i det mindste af 30000 Rdlrs. Værdie, være sig complette Sædegaarde i Danmark, Jern- eller andre Værker og Eyendomme i Norge, Jordegods i Holsten, samt Plantager paa Vores vestindiske Øer, eller og erhverve sig, i det mindste til 10000 Rdlrs. Værdie, Gaarde eller Fabriker i Vores danske, norske og holstenske Kiøbstæder, ligesom og Manufacturer og Fabriker paa Landet, hvor samme findes og tillades; Dog at disse Eyere ved lovgyldige Beviser klarligen gotgiøre, at Eyendommen ere dem selv, saavidt denne Sum angaaer, tilhørende.

4.

Lige ved Indfødte skal fremdeeles agtes de Fremmede, som boesætte sig, og blive her i Landet, og ved reene og gyldige Beviiser lægge for Dagen, at de eye og have staaende i Vore Compagnier eller anden Vore Rigers Handel 20000 Rdlr.

5.

Lige ved Indfødte skal endelig agtes:

a)   De Lærere, som fra fremmede Stæder kunde indkaldes til Vores Universitet i Kiel, til St. Petri Kirke i Kiøbenhavn, til Missionen i Tranquebar, eller og til de i Vore Stater værende reformerte Menigheder, samt

b)   De fremmede Fabriqueurer, Konstnere og Mestere, som til et og andet nyt Anlæg eller Indretning kunne i Vore Stater behøves.

c)   Hvervinger vedblive, som hidtil: De sig ved Tapperhed i Vores Tieneste udmærkende Under-Officierer og Soldater forbeholde Vi Os at belønne.

6.

Alle Fremmede, som efter ovenstaaende 2. 3. 4. og 5. Artikle agtes og ansees lige ved Indfødte, og nu ere i Vores Lande eller i Vores Tieneste, have inden et Aar fra denne Anordnings Bekiendtgiørelse at indkomme til Vores Danske Cancellie med deres allerunderdanigste Ansøgning, at dem Naturalisations-Brev maa forundes, saafremt de ikke allerede have det, hvilket og for disse gratis skal udstædes. Alle de, som ikke iagttage eller giøre dette, blive af Os uden Forandring at ansee, som de, der selv have udelukt sig fra den Adgang til Embeder, Vi her havde tiltænkt dem.

7.

De Fremmede, som herefter ankomme i Vore Lande, og i Overeenstemmelse med 2. 3. 4. og 5. Artikle kan vente sig Indføds Ret, have allerunderdanist at søge mod de sædvanlige Afgifters Betaling Naturalisations-Brev, førend de lige med Indfødte maa haabe sig Veien aabnet til Embeder.

8.

I Henseende saavel til Vore Pager[2], som til Cadetterne ved de tvende militaire Etater, ville Vi, ligesom Vi og herved udtrykkeligen fastsette, at intet Barn uden det, der er eller kan agtes for Indfødt, skal og maa dertil antages; Fuldkommen forvissede om, at Vores Kongelige Huus vil til alle Tider med sine Pager helligen følge samme uforanderlige Regel, og i Almindelighed giøre sig det til en kier Lov, ikke ved Hoffet af noget Kiøn at anvende uden Personer, der ere eller kan regnes for Indfødte, ligesom Vi og herefter vil have alle Stifter og Klostere i Vore Stater forbeholdne eene og alene for Fruer og Jomfruer af Landets Indfødte eller dem, som derved lige agtes.

9.

Alle de Fremmede, som ikke efter forestaaende 2. 3. 4. 5. Artikle kan eller skal ansees lige ved Indfødte berettigede til Forfremmelse og Embeder, have dog lige med dem fuld Friehed til at boe og nære sig i Vore Riger og Lande paa alle de Maader, som Vore Love og Forordninger[3] det tillade, og hidtil tilladt have, og der at nyde al den Skyts og Agtelse, som enhver af en christelig og mild Regiering kan efter sin Stand vente, ligesom og deres her fødte Børn, naar de her i Staten forblive, tilhobe skal agtes og ansees fuldkommen for Indfødte. Ogsaa udelukker ikke denne Vores Anordning nogen i sit Laug eller Amt fra at blive i sin Orden Laugets Oldermand, Forstander eller andet saadant.

10.

Da denne Vores her bekiendtgiorte Villie og Anordning er grundet i den uforanderlige Refærdighed og i det naturlige Baand, som Arve- og Enevolds-Kongerne her i Riget have med Deres Folk: Saa ere Vi overbeviste om, at Regenterne stedse vil følge samme Tænkemaade, og derfor erklære Vi denne Vores Anordning for en uforanderlig og ubrødelig Lov i Riget, den vi som Konge og Fader paalegge alle Vore egne Descendenter helligen at følge, og aldrig at vige fra, med mindre et saadant høistbetydeligt og for hele Staten sær vigtigt enkelt Tilfælde, som al menneskelig Forsigtighed ikke kan forudsee, skulde indtræffe, der kunne giøre en Undtagelse i denne Grund-Lov uomgiengelig nødvendig, hvilket dog i saadant Fald aldrig skal drage til Følge, eller svække denne Anordnings Kraft og stedsevarende Virkning.

Af samme Omhue for Vores Fædrene-Folk, og for at handthæve det i den naturlige Ret, som Vi ved denne Vores Lov have villet fastsette, have Vi bedet Vores Elskeligste og Eneste Broder Hans Kongelige Høihed Arveprindsen at udtræde for sig og sine Descendenter en Forsikrings-Act, at, om Arvefølgen skulle engang efter Guds Villie komme til den anden Linie i Vores Huus, denne naturlige og billige Lov da ligefuldt skal være og blive en Grund-Lov: hvilken Act og Vores Kiere Herr Broder med største Fornøielse haver under denne Dags Dato udstædet, og hensendt til Bevaring i Vores Archiv. Ligesom Vi og ville, at tvende af Os Selv underskrevne ligelydende Originaler deraf skal ved Konge-Loven henlegges;

Thi byde og befale Vi hermed Vore Collegier, og dem, som i foregaaende 1ste Artikel ere nævnede eller derunder forstaaes, nøie at vaage over denne Lovs Iagttagelse, og omhyggeligen at vogte sig for sammes Overtrædelse; givet paa Vort Slot CHRISTIANSBORG udi Vores Kongelige Residentz-Stad Kiøbenhavn den 15. Januarii Anno 1776.

Under Vor Kongelige Haand og Signet.

Christian R.

 (L.S.)[4]

_____________                                     ________________________________

O. Thott. Luxdorph.                           P. Aagaard.