Forsiden af Liberalt Centrums partiprogram fra 1965. Fra: Det Kgl. Bibliotek

Udtalelse fra Liberalt Centrum

Vedtaget på det stiftende møde den 10. oktober 1965

Det danske samfund er blevet en enhed uden afgørende skel mellem befolkningsgrupperne. De væsentlige politiske spørgsmål bør derfor kunne løses i samarbejde.

Ved den enkelte vælgers medvirken kan der tilføres dansk politik den fornyelse, som skal til for at holde folkestyret levende. For at opnå dette og for at gennemføre de nødvendige reformer har vi dannet et nyt parti, Liberalt Centrum.

Liberalt Centrum vil søge samfundets udvikling ledet gennem en planlægning, som sikrer den enkelte den størst mulige frihed under hensyn til helheden.

Partiet er og skal være uafhængigt af interesseorganisationer.

Liberalt Centrum vil søge at blive et kraftcenter, der kan øve indflydelse til alle sider og arbejde for et samvirke, hvor socialliberale kræfter bliver ledende og formidlende.

1. Forfatning og forvaltning

Folketingets uafhængighed af parti- og interesseorganisationer skal sikres, så det kan løse sine to vigtigste opgaver: samfundsplanlægning og kontrol med regering og administration.

Den offentlige administration forenkles. Statens tilskud til kommuner skal ydes efter opgavernes vigtighed og størrelse.

2. Uddannelse og kulturpolitik

Uddannelsen må sikre den enkelte den størst mulige frihed med hensyn og kulturel udfoldelse. Samfundets investeringer i uddannelsen må have en meget høj prioritet.

Alle bør have mindst 9 års undervisning; for de sidste 2 års vedkommende enten i folkeskolen, ved en erhvervsmæssig uddannelse med et vist alment indhold eller på en ungdomsskole.

Udviklingen fra håndværks til industrisamfund nødvendiggør en revision af den faglige uddannelse. Adgangen til oplæring og tillæring må stå åben for alle alderstrin til erhvervelse af såvel ny som supplerende uddannelse.

Adgangen til højere uddannelse bør være åben for alle med de nødvendige kvalifikationer. Kvantitative adgangsbegrænsninger bør afskaffes, men der må drages omsorg for en effektiv erhvervsvejledning for de uddannelsessøgende. En strukturændring af den højere uddannelse bør åbne mulighed for mere kortvarige uddannelsesformer med adgang til videreuddannelse.

Det er statens opgave at fremme kulturformidlingen gennem de kulturelle bevillinger, der må opretholdes og udbygges, så den enkelte får mulighed for et kulturelt engagement.

Den videnskabelige forskning, herunder den humanistiske, skal fremmes og fuld forskningsfrihed sikres.

Der tilsikres folkekirken gode, tidssvarende kår og fuld frihed i de indre forhold. Statens forhold til de øvrige trossamfund tages op til positiv drøftelse.

3. Økonomisk politik

Den økonomiske politik må sikre et samfund i vækst og en varig fuld beskæftigelse. Dette stiller krav om store private og offentlige investeringer.

De øgede offentlige investeringer inden for uddannelse, forskning, trafik, sundhedsvæsen m.m. forudsætter, at det almindelige forbrug i en årrække stiger mindre end produktionen.

En stabil løn- og prisudvikling tilstræbes gennem indkomstpolitiske foranstaltninger og finanspolitisk regulering af det private og offentlige forbrug, tilpasset produktionens omfang og investeringsbehovet. Således kan direkte offentlige indgreb i løn- og prisdannelsen undgås, og således kan renten holdes lavest mulig til lettelse og billiggørelse af de private investeringer og boligbyggeriet samt til sikring af den fulde beskæftigelse.

Initiativ og arbejdslyst fremmes ved, at den overvejende del af skatterne hviler på forbruget, og ved, at almindelige indkomster proportionalbeskattes.

Skatter og afgifter opkræves efter enkle regler, således at administrationsbesværet for skatteyderne og for erhvervslivet bliver mindst mulig. Derved kan en effektiv kontrol gennemføres uden for stor offentlig administration

Engros-omsen afløses af en merværdiafgift eller evt. en detail-oms, og der opkræves punktafgifter på visse varer. De direkte skatter forenkles, bl.a. gennem en fordomsfri revision af fradragsreglerne, herunder skattefradragsretten. Derved sikres samtidig lavere skattesatser. Dette vil også give de driftsøkonomiske hensyn større vægt i overvejelserne om investeringer. Grundskatterne skal alene tilfalde kommunerne.

4. Erhvervspolitik

Erhvervslivet bygger på privat initiativ og ejendomsret. Opgaver, der bedst kan løses af private, må ikke underlægges offentlig administration. Offentlige indgreb må begrænses mest muligt, men er i et vist omfang nødvendige for at sikre den frie konkurrence. Støtte - f. eks. importrestriktioner og prisordninger - til erhverv og brancher, der udsættes for ændrede vilkår, må kun undtagelsesvis anvendes og kun på en sådan måde, at tilpasningen til ændrede vilkår ikke vanskeliggøres.

Landbrugets tilpasning til de ændrede produktions- og afsætningsvilkår må ikke hæmmes af en restriktiv jordlovgivning. Staten skal støtte egnsudvikling, bl.a. ved lån til etablering af virksomheder i områder med manglende beskæftigelsesmuligheder.

5. Arbejdsmarkedspolitik

Fag- og brancheorganisationerne må ikke hindre, at den enkelte får fri adgang til arbejde og erhverv.

Der må ydes samme løn for samme arbejde.

Arbejdsmarkedets organisationer må sikres fri forhandlingsret.

Regering og folketing må imidlertid ved tilkendegivelser over for forhandlingsparterne og offentligheden fastlægge rammerne for den økonomiske politik. Regering og folketing har det endelige ansvar for, at indkomstudviklingen ikke sinker den økonomiske fremgang.

Arbejdsmarkedets og erhvervenes organisationer bør udelukkes fra at anvende medlemsbidrag til partipolitiske formål.

6. Boligpolitik

En nedsættelse af boligbyggeriets omkostninger er i længden det vigtigste middel til fremskaffelse af et tilstrækkeligt antal boliger til overkommelige priser. En gradvis frigørelse af boligmarkedet bør fremmes.

Det kunstige lejeniveau i den ældre boligmasse har medført en forbrugsforvridning, der har medvirket til inflationen.

Den lave rente er en forudsætning for et stort byggeri med rimelige omkostninger.

Lovgivningen må sikre en rolig byggerytme og må udformes således, at den nødvendige rationalisering fremmes. Hindringer for boligbyggeriets industrialisering fjernes. Licitationslovgivningen skal liberaliseres.

Der bør åbnes muligheder for indførelse af ejerlejligheder.

Boligbyggeriet bør ikke bruges som regulator i den økonomiske politik.

Der indføres en afløsningsafgift ved jords overgang til bebyggelse, Afgiften der tilfalder kommunen, skal anvendes til byggemodning af arealer med deraf følgende større udbud af grunde til lavere priser.

7. Socialpolitik

Den økonomiske politik må hindre arbejdsløshed. Sygdoms- og ulykkesbekæmpelse må forebygge trangstilfælde som følge af sygdom og invaliditet.

Forsorgen for de grupper, som udviklingen er gået forbi, må styrkes effektivt. Socialpolitiske foranstaltninger må tilstræbe hurtig genindpasning og en tilbagevenden til en normal tilværelse.

I yderligere trangstilfælde, der ikke har kunnet forebygges, og hvor genindpasning ikke kan gennemføres, bør samfundet ved økonomisk hjælp sikre, at de ramte stilles rimeligt. I forhold til den øvrige befolknings levestandard.

Til fordel for modtagerne af sociale ydelser bør administrationen rationaliseres og finansieringsformerne forenkles.

8. Udenrigs- og forsvarspolitik

Danmark bør støtte udviklingslandenes opbygning til samfund med politisk og kulturel frihed, høj levestandard og social retfærdighed gennem prisstabiliserende vareaftaler, ved tilbud om uddannelse, teknisk bistand og ydelse af langfristede rentefrie lån til finansiering at offentlige investeringer.

Danmark må virke for et økonomisk europæisk samarbejde på demokratisk grundlag og videreføre dette i et åbent atlantisk samarbejde. Det bredest mulige samarbejde på det handelsmæssige og kulturelle område - også med de østeuropæiske lande - bør tilstræbes.

Danmark skal medvirke til indførelse af friere bevægelighed for arbejdskraft, kapital, tjenesteydelser og varer.

Danmark bør i FN arbejde for gensidig kontrolleret nedrustning og oprettelse af permanente internationale sikkerhedsstyrker. Internationale bestræbelser på at forhindre atomvåbenspredning må støttes.

På det sikkerhedspolitiske område bør det nuværende vestlige samarbejde foreløbig fastholdes.

Totalforsvarets omfang og struktur skal være således, at det hindrer en isoleret aktion imod dansk område, i tilfælde af krig begrænser tab og sikrer samfundsfunktionernes opretholdelse. Tjenestetiden afhænger af kravene til en forsvarlig uddannelse og et effektivt beredskab.

Frivillig indsats til gavn for det militære forsvar og civilforsvaret støttes.

Konkrete problemer til undersøgelse

Udfra de i udtalelsen skitserede principper vil Liberalt Centrums arbejdsgrupper med henblik på partiets stillingtagen ved førstkommende landsmøde, indsamle materiale om og formidle drøftelse af bl.a. følgende konkrete problemer:

1. Mulighederne for en effektivisering af folketingets arbejdsformer, bl.a. vel sekretærhjælp og bistand ved udfærdigelse aflovene.

2. Hvordan styrkes folketingsmedlemmernes uafhængighed? Social sikring gennem forbedret løn og efterløn?

3. Bør der skabes adgang til at stemme på folketingskandidater i andre dele af landet?

4. Kan demokratiet styrkes gennem nye regeringsformer som magistratsregeringer eller samlingsregeringer?

5. Er ministrenes medlemskab af folketinget ønskelig? Bør vi have en viceminister?

6. Hvilke problemer indebærer en statslig og kommunal flerårig planlægning? På hvilke områder bør den anvendes?

7. Hvorledes skabes den størst mulige decentralisering? Hvilke ændringer kræver det i den administrative inddeling og opgavernes fordeling mellem stat og kommune?

8. På hvilke punkter er adskillelsen mellem den lovgivende, den dømmende og den udøvende magt utilstrækkelig?

9. Muligheder for ændringer af kommunernes skattegrundlag.

10. Hvor hurtigt, og med hvilke midler, kan der skabes lige vilkår for befolkningen på Grønland og den øvrige del af Danmark?

11. Muligheden for indførelse af ”fritidsfængsler” til afsoning af især hæftestraffe (den straffede opretholder sit erhverv, men tilbringer resten af døgnet i fængsel).

12. Bør der ydes erstatning til skadelidte ved forbrydelser?

13. Hvordan skal grunduddannelsen være? Børnehaveklasser? Ret til efteruddannelse for alle (efterskole, højskole, fagskole).

14. Strukturændring og demokratisering af den højere uddannelse.

15. Revision af den faglige uddannelse.

16. Bør der, gennem udvidet støtte til private undervisningsinstitutioner, gives mulighed for flere konkurrerende former for undervisning?

17. Bør støtten til unge under uddannelse gives i form af lån eller legat?

18. Hvor findes der endnu censur, og hvorledes kan denne afskaffes?

19. Bør der tilstræbes en fuldstændig adskillelse mellem stat og kirke?

20. Revision eller bortfald af skattefradragsreglen, rentefradrag og andre fradrag.

21, Former og muligheder forindkomstpolitik.

22. Former og muligheder for investeringsplanlægning.

23. Ved hvilke midler kan sambeskatningen ophæves?

24. Hvorledes effektiviseres skatteligningen?

25. Hvorledes kan man opnå skattemæssig ligestilling at kooperationen og de private erhverv, og hvad forstår man ved ligestilling?

26. Undersøgelse af lejeres og villaejeres skattegrundlag.

27. Vurdering af skatteopkrævningsmetoder, herunder kildeskat.

28. Forholdet mellem direkte og indirekte skatter. Omsætningsafgifternes former.

29. Industrielt demokrati. Herunder samarbejdsudvalgenes placering og sammensætning, udbyttedeling, medbestemmelsesret, medarbejderaktier.

30. Revision af nærings-, og lukkeloven. Er næringsbreve overflødige?

31. Landbrugsstøttens former.

32. Sammenlægningsret og brugsstørrelser indenfor landbruget.

33. Bør der indføres afløsningsafgift ved jords overgang fra landbrug til anden benyttelse?

34. Selvskabsformen og ejendomsforholdene i landbruget i øvrigt.

35. Byboeres afskrivning på landejendomme.

36. Hvorledes undgås organisationstvang på arbejdsmarkedet?

37. Arbejdsmarkeds- og erhvervsorganisationers anvendelse af medlemsbidrag til religiøse eller kulturelle formål. Adgang til medlemskab i en organisation.

38. Vejene til en forøget faglig og geografisk bevægelighed på arbejdsmarkedet.

39. Adskillelse af fagforeninger og arbejdsløshedskasser. Neutral offentlig arbejdsanvisning.

40. Sikring af funktionærers og arbejderes ansættelse.

41. Udligning af lejeniveauet, evt. gennem skat på lejefordelen i den gamle boligmasse.

42. Bør der skabes adgang til køb af egen lejlighed?

43. Liberalisering af licitationslovgivningen.

44. Hvorledes effektiviseres byggemodningen?

45. En modernisering at byggevedtægterne. Forudsætninger for byggeriets industrialisering. Lettelse at selvbyggeriet.

46. Sygekassernes forhold. Samordning og finansiering af de sociale hjælpeordninger.

47. Bør staten eller arbejdsgiverne betale kvinderne løn under svangerskab?

48. Bør undervisningshjælpen til udviklingslandene fortrinsvis ske her i landet eller i udviklingslandene selv?

49. Kan U-landshjælpen samordnes med missionsselskabernes virke?

50. Muligheder forudbygning af det nordiske fællesskab.

51. Mulighed for effektivisering af tjenestetiden. Udvidet fritid og adgang til uddannelse.

52. Bør man særbeskatte ikke indkaldte værnepligtige?(…)