Professor, Dr. jur. & phil. Alf Ross anmelder og anstiller Betragtninger over Pjecen: Ordet eller Sværdet? (Fremad)

Den lille Pjece Ordet eller Sværdet? paa et halvt Hundrede Sider, udsendt af "Frit Forum" paa Forlaget Fremad, er værd at studere. Fem Professorer (Jørgen Jørgensen[1], Poul Andersen[2], Mogens Fog[3], Hal Koch[4] og Frederik Zeuthen[5]) og én Arkitekt (Poul Henningsen[6]) belyser heri Demokratiets Grundproblemer. Pjecen er Optryk af Kronikker og andre Indlæg i Dagspressen, og Fremstillingen har derfor den Letfattelighed og Koncentration, der naturligt følger heraf.

Flere af Indlæggene - af Jørgen Jørgensen, Mogens Fog, Poul Andersen og Poul Henningsen - udgør en sammenhængende Diskussion af det Spørgsmaal, om Demokratiet uden at svigte sig selv og sine bærende Idéer kan forsvare sig mod indre Fjender ved at sætte haardt mod haardt, især begrænse den politiske Ytringsfrihed, f. Eks. ved at forbyde antidemokratisk Propaganda.

Det er Jørgen Jørgensen, der giver Bolden op. Han sondrer mellem fem forskellige Former for Demokrati - det politiske, det retlige, det sociale, det kulturelle og det økonomiske - og mener, at det fælles for dem alle er, at de er Udtryk for Krav om Lighed. Samtidig anerkendes dog ogsaa Frihedsidéen som en demokratisk Idé, dog ikke i absolut Forstand. Friheden maa ikke bruges paa en saadan Maade, at den kan anvendes til Ophævelse af de demokratiske Fundamentalgoder, de forskellige Lighedsgoder og Frihedsgodet selv. Herudfra kommer Jørgensen til det Resultat, at Demokratiet maa have lov til at forsvare sig over for sine indre Fjender, at give raat for usødet "Over for Falskspillere har man ingen Forpligtelse til at overholde Spillereglerne, og truer de med at gaa over til Haandgribeligheder, maa man værge sig, som man bedst kan. Maskinpistolangreb kan desværre ikke slaas tilbage med Stemmesedler".

Det sidste vil sikkert alle være enige i. Det har altid været anerkendt, at Vold og Terror ikke kan tolereres. Anslag mod de demokratiske Institutioner eller Forberedelse hertil er Forbrydelser, der rammes af Straffeloven. Men det store Spørgsmaal er: Skal Friheden ogsaa begrænses, saa længe den antidemokratiske Opposition selv holder sig til Ordet og ikke griber til Sværdet? Jørgensen mener ja, og det er paa dette Punkt, han adskiller sig fra den traditionelle demokratiske Liberalisme, der kræver "Frihed for Loke saavel som for Thor".[7]

Det er til Forsvar for Demokratiet, siger Jørgensen, at han kræver denne Indskrænkning af Friheden. Der foreligger imidlertid i Jørgensens Fremstilling en velkendt terminologisk Uklarhed, og naar man skærer igennem den, faar man et tydeligere Billede af Tankens virkelige Indhold. Det er ganske uklart at forene paa den ene Side politisk Demokrati og paa den anden Side Krav om økonomisk, social og kulturel Udligning under Fællesbetegnelsen Demokrati som Udtryk i første Række for en Lighedsidé, i anden Række for en betinget Frihedsidé. Det virkelige Forhold er, at de to Dele er klart forskellige: det politiske Demokrati er Udtryk for Frihedsidéen i Betydning af Selvbestemmelse og politisk Ytringsfrihed. Den økonomiske, sociale og kulturelle Udligning hviler derimod paa Lighedsidéen og bør rettelig betegnes som Former af Socialisme, ikke Demokrati. - Naar nu Jørgensen i første Række gaar ind for en Begrænsning af Friheden til Fordel for Ligheden, saa betyder det, at han vil opgive det politiske Demokrati til Fordel for Socialiseringstanken. Det, han har formuleret, er den kommunistiske Tanke om "aktivt Demokrati", der i Virkeligheden betyder en Opgivelse af Demokratiet som politisk Metode (Frihed) til Fordel for visse sociale Fordringer (Ligheden).

Dette har Poul Henningsen klart indset. I sin fortrinlige Kronik "Frihed med eller uden Rabat" - der tydeligt viser, at det savner al Mening at kalde Poul Henningsen for Salonkommunist - hævder han, at hvis man først opgiver den ubetingede Ytringsfrihed, saa falder alle Skranker. Jørgensens Formel for Frihedens rette Begrænsning er i Praksis ganske intetsigende. Det bliver Regeringen, der til enhver Tid formulerer Betingelserne og drager Grænserne for Ytringsfriheden, som den nu finder for godt. Det er en frygtelig og farlig Magt at lægge i Ledelsens Hænder. Hvis man opgiver den ubetingede politiske Frihed, opgiver man selve Demokratiet. "Det er livsfarligt at begynde at skære Skaar og Hakker i Demokratiets Grundtanke: Enhver Borgers Ret til at sige sin Mening frit og med lovlige Midler kæmpe dens Virkeliggørelse". Den engelske socialistiske Statsvidenskabsmand Harold Laski[8] udtrykker samme Tanke, naar han siger, at Historien viser, at begynder en Regering først med at forbyde  Folk at hævde, at en voldelig Revolution er ønskelig, vil den, før eller senere, ende med at forbyde dem at sige, at den sociale Orden, Regeringen præsenterer, ikke er guddommelig.

I øvrigt diskuterer Poul Henningsen efter min Mening Problemet paa en forstandigere Maade end Jørgen Jørgensen. Medens Jørgensen drøfter, hvorvidt man efter "demokratiske Principper" uden Selvmodsigelse har "Ret" til at undertrykke Friheden, tager Henningsen rent praktisk paa Problemet: Er det hensigtsmæssigt, at forbyde nazistisk Agitation? Hvilke Konsekvenser fører dette med sig? Han fremhæver efter min Mening med Rette, at et Forbud aldrig kan hindre en Overbevisning i at eksistere og brede sig, og at den offentlige Debat og Kritik er den bedste Modgift mod perverse Idéer. "Den ubetingede politiske Frihed i Danmark betød, at vi hele Tiden havde Kontrol med Omfanget af den nazistiske Bevægelse". Havde vi i Tiden før og efter d. 9. April forbudt Nazismen, "vilde vi i Stedet for Frits Clausen[9] som den uduelige Leder af et Hold aabenlyse Kværulanter sikkert have faaet en underjordisk Bevægelse omfattende Folk fra Adelen og Industrien med en fremragende Jurist som stiltiende Leder. Vi vilde simpelthen have forbudt Nazisterne at dumme sig og komprommittere sig offentligt. Vi vilde have afskaaret de andre politiske Partier fra at sætte dem paa Plads. Vi vilde have sikret dem Arbejdsro til Konspirationer under Jorden i Stedet for at faa dem frem i Lyset."

Paa samme Maade holder ogsaa Poul Andersen fast ved "den Gamles Frihed for Loke saavel som for Thor", medens derimod Mogens Fog i sin ellers saa fortrinlige Kronik om "Nazismens Arv" (ogsaa inden for Modstandsbevægelsens Rækker) slutter sig til Jørgensen og ikke har Øje for, at opgiver vi først den ubetingede Ytringsfrihed, er dermed Spiren lagt til et Diktatur - der ligesaavel kan udvikle sig til Nazisme som til Kommunisme.

For mit eget Vedkommende kan jeg ikke være i Tvivl om, at oprigtig Kærlighed til Demokratiet som politisk Styreform aldrig kan føre til en Begrænsning af Ytringsfriheden. Flertalsprincip og fri Meningsdannelse er uløseligt forbundne. Men Friheden kan bruges til at ophæve Friheden, siger man. Javel, hvis Flertallet virkelig ikke længer tror paa Demokratiet, har det alligevel ingen Mening at ville gennemtvinge dette. Det er et umuligt Paradoks at ville tvinge Folk til at være fri. Et Folk, der ikke i fuld Frihed kan enes om at ville være et demokratisk Folk, er det ikke længer. Den højeste af alle Friheder maa være Friheden til at vælge mellem Demokrati og Diktatur. Den Dag Troen paa Frihedens Værd er død, er Demokratiet selv gaaet under.

Det er fra Hal Koch, Pjecen har laant sin Titel "Ordet eller Sværdet?" Hermed symboliserer han Modsætningen mellem Demokrati og Diktatur. Der findes stort set to Veje til Løsning af menneskelige Konflikter: at tale sig til Rette eller slaas sig til Rette. Samtale og Vilje til Samforstaaelse er Demokratiets Væsen. Ud fra dette Synspunkt er Afstemning egentlig kun en Nødhjælp, naar Enighed ikke kan opnaas. Og selv en Afstemning kan i Realiteten udarte til et Slagsmaal, nemlig naar Parterne mangler god Vilje til at forstaa og med Rimelighed vurdere Modstanderens Synspunkter. Koch vender sig ogsaa mod den forfladigende Tanke, at Flertallet altid har Ret. "Der er ingen Tvivl om, at Flertallet i Tyskland baade før Krigen og den Dag i Dag vil nægte Jøderne Eksistensret og fratage dem deres Besiddelser. Om saa 99 pCt. af Jordens Befolkning er saaledes indstillet, vil Antisemitisme ligefuldt være forbryderisk og uforenelig med Demokrati". Forf. tager ikke direkte Stilling til Spørgsmaalet om Ytringsfrihedens Begrænsning, men af Aanden i hans Fremstilling tror jeg dog, man tør slutte, at han aldrig vilde gaa med hertil.

Zeuthens Indlæg ligger paa en Linje for sig. Han fremhæver en Tanke, jeg finder meget værdifuld:

Ligesom man skal have sine Meningers Mod, skal man ogsaa have Mod til ikke at have nogen Mening - om Spørgsmaal, som man savner de nødvendige Forudsætninger for at kunne bedømme. For Demokratiet betyder dette, at man skal lade være med at spørge Folk om mere, end de er i Stand til at give et fornuftigt Svar paa. Folkets Opgave er at sikre, at Staten bliver styret i Overensstemmelse med dets Interesser og til Grund liggende Livsanskuelser. I øvrigt maa det overlade Enkelthederne til den valgte Repræsentation, Rigsdag og Regering, der bedre end Menigmand er i Stand til efter grundig Overvejelse at træffe Afgørelse. Dette Synspunkt, tilføjer jeg, maa føre til stor Forsigtighed med Hensyn til Indførelse af Folkeafstemninger, som Led i Demokratiets Teknik.

Ordet eller Sværdet? - hermed er det største Problem i den kommende politiske Udvikling stillet op. Eller Maskinpistolen, skulde man maaske hellere sige, for at være aktuel.

Lad os ikke tro, at alt er i den skønneste Orden, fordi alle nu med Mund og maaske ogsaa med Hjerte bekender sig til Demokrati. Hvis det er rigtigt, som jeg tror, at vi bevæger os mod en Periode med dybtgaaende sociale Omvæltninger, vil Demokratiet blive stillet på en haard Prøve. Demokratiet er en Metode til fredelig social Forandring. Men Spørgsmaalet er, om denne Ideologi vil vise sig tilstrækkelig solid til at modstaa Trykket i Samfundskedlen, naar Lidenskaberne sætter Temperaturen i Vejret, og Konflikterne tilspidses.

Demokratiets Teoretikere har ofte fremhævet, at den demokratiske Ideologi forudsætter en vis Samstemmighed i de fundamentale Værdsætninger for at kunne fungere. Betingelsen for, at den enkelte føler Flertallets Afgørelse som Ret og er villig til at bøje sig for den, er, at han trods alle Meningsforskelligheder dog føler Samhørighed med Gruppens øvrige Medlemmer. Der maa, hvor vanskeligt det end er at definere det nærmere, være en vis Baggrund af aandeligt og kulturelt Fællesskab, en vis Harmoni i de yderste Maalsætninger, der gør Forstaaelse mulig. Individet maa kunne identificere sig med Gruppen for at opleve dens Afgørelser som bindende og Udslag af hans egen Autonomi. En Person, der befandt sig i et Selskab af Banditer, vilde aldrig i dette Selskab kunne anerkende Flertallets Ret.

Faren for Demokratiet ligger nu deri, at Befolkningen spaltes i to modstaaende, omtrent jævnbyrdige Lejre, hvis Ideer om Ret og Retfærdighed er saa modstridende og uforenelige, at de ikke formaar at raabe hinanden op. Da fristes hver af Parterne til at gribe til Maskinpistolen i Stedet for Ordet. Historien har tidligere vist Eksempler paa, at religiøse og nationale Modsætninger har ført til Borgerkrig eller Revolution. I Dag og i Morgen er det de økonomiske Modsætninger, især Kampen for og imod Socialisering, der kan tænkes at komme til at spille samme Rolle.

Alligevel tror jeg, at Chancerne for en fredelig Udvikling i et Land som vort med gamle demokratiske Traditioner er gode. Hver af Parterne ved, at Prisen for en Sejr med Maskinpistolen er Demokratiets Undergang for uoverskuelig Tid. Erfaringerne har lært, at er Diktatur først en Gang indført, er det ikke til at blive af med igen.

Betingelsen for en fredelig Udvikling mod den Socialisering, jeg tror, der maa komme, er dernæst, at Udviklingen sker gradvist, saaledes at Mentaliteten, ogsaa hos Befolkningens konservative Elementer, efterhaanden tilpasses til Udviklingen. Hvis et Flertal på 51 pCt. en skønne Dag proklamerede fuldstændig Socialisering af al Kapital, vilde et af to ske. Enten vilde den borgerlige Fraktion sætte sig til Modværge ved Sabotage og aaben Kamp, og Resultatet vilde i alle Tilfælde blive et Diktatur af den ene eller anden Type. Eller ogsaa vilde Modstanderne underkaste sig, men uden indre Tilslutning og Loyalitet. De vilde være som et undertrykt nationalt Mindretal, for hvilket Staten ikke længer er Autoritet, men kun fysisk Magt. Ogsaa i dette Tilfælde vilde Nationens Enhed og det demokratiske Fællesskab være sat over Styr og erstattet med Diktatur - Flertalsdiktaturet.

Det afgørende, hvis Demokratiet skal bevares, er derfor stadig at arbejde paa, at de forskellige Samfundsgruppers Opfattelse af Ret og Retfærdighed samarbejdes. Det gælder om at besejre Modstanderen ogsaa i hans Hjerte. Dette kan ske gennem en gradvis Udvikling af de sociale Reformer. Ogsaa de Konservative tænker i Dag socialt paa en Maade, der vilde have været uhørt for en Menneskealder siden. De socialistiske Partiers største ideologiske Sejr ligger deri, at Modstanderne i Dag har akcepteret det Program, Socialisterne kæmpede for for nogle Aar tilbage. Det er paa denne Maade, sandt demokratisk Fremskridt sker - ved Ordet, ikke ved Sværdet.

Ordforklaringer m.m.

[1] Jørgen Jørgensen (1894-1969): professor i filosofi.

[2] Poul Andersen (1888-1977): jurist og professor i forvaltningsret.

[3] Mogens Fog (1904-1990): overlæge på Rigshospitalet og professor på Københavns Universitet. Ledende medlem af modstandsbevægelsen 'Frit Danmark' og minister for særlige anliggender i befrielsesregeringen.

[4] Hal Koch (1904-1963): teolog og professor i nordisk kirkeret.

[5] Frederik Ludvig Bang Zeuthen (1888-1959): dansk økonom og professor.

[6] Poul Henningsen (1894-1967): arkitekt og forfatter.

[7] 'Frihed for Loke såvel som for Thor' er en berømt formulering af N.F.S. Grundtvig (1783-1872) fra 1832, som gjorde ham til talsmand for tros-, ytrings- og åndsfrihed. Grundtvigs tankegang havde stor indflydelse på, hvad et dansk folkestyre skal indeholde: at der skal være talerum for alle synspunkter.

[8] Harold Joseph Laski (1893-1950): britisk professor i statskundskab og medlem af partiet Labour.

[9] Frits Clausen (1893-1947): leder af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti (DNSAP) fra 1933-1943. Som leder af nazistpartiet var han formentlig den mest udskældte og hadede dansker under besættelsen og har fået et eftermæle som en af de største landsforrædere i danmarkshistorien.