Professor, Dr. polit. F. Zeuthen advarer imod, at man fremsætter Meninger uden at have gjort sig klart, hvilke Forudsætninger man sidder inde med for at tage Stilling til en Sag. Man maa - hævder han - forsage Propagandaens Bedrag.
 

Til daglig gaar Livet sin stille Gang, Vejret skifter, og en vis historisk Udvikling foregaar i det menneskelige Samfund, men ellers er alt bestemt af de herskende Produktionsforhold, Sædvaner og traditionelle Kulturfænomener. Under Krigen vendte menneskelige Viljer op og ned paa alt i Verden. Og nu ved Krigens Slutning er fortsatte Viljesindgreb nødvendige for at begrænse Ødelæggelserne, samtidig med at Mobiliseringen af Viljer og Meninger mod hinanden truer med yderligere Kampe og Kaos.

En Hovedpart af Ulykken kommer fra de alt for frodigt blomstrende, modstridende Meninger. Hvis det kun var Interessemodsætninger, vilde de nationale og sociale Kampes Omfang indskrænkes stærkt. Hvor begge Parter har samme Opfattelse om Resultatet af en Kamp, er de ogsaa begge interesseret i en Ordning i Overensstemmelse hermed, hvorved Kampenes Ofre spares. Men desværre selv den nyttigste af alle Vaabenarter, Efterretningsvæsenet, Spionagen, er smittet af den mest fordærvelige af alle, Propagandaen. For at sejre maa Tilhængerne tro. Og for at faa dem til at tro, maa Ledelsen i mange Tilfælde ogsaa selv have overdrevne Forestillinger om Chancerne. Gunstige Efterretninger bliver da modtaget med særlig Taknemmelighed.

Naar de store Værdier staar paa Spil, gælder det for de fleste, at Hensigten helliger Midlet ogsaa med Hensyn til Paavirkning af den offentlige Mening. Alle brugbare Argumenter bliver berettigede og "I dybere Forstand sande". Skriftsteder og andre agtede Sætninger maa altid være i Overensstemmelse med den retfærdige Sag og lader sig af dertil trænede Folk let indpasse i Tidens og Stedets rette Tro. De nationale, erhvervsmæssige, sociale og politiske Ideologier benytter med Glæde og Stolthed Logik og anerkendt videnskabelig Metode overalt hvor det tjener Formaalet, men hvor dette ikke er Tilfældet, tyr man til en "højere Fornuft". I Forordet til et stort Værk (der i Uddrag citeres i Subskriptionsindbydelsen til det) udtaler Værkets meget kendte Redaktør, at det er Hensigten "at tegne Besættelsestidens Billede saa sandt, som det i Øjeblikket er muligt", men lidt efter siges: "Den objektive Fremstilling er steril, usand og uvirkelig, fordi alt Liv nægter at lade sig se fra dette kønsløse Synspunkt". Hvad saa med fysiske og statistiske Maalinger og derpaa opbyggede logiske Slutninger, som netop er frugtbar Videnskab, fordi de kan overbevise tænkende Mennesker uanset følelsesbetonede Forhaandsstandpunkter? Ved Behandlingen af Samfundsspørgsmaal er det utvivlsomt meget svært at være objektiv, men Bestræbelse i den Retning er netop det, der adskiller ærlig Erkendelse fra farvede Udsagn.

Hvis Resultaterne af Partiernes, Klassernes, Nationalismernes og de andre -ismers subjektive og ideologibundne Sandhedssøgen kun blev taget som en Slags Sandhed for Tilhængerne selv, vilde Skaden formentlig være begrænset. Men Ulykken er, at Resultaterne af den subjektivt farvede Erkendelse tillægges Gyldighed ogsaa for andre. Deraf følger manglende Forstaaelse, hvor Fællesanliggender skal afgøres i Samarbejde med Folk med andre Forudsætninger, og deraf følger igen Intolerance, naar den ene Part bliver dømt efter den andens Maalestok og ud fra hans Forudsætninger.

Det er for saa vidt et Livstegn, Tegn paa Interesse og en vis Viden, naar Folk har Meninger om mange Ting. Hvor Meningerne kun er Gentagelse af Propaganda eller endog blot automatiske Reaktioner over for populære eller upopulære Ord, er Værdien dog ringe baade som Livsindhold for Indehaveren og som dennes Bidrag til fælles Beslutninger. Den enkelte gør i Reglen klogt i ikke at have alt for omfattende Tro og Meninger. Udbyttet af en Meningsudveksling bliver i alt Fald størst, naar Deltagerne bidrager med Synspunkter og Erfaringer og ikke med Resultater i den sikre Form, hvori de leveres fra Propagandaen.

Rundspørger om Befolkningens Stilling til Tidens Problemer kan virkelig være af stor Interesse, naar de begrænses til Ting, som ligger inden for den Besvarendes Erfaringskreds. I andre Tilfælde bliver Resultatet let et Ekko af Propaganda og Reklame, hvad der naturligvis kan have Værdi som "Salgsanalyse" for de dermed beskæftigede. Det vi hungrer efter at læse er ikke Generalers og censurerede Krigskorrespondancers Gentagelse af de nationale Klichéer, som Flertallet i de fleste Lande sikkert er villige til at gentage, naar man spørger dem paa dertil egnet Maade. Vi vil kende de virkelige Motiver, Maaden hvorpaa Folk har faaet deres officielle Meninger, og vi vil vide, hvad de kritiske og utilfredse Mindretal virkelig mener i Tyskland, England, U. S. A., Finland, Danmark o. s. v. Hvad med de liberale Fredsvenner og Kvækerne? Har de helt omvendt sig til de autoriserede, nationale standpunkter?

Hvad der er sagt om Befolkningens Afhængighed af Propaganda kan lyde som en Haan mod Demokratiet, hvad det dog paa ingen Maade er. Hver enkelt af os, selv de mest "Sagkyndige", er jo ude af Stand til at give solide Svar paa mere end en Brøkdel af Tidens brændende Spørgsmaal, og en Diktator maa derfor, som det jo ogsaa har vist sig, blive en frygtelig Dilettant. Man skal blot, ogsaa naar det gælder Deltagelse i Statens Styrelse, lade være at spørge Folk om mere, end de er i Stand til at give et fornuftigt Svar paa. I et Demokrati maa Folket udtale sig om afgørende Magtspørgsmaal for at sikre, at Staten bliver styret i Overensstemmelse med dets Interesser og til Grund liggende Livsanskuelser. Sker det ved Valg af en Repræsentation, som virkelig svarer til herskende Interesser og Grundanskuelser, opnaas dette, uden at Vælgerne faar Ansvar for en Masse Afgørelser, som ingen af os enkeltvis kan have Forstand paa, og som Rigsdagen, Regeringen og dens Hjælpere efter grundig Overvejelse maa søge at besvare bedst muligt i velorganiseret indbyrdes Samarbejde.

Spørgsmaalet om Maaden, hvorpaa Folk faar deres Meninger, er fuldt saa interessant som disse Meningers Indhold. I hvilket Omfang er de bestemt af Tid, Sted, Erhverv, Klasse, Alder, Køn o. s. v.? I hvilket Omfang er Traditionerne stadig herskende, og i hvilket Omfang er de industrielt fremstillet gennem Propaganda, Presse, Radio o. s. v.?

Hvis over 90 pCt. af Medlemmerne af en Nation eller Klasse har dennes Anskuelser, kan der da være nogen Mening i for Medlemmer af en anden Nation eller Klasse, hvor det samme er Tilfældet, at dømme førstnævnte moralsk, fordi de ikke har den rette Tro? Hvilken Frihed og dermed hvilket Ansvar har den enkelte ved Valget af Meninger? Noget tilsvarende gælder med Hensyn til Gerningerne. Vil man dømme Individerne, maa man da ikke som ved retfærdig Karaktergivning over for meget store Grupper sondre mellem Bedømmelse af de enkelte Individer i Forhold til deres Gruppe og Vurdering af Grupperne som Helhed over for hinanden, saaledes som disse Helheder er bestemt af ydre Vilkaar, historisk Skæbne, Institutioner og Milieu - hvis man da ikke efter nazistisk Forbillede finder en bekvem Forklaring i Raceforskelle med Afgrænsning netop svarende til de nationale Grænser. "Saadan er Jøderne", "saadan er Tyskerne" o.s.v. Raceforskel giver dog ikke Teologerne en retfærdig Forklaring paa, hvorfor en langt større Procent Tyskere end Danskere skal i Helvede; de maa i alt Fald gøre kraftig Brug af en Prædestinationslære med dertil svarende Placering af de Nyfødte. Tilsvarende Synspunkter som med hensyn til den moralske Engros Vurdering af Mennesker efter Nationalitet kan anføres med Hensyn til Klassernes moralske Forargelse over for hinanden: de tykmavede, højhattede og profithungrende Kapitalister, de griske og uærlige Bønder, de dovne og ansvarsløse Arbejdere o.s.v.

Ansvaret for manglende Forstaaelse af Folk med andre Forudsætninger og for den dertil knyttede Intolerance falder formentlig langt tungere paa den moderne Propaganda end paa den nedarvede lokale og klassemæssige Tradition, som i langt højere Grad er godtroende og naiv. Søger man efter Midler til at forbedre Verden, ligger det derfor nær at gribe til det Middel, som er blevet anbefalet af Aarhus-Professoren Th. Geiger baade i Afsnittet om "Videnssociologi" i hans store Haandbog i Sociologi, i hans "Kritik af Reklamen", navnlig i hans bitre Artikler "Idealernes Tyrannis" i det svenske "Samtid og Framtid", og endelig i hans aandrige, ligeledes i Sverige udgivne Bog, "Intelligensen". Midlet er Immunisering: Vaccination mod Propaganda og Reklame. Skoleundervisningen og Folkeoplysningen skal lære Folk at gennemskue det Bedrag, der bestaar i at faa Folk til at antage noget som Sandhed uden solid erkendelsesmæssig Begrundelse ved Suggestion, ledsagende Stemninger, Gentagelse o. s. v. De herhen hørende pædagogiske Problemer er med delvis Tilslutning til Geiger optaget til Diskussion af Skolekonsulent Johannes Novrup i sidste Hæfte af "Vor Ungdom".

Idealernes og Ideologiernes Forvirring og Opfanatisering af Menneskene faar Geiger til at gaa saa vidt, at han vender sig mod de idealistisk farvede Programmer og anbefaler en deling af befolkningen efter Interesser. Dette skulde paa Grund af Interessernes langt større Differentiering, end den ideologisk farvede Propaganda lader formode, føre til en stærk Splittelse i den politiske Gruppering, hvad der vil svække Muligheden for Dannelse af store solide Magtfronter. Magtfaktorerne skal ikke længer finde Prestige og moralsk Støtte i Værdiforestillinger og tilsyneladende Fornuftgrunde; de store Grupper mister derved Betingelserne for at vinde Medløbere fra andre Lejre. - Det er sikkert rigtigt, at Afsløring af Falskneri i høj grad maa antages at være nyttig. Geigers gunstige Vurdering af det opnaaede Resultat af en Deling efter Interesser synes imidlertid selv at hvile paa en idealistisk Maalsætning. Det vil være en naturlig Fortsættelse af denne ogsaa at paaskønne, hvis en Del af Befolkningen vurderer Atmosfæren i Landet, specielt Medborgernes Tilfredshed, saa højt i Forhold til Mad og Drikke, at de i deres politiske Standpunkttagen ogsaa anlægger idealistiske Helhedsbetragtninger. I øvrigt forekommer det sandsynligt, at den ustabile Ligevægt mellem et stort Antal af Interessegrupper vil faa de enkelte Parter til af Hensyn til egne Interesser i det lange Løb at vise Hensyn til andre; ogsaa her vil Idealismen ved en Rationalisering som det vil være unaturligt at beklage, kunne snige sig ind. Paavisningen af de øjensynlige Farer ved den falske og forvirrende idealistisk farvede Propaganda kan altsaa vanskeligt føre til Forkastelse af al Idealisme hos Vælgere og Politikere; forsvandt den, ville det virke meget uheldigt netop ud fra de idealistiske Synspunkter, ud fra hvilke Geiger angriber de ideologiske Falsknerier.

Afsløringen af Nazismens groft løgnagtige og i alt Fald over for Udlandet daarligt gennemførte Propaganda og Ensretningsmetoder kan sikkert lære de kritisk indstillede en Del. De blindt troende af andre nationale og sociale Retninger giver dette dog næppe Anledning til at tænke over, at der ogsaa findes anden Propaganda og Censur samt aandelig Tvang og Pres mod anderledes Tænkende. Fra enhver Art af Kamp mellem Grupper kender man det, at "Moral" bliver, hvad Gruppens Flertal eller Magthavere mener er rigtigt, og "Samvittighed" Frygt for Ubehageligheden ved at bryde med denne Moral. Størst bliver Virkningen naturligvis, hvor den nationale Kampmoral, Propagandaen og den politimæssige Tvang virker i samme Retning og med forenet Styrke.

Opfordring til kritisk Indstilling er ikke i Overensstemmelse med Tidens i saa høj Grad "positive" Livssyn, men netop derfor dobbelt tiltrængt. Verdens største Skandale, den anden Verdenskrig, er jo ikke et Resultat af Mangel paa Mod, Handlekraft, Offervilje eller andre Former for individuel Handlingsmoral. At disse personlige Dyder har været levende samtidig i Lande, der har kæmpet imod hinanden, vil sikkert faa Nordboer benægte. Det er Erkendelsen, den objektive, upartiske Erkendelse, der har svigtet, i højeste Grad naturligvis i de Lande, hvor Propaganda og Ensretning har naaet de største Højder, og hvor Opdragelse til Kritik af den nationale Selvforherligelse og af Nationalismens Førere har været svagest. Men Spekulation over Fremtiden, egne smaa Synder og eget Ansvar er i øvrigt mere udbyttegivende end fortsat Beskuen af Fortiden og andres store Synder.

Det vilde være en Lykke, hvis noget af al den gode Vilje til Offer og Resignation, som har vist sig i Kamp og Handling paa de nationale, sociale og politiske Omraader, maatte blive overført til Erkendelse og Meningsdannelse. Rækkefølgen maa være først tænke og derefter handle. Lad blot Handlingen stadig staa som den største, blot Fornuften maa blive den første. Ulykken er hverken Ondskab eller Dumhed, men de forfærdende primitive Former for Meningsdannelse med Hensyn til Spørgsmaal, som gaar ud over den enkeltes daglige Virkekres og Fag. Det er denne, der gør det muligt for uklare Fantaster at faa Magten og for Løgnere og Tyranner at beholde den.

Det vilde som sagt være en Lykke, om blot en Del af den megen Vilje til Offer og Resignation kom frem allerede paa Erkendelsesstadiet. Der tiltrænges her en gennemgribende Afholdenhed over for følelsesmæssigt tillokkende Meninger uden forsvarligt erkendelsesmæssigt Grundlag. Findes saadant Grundlag ikke, maa man have Mod til uanset Omgivelsernes Pres eller andre Fristelser at lade være at have en Mening. Man maa være i Stand til at modstaa Tillokkelsen ved at følge den bekvemme og selvophøjende Fremgangsmaade at give Meninger, der hviler paa egne specielle Forudsætninger - Tidens, Stedets eller Omgangskresens - Gyldighed som de rette Meninger og den eneste rette Tro ogsaa for Folk med andre Forudsætninger. Man maa være villig til den pinlige og ydmygende Operation at analysere sine egne Forudsætninger. Man maa forstaa, at det er utilladeligt at vælge Tro og Meninger, som man vælger Konditorkager. Man maa være villig til at give Afkald paa en opildnende Diskussion og Kamp for en Sag, saa længe der ikke foreligger tilstrækkeligt Materiale til at dømme i Sagen. Da det paa den anden Side vil være dødbringende, hvis navnlig de mere fornuftige afholdt sig fra al Handlen og Diskussion, maa man, som de fleste jo gør m. H. t. praktiske Spørgsmaal, kunne handle ud fra Hypoteser og Gætninger, som man ikke gør til mere. Man maa diskutere ved at fremføre Synspunkter i Haab om at faa ogsaa egne Ensidigheder og Fejl korrigeret. Man maa forsage Propagandaens Bedrag. - At man uhjælpeligt selv prøver at give sine Synspunkter noget af Propagandaens Slagkraft, kan ikke undgaas. Da den gennemførte Afholdenhed paa dette Punkt er svær, maa man bøde herpaa med ærlig Tilstaaelse.