Censur og samarbejdspolitik

Allerede fra 9. april 1940 pålagde Tyskland den danske presse en vis grad af censur. Det betød, at besættelsesmagtens militære forhold i landet ikke blev omtalt, og at anti-tysk propaganda var forbudt. I overensstemmelse med den dansk-tyske besættelsesordning, hvor Danmark fortsat blev betragtet som et suverænt land, var det de danske myndigheders opgave at foretage denne censur af pressen.

Opgaven blev givet til det såkaldte Udenrigsministeriets Pressebureau, der så det som sin fornemmeste opgave at forhindre tysk indgriben – og dermed også at stabilisere det dansk-tyske forhold – samt at sikre, at en selvstændig dansk presse fortsat fik muligheder for virke. Det indebar imidlertid også, at pressebureauet måtte imødekomme de tyske krav, formidle dem over for pressen og give den vejledning, så besættelsesmagten ikke fandt anledning til at gribe ind over for den og eventuelt lukke konkrete bladhuse. Med andre ord blev pressen underlagt censur for fortsat at få lov at agere "frit". Et klassisk paradoks i hele det kompleks, der benævnes samarbejdspolitikken.

Det illegale blad 'De Frie Danske' blev trykt i kælderen under Hotel Alba i København. Under loftet ses forsider til januarudgaven 1945. Foto: Jesper Gottschalch, Frihedsmuseets fotoarkiv

Den frivillige censur

Den 6. maj 1940 indgik Udenrigsministeriets Pressebureau en overenskomst med den danske presse, som gav Pressebureauet mulighed for at forbyde enhver omtale af konkrete begivenheder. Samtidig foretog bureauet en forhåndscensur af informationer fra de udenlandske presseagenturer, så disse var screenet allerede inden, de nåede frem til de danske redaktioner. Brød de danske redaktioner restriktionerne, eller omgik de dem, kunne Pressebureauet skride ind efter trykning ved at påtale forseelsen. Redaktionerne kunne derefter eventuelt pålægges sanktioner i form af bøder af det kollegiale organ Pressenævnet, som bestod af redaktører fra de største dagblade, eller i grovere tilfælde indklages for domstolene.

Tysk indgriben

Udenrigsministeriets Pressebureaus forvaltning var underlagt nidkær opmærksomhed fra presseattacheen ved det tyske gesandtskab, Gustav Meissner. Efterhånden som besættelsen gik, førte denne opmærksomhed til stadigt forøgede krav om indgriben over for pressen. Pressen fandt i stigende grad denne indgriben utålelig, men imødekom den dog modvilligt for ikke helt at blive fejet af banen.

Det publicistiske element – ønsket om at informere, at være i dialog med og tjene sine læsere samt at give sine synspunkter til kende i offentligheden – spillede naturligvis en betydelig rolle for pressens accept af indskrænkningerne i dens virke. Uvæsentlig var det dog heller ikke, at de enkelte blade også var forretninger, der skulle tjene penge til deres ejere og holde deres ansatte beskæftigede. De mest vidtrækkende tyske krav indebar fjernelse af redaktører på konkrete blade. Således måtte redaktøren af Social-Demokraten, H.P. Sørensen, i 1941 forlade sin post, da han nægtede at optrykke kronikker med stærkt positivt indhold om det nazistiske Tyskland.

Efter 29. august 1943 kom Pressebureauet og dermed også redaktionerne under direkte tysk kontrol med forøgede begrænsninger i pressefriheden til følge.

Pressens råderum

Trods censuren var der dog fortsat et betydeligt spillerum for pressen. Det gjaldt naturligvis først og fremmest før august 1943, men bestemt også efter. Indenrigspolitiske spørgsmål kunne i det store hele omtales frit, såfremt bladene ikke på kritisk vis omtalte regeringens relationer til besættelsesmagten eller – senere i besættelsen – gav positiv omtale af modstandsbevægelsen. Også det danske nazistparti, DNSAP, kunne kritiseres frit. Det blev det i stor stil særlig i besættelsens første år, hvor det konstant – om end forgæves – forsøgte at tiltvinge sig en politisk rolle. I besættelsens sidste år fik danske avislæsere også besked om den politiske debat i de allierede lande, således f.eks. om planerne for ordningen af verdensøkonomien samt om de storstillede økonomiske og velfærdspolitiske planer i Storbritannien, som formuleredes af J.M. Keynes og William Beveridge.

Den danske dagspresse opøvede hurtigt en evne til at skrive "mellem linierne", og i kraft af læsernes evne til at forstå denne skjulte kode blev censuren i visse tilfælde delvist omgået. I begyndelsen af besættelsen var der således adskillige ledende artikler, der i svulstigt billedsprog omtalte skadedyrsangreb på danske plantearter. Det var naturligvis en analogi til besættelsesmagtens angreb på Danmark. Ligeledes var der i de første måneder af 1945 flere ledere som forudsagde, at netop dette forår ville blive et af de skønneste, man nogensinde havde oplevet i Danmark. Læserne har naturligvis nikket og forstået den indforståede hentydning til befrielsens snarlige komme. Denne leg med censuren kunne nok virke som en ventil for indestængte tilbøjeligheder hos journalisten og også skabe en vis samhørighed mellem bladene og læserne.

Trods sådanne forsøg på at slå sig i tøjret kunne det ikke undgås, at pressens troværdighed led skade – og dét i stigende omfang efterhånden som besættelsen gik. Derfor blev alternative informationskanaler taget i brug. Først og fremmest svensk radio, men også danske udsendelser fra den britiske radio, BBC, blev benyttet. Senere blev den illegale presse ligeledes en alternativ kanal for informationer og ikke mindst holdninger.

Betjent fjerner en illegal plakat med teksten: ”Rovmorderen Adolf Hitler holder i dag fødselsdag for sidste gang”, april 1944. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv