Fra anholdelse til henrettelser

I forbindelse med Gestapos anholdelse af Hvidstengruppen i marts 1944 bragte den illegale presse enkelte kortere notitser. Nogle blade spekulerede i, om årsagen til anholdelsen var gruppens aktivitet i forbindelse med modtagelse af våben fra Storbritannien. Kun enkelte blade omtalte gruppens medlemmer med navns nævnelse, ellers blev personerne kendt som gruppen omkring den berømte Hvidsten Kro. Fra anholdelsen til henrettelserne 29. juni 1944 blev gruppen ikke nævnt i den illegale presse. Andre begivenheder, såsom omtale af Kaj Munks død, strejker og sabotageaktioner, løb i stedet med opmærksomheden. Den illegale presses sparsomme omtale af Hvidstengruppen bør dog også ses som en bestræbelse på ikke at afsløre vigtige oplysninger over for besættelsesmagten, mens sagen mod de 14 medlemmer af gruppen førtes ved den tyske krigsret i Danmark.

Heller ikke domsafsigelsen 26. juni 1944 blev slået stort op i den illegale presse. Henrettelserne 29. juni af otte af de 14 medlemmer faldt sammen med Den Københavnske Folkestrejke, som var et naturligt fokus for den illegale presse. Man mindedes dog i enkelte blade gruppen som ”de otte patrioter”. Den illegale presse påpegede, at den tyske terror – herunder bl.a. henrettelserne af modstandsfolk – medførte en følelsesmæssig trods- og vredesreaktion hos den danske befolkning.

Den relativt sparsomme omtale af gruppen i den illegale presse før og under Den Københavnske Folkestrejke gør det ikke muligt at opretholde den historiske litteraturs generelle billede af henrettelserne som en væsentlig faktor i Folkestrejken.

Det illegale modstandsblad 'De Frie Danske' blev trykt i kælderen under Hotel Alba i København. De Frie Danske dækkede Hvidstengruppen intensivt og fremhævede dem som folkehelte. Fra: Frihedsmuseets billedarkiv

Hvidstengruppen som ikon

Enkelte blade ophøjede dog straks Hvidstengruppen til heltestatus i forbindelse med henrettelserne. Bladet De Frie Danske sammenlignede sågar gruppen med tidligere danske folkehelte som Svend Gønge og Niels Ebbesen og mindedes medlemmerne med stor sorg. De Frie Danske fokuserede desuden på den familietragedie, henrettelserne udgjorde, og gav i den forbindelse udtryk for sin kondolence over for den efterladte Gudrun Fiil.

Gruppens leder, Marius Fiil, blev ikke fremstillet som nogen hårdkogt, stærkt aktivistisk modstandsmand. I stedet blev han gennemgående beskrevet som sympatisk og folkelig. Der blev lagt megen vægt på Marius Fiil som forbillede for den jævne dansker, der ønskede at kæmpe for sine idealer: ”Ved sin Død, bliver han i videre Forstand en folkelig Skikkelse, et historisk Eksempel på Jyllands Sejhed under Fremmedherredømme og et Vidne om den Varme, som holdt Danmark i live under Istiden 1940-44.”

Gruppen som mobiliseringsobjekt

Efter Folkestrejken omtalte de illegale blade henrettelserne som en uretfærdig og brutal skændselsgerning begået af besættelsesmagten. Bladene betegnede hændelsen som Werner Bests mislykkede forsøg på at skræmme og kujonere de strejkende københavnere tilbage på arbejde. Ved at skabe sympati for gruppen, ophøje den til heltestatus og samtidig håne Werner Best for hans mislykkede forsøg på at bruge henrettelserne som et afskrækkende eksempel appellerede bladene til en dansk trodsreaktion, der kunne mobilisere til yderligere modstand.

Hele situationen blev fremhævet som ”den desperate blodhund fra Paris”, Werner Bests, overgreb på de otte danske patrioter. Det er også det billede, eftertiden har haft af Hvidstengruppen.

Hvidsten Kro var udgangspunktet for Hvidstengruppens modstandsarbejde. Fra: Frihedsmuseets billedarkiv