Tulles modstandsarbejde

Kirstine Fiil, også kaldet Tulle, var ældste datter af lederen af Hvidstengruppen, Marius Fiil (1893-1944). Ligesom resten af familien var Tulle aktiv i modstandsarbejdet omkring Hvidsten Kro. Tulle var gift med Peter Bergenhammer Sørensen (1914-1944), der også blev inddraget i arbejdet på kroen. Sammen fik de i 1942 datteren Gudrun (kaldet Gulle). Marius byggede et hus ved siden af Hvidsten Kro, hvor parret slog sig ned. Tulles hus blev omdrejningspunkt for Hvidstengruppens arbejde.

Fra Hvidstengruppens start i 1943 og til arrestationerne i 1944 var Tulle en vigtig del af gruppens arbejde. Tulle og hendes søstre var ikke med til selve modtagelserne af våben m.m. Til gengæld deltog de i planlægningen omkring modtagelserne. Tulle husede modstandsfolk og SOE-agenter (de såkaldte faldskærmsfolk) samt senere jøder, der skulle evakueres videre til Sverige. Endvidere fungerede pigerne som kurerer.

Arrestationen og dødsdommen omstødt

Efter arrestationen af Tulle og størstedelen af Hvidstengruppen blev Tulle også dømt til døden ved den tyske krigsret, men fik ændret sin dom til livsvarigt tugthus.

På dagen, hvor otte af Hvidstengruppens medlemmer, heri blandt hendes mand, bror og far, blev henrettet, skrev Tulle et brev til den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best. Tulles brev og de andre dømtes breve udsendtes illegalt. I brevet citerer hun blandt andet, hvad hendes bror sagde til hende, sidste gang, de sås: ”Vi ved et Fjæld kan sprænges, og tvinges kan en Elv, men aldrig kan et Folk forgaa, som ikke vil det selv.” Brevene blev brugt til ikke blot at illustrere de dømtes fasthed og værdighed, men også til at inspirere til mere modstand.

Den sidste del af krigen og livet efter krigen

Tulle blev transporteret til Tyskland midt i juli. Hun tilbragte de første tre måneder i straffearrest. I februar blev hun på grund af russernes fremrykning flyttet til et fængsel ved Leipzig. Tulles mor, Gudrun Fiil (1890-1972), havde gentagne gange forsøgt at få Tulle benådet. I april 1945 blev hun løsladt, men da var det som en del af Folke Bernadottes hjælpeaktion med de hvide busser, hvor 15.000 skandinaviske fanger blev hjemsendt.

I 1946 blev Tulle gift igen. Denne gang med Olaf Møller, der var ansat i Forsvaret og tidligere kz-fange. Tulle nægtede efter krigen at modtage erstatning fra staten, da hun var af den opfattelse, at hun og hendes familie havde deltaget i modstandsarbejdet af pligt, frivilligt og i fuld erkendelse af risikoen.

Fotografi af Kirstine ('Tulle') og Olaf Møller på deres bryllupsdag, den 23. august 1946. Foto: Ukendt fotograf, Purhus Lokalarkiv