Alf Ross: "Hvorfor Demokrati" - Munksgaards Forlag 1946 - 372 S. - 18 Kr.

En fornem Videnskabsmand, Professor Dr. jur. et phil. Alf Ross har forladt sit ophøjede Stade for at bringe alt Folket et Budskab; men - som han selv siger i Bogens Forord - har han saa megen Respekt for Sagen, at han ikke er gaaet paa Akkord med Kravene til videnskabelig Grundighed, og saa stor Tiltro til redelig Kundskabstørst her i Landet, at han har regnet med, at ogsaa Læseren maa gøre sin Del af Arbejdet.

I Overensstemmelse med sit saaledes udtrykte Standpunkt indleder Forf. med et historisk Tilbageblik fra det germanske Urdemokrati gennem Enevælden til det konstitutionelle Monarki og det moderne Demokrati. Derefter følger et Afsnit om Demokratiets Teoretikere.

Den sædvanlige Definition af det politiske Demokrati som "den Statsform, i hvilken Statsmagten (den politiske Magt, "Suveræniteten") retligt tilkommer Befolkningen som Helhed og ikke blot en enkelt Person eller en bestemt begrænset Kres af Personer", kasserer Forf. som ubrugelig paa Grund af dens Uklarhed paa flere Punkter. (p. 167 ff.)

Efter Forfatterens Mening lader Begrebet Demokrati sig ikke bestemme som et "Klassebegreb"; men man maa gaa den Vej at opstille en "Idealtype", paa Grundlag af hvilken de enkelte "Realtyper", saaledes som de forekommer i Virkeligheden, kan karakteriseres (p. 175). Derfor maa man hefte sig ved "det Princip, der er Maalestok for, i hvor høj Grad en Statsform er demokratisk", og dette Princip kan kort udtrykkes som Flertalsprincipet (p. 183).

Og udstyret med dette aandelige Kompas kan vi da med Forf. kaste os ud i det "Orienteringsløb" - Valget mellem Demokrati og ikke-Demokrati som udgør Bogens Kapitler V og VI. Kun de som ved Vejs Ende har voteret for Demokrati, tilstedes der Adgang til Kapitlerne VII og VIII om Demokratiets sociale Betingelser og Demokratiets Teknik, jfr. Indledningen til Kapitel VII: "Den følgende Fremstilling i de to sidste Kapitler angaar kun saadanne Læsere, der er enig med mig i, at Demokratiet er en menneskelig Værdi, Grundlaget for en Kultur, vi ønsker at bevare og føre videre".

Et i Dag højst aktuelt Spørgsmaal optager Forf. til Drøftelse p. 272. Det er et Spørgsmaal, som især i England og Sverige har været Genstand for Debat, nemlig dette: Vil Socialisering ikke nødvendigvis føre Diktaturet med sig? I England har navnlig Økonomen F. H. Hayek i sin Bog "Vejen til Trældom" (1944) med stor Vægt hævdet, at Spørgsmaalet maa besvares bekræftende, og i Sverige har Herbert Tingsten i sin Bog "Demokratiens problem (1945) taget til Orde for det samme. Det hævdes først, at den omfattende Plan til Omorganisering af hele Samfundet og dets økonomiske Ressourcer, som Socialisering betyder, ikke kan tænkes vedtaget i sædvanlige demokratisk-parlamentariske Former, fordi hver enkelts Interesse og Behov ikke kan udtrykkes ved et enkelt højere Maal, selv om man fastlægger dette ved Hjælp af Frasen: "det fælles Vel". Der vil være lige saa mange Meninger, som der er Mennesker, om hvad man skal forstaa herved. Og at stykke Planen ud og paa sædvanlig Maade handle og kompromisere sig til Rette om dens enkelte Dele vil blot medføre Utilfredshed med de demokratiske Organers Fusken og ende i Kravet om, at Ledelsen "tages ud af Politiken" og lægges i Hænderne paa Eksperter; men hvis man gennemfører en Delegation af Myndighed til Eksperterne mistes den demokratiske Kontrol. Til sidst vil Folket kræve en Diktator! (p. 274) - Endvidere hævdes det, at Socialisering vil bringe den politiske Ytringsfrihed i Fare.

Ross afviser disse Betænkeligheder, idet han bl. a. henviser til, at der under Krigen med Held har fundet, og at der i øvrigt stadig finder en omfattende Statsregulering Sted paa de mest forskelligartede Omraader. Den hermed forbundne, nødvendige Myndighedsdelegation til Ekspertorganer som f. Eks. Varedirektoratet har ikke under Krigen betydet og betyder heller ikke i Dag nogen Ophævelse af den demokratiske Kontrol; thi den Minister, hvorunder de forskellige Ekspertorganer sorterer, staar til Ansvar overfor Rigsdagen. Han mener ikke, at Gennemførelsen af Socialisering skulde være umulig i de sædvanlige demokratisk-parlamentariske Former, og han tilføjer, at ogsaa den offentlige Mening f. Eks. vedrørende Importforholdene har vist sig vaagen og effektiv. (p. 276 ff.).

Paa mig virker Forfatterens Argumentation alt andet end overbevisende, ikke blot fordi jeg er haardkogt liberalistisk Demokrat; men navnlig fordi jeg netop paa Grundlag af Erfaringerne under Krigen og især i den siden Krigens Afslutning forløbne Tid mener at have konstateret, at hvert eneste regulerende Indgreb over for Erhvervene (Maksimalprisordninger o. l.) eller over for Arbejderne (Ophøjelse til Lov af Mæglingsforslag i Arbejdsstridigheder) uundgaaeligt har ført Diskussioner om yderligere Indgreb med sig. Som bekendt har f. Eks. Fastsættelsen af Maksimalpriser paa en Vare haft en vis Evne til at fjerne den paagældende Vare fra Markedet, hvorfor man har maattet drøfte Mulighederne for ved Lov at tvinge Producenterne til at sælge. Lige saa velkendt er det, at visse Strejker fortsatte i Strid med en af Rigsdagen vedtagen Lov om, at et af Forligsmanden stillet Mæglingsforslag skulde gælde som Overenskomst mellem det paagældende Fags Arbejdsgivere og Arbejdere, hvilket atter kræver Diskussion om nye Foranstaltninger i Form af Straf. Jeg tror ikke paa, at det alene var den temporære kommunistiske Indflydelse i Fagforeningerne, som var Skyld i dette.

At regulerende Indgreb som de nævnte var nødvendige under Krigen og vil være det endnu et Stykke Tid fremover af Hensyn til "det fælles Vel" kan i Almindelighed næppe benægtes, og Flertallet bøjer sig under disse Forhold for Nødvendighedens Krav paa samme Maade som de liberalistiske Demokrater (Konservative, Venstre og Radikale) i de forholdsvis normale Mellemkrigsaar bøjede sig for Kravet om sociale Reformer; men jeg er bange for, at de Forekomster af Enighed, opnaaet "paa sædvanlig demokratisk Maade", som Forfatteren tager til Indtægt for sit Standpunkt, er Børn af den samme Nødvendighedens Lov, jfr. ogsaa Forfatterens eget Udtryk p. 276: "Det har været nødvendigt at bestemme..."

Jeg tror dernæst, at Forfatteren tager for ringe Hensyn til den uomstødelige Kendsgerning, at vi i den egentlige socialistiske Tidsalder (fra omkring 1920) ikke har haft én eneste ren Flertalsregering, og heri ser i hvert Fald jeg den væsentligste Aarsag til Enigheden og Kompromiserne. Intet Regeringsparti har i denne Periode vovet at fremsætte Lovforslag, som det ikke kunne forvente en vis, eventuelt gennem Udvalgsbehandling modificeret, Tilslutning hos det eller de nødvendige Støttepartier. Derfor behøver man heller ikke med Forfatteren (p. 202) at forbavses over, at Regeringsveksling kun i ringe Grad har medført Omgørelse af de Foranstaltninger, som var truffet af politiske Modstandere. Denne Kontinuitet i Politikken er saaledes ingen som helst Dokumentation for, at det demokratiske Krav om Udligning og Forlig er mere end en skøn Tanke.

Jeg er endvidere pessimistisk nok til at tro, at Socialdemokraterne, der - trods al Modgang ved sidste Valg - i Øjeblikket er de eneste, som her i Landet har Udsigt til engang at kunne danne en ren, solid Flertalsregering, i den givne Situation vil erklære "Studehandelernes og Kompromisernes Tid" for at være forbi, og man maa se i Øjnene, at et "Flertalsdiktatur" kan blive Følgen, fordi der ikke længer er nogen Grund til at skulle "enes" med andre om Gennemførelsen af Reformer, uanset hvor indgribende disse maatte være.

Det behøver ikke betyde Udelukkelse af den frie Debat i Presse og Rigsdag; en solid Flertalsregering kan tillade sig den Luksus at smile overbærende ad enhver Kritik, navnlig hvis den støtter sig til en stærk og velorganiseret Partidannelse, der sikrer den en varig (maalt med Historiens Alen maaske kortvarig) Position. For saa vidt har Rosseau Ret i, at "partielle Bindinger" hindrer en "sand" Almenvilje i at opstaa (p. 122 og 202).

Forfatteren benægter heller ikke Mulighederne af et Flertalsdiktatur (p. 278); men han synes at slaa sig til Ro med, at Værnet mod en saadan Magtkoncentrations Misbrug, den udstrakte saglige og terrotoriale Decentralisering i over- og underordnede Instanser, dels er en teknisk Nødvendighed og dels hyldes af den herskende socialistiske Teori. Jeg deler ikke Forfatterens tilsyneladende Ro. Jeg savner for det første Troen paa, at Opretholdelse af Centralisationen skulde være teknisk umuligt, og for det andet er en politisk Teoris Løfter om, hvad der vil ske, naar den engang kan realiseres, noget af det mest frit svævende, jeg kender.

I en anden Forbindelse (p. 198) har Forfatteren selv givet Udtryk for lignende Betænkeligheder med Ordene: "Her vil jeg nøjes med at fremhæve det almene Synspunkt, at selv om Demokratiet efter sit Begreb lige saa vel er foreneligt med Socialisme som med Liberalisme, kan der ikke være Tvivl om, at en Udvikling mod Socialisme vil sætte de demokratiske Institutioner paa en haard Prøve. Demokratiet fungerer utvivlsomt lettere under liberalistisk Økonomi." (Forfatterens Udhævelse).

Som det vil fremgaa af det foregaaende er mit Standpunkt altsaa det, at Socialisme er uforeneligt med Demokrati. Med Anvendelse af Forfatterens egen logiske Teknik (jfr. foran) kan jeg udtrykke mig saaledes: Jeg anser Socialismen som "Idealtype" for at være uforenelig ikke blot med Demokratiets "Idealtype", men med en hvilken som helst demokratisk "Realtype".

Hvor langt man skal bort fra "Idealtypen" paa det socialistiske Samfund for at finde én eller anden socialistisk "Realtype", der lader sig forene med Demokratiet, kræver en til Bunds gaaende Undersøgelse af alle de i Betragtning kommende Elementer, og den lader sig selvsagt ikke foretage i en eller flere Kroniker.

Det er mærkværdigvis ikke udelukket, at dette mit Standpunkt til syvende og sidst ogsaa kan være (eller blive) Forfatterens. Dette støtter jeg paa hans Udtalelser p. 282 om, "at Demokratiet ikke behøver at komme i Fare, fordi Udviklingen fortsætter videre i socialistisk Retning.  Derfor er Principdebatten ikke uden Betydning. Den har aabnet Øjnene for de Farer, der muligvis kan bestaa. Senere hen, naar vi er en Station længere fremme paa Vejen og bedre kan overskue Udsigterne fremover, kan det tages op paa ny af andre, der véd mere end vi, og hvis Kærlighed til Friheden forhaabentlig ikke er mindre." (Udhævelserne foretaget af mig!)

Men hvem siger, at Udviklingens Tog holder ved flere Stationer?

Jeg tror, at enhver politisk Interesseret, som faar Alf Ross' Bog i sin Haand, med Glæde vil gøre det Arbejde, som efter den Paagældenes Forudsætninger maatte være nødvendigt for at faa Udbytte af Læsningen, og man maa haabe, at mange maa faa Lejlighed til at stifte Bekendtskab med dette velafbalancerede Værk. Om man bliver enig med Forfatteren eller det modsatte er af underordnet Betydning; maaske vil Bogens Udbredelse kunne faa mange af vore store og endnu flere af vore smaa politiske Profeter til at forstaa, at det er "en Tilsnigelse og Folkeforledelse, naar man i Sandhedens Navn og med Videnskabens Autoritet forsøger at give det Udseende af, at man er i Stand til at bevise, hvad der er godt i sig selv, og derfor har Kravet paa vor Kærlighed og maa være Maalet for vore Handlinger" (p. 181), og at "man ikke maa bilde sig selv og andre ind, at det videnskabeligt kan godtgøres, at Ens Standpunkt er det "rigtige" ".

(Ved en senere Lejlighed vil jeg vende tilbage til Spørgsmaalet om "Demokrati og politisk Frihed" samt om "Den demokratiske Kontrol med Rigsdagen og Tjenestemændene", hvilke Spørgsmaal ogsaa behandles i Ross' Bog.)