Andet Møde.

Tirsdagen den 9de Juli.

Dr. phil. Steenstrup[1] (Kbhvn.) var Hornemann taknemmelig for hans Foredrag, hvortil han dog vilde føje en enkelt supplerende Bemærkning for at forebygge en ensidig Opfattelse. Hornemann havde vist med Rette stærkt fremhævet, at det er Samfundets Opgave overfor Tidens sociale Onder at tage sig af den opvoxende Arbejderbefolkning, og Samfundets Samvittighed overfor Arbejderne er vistnok ogsaa saaledes vaagnet, Individernes kjærlige Følelser for dem saaledes udviklet, at den kommende Slægt vil tage sig mere af Arbejdersagen end tidligere Slægter. Hverken Staten eller private Foreninger eller enkelte Individer kunde imidlertid ubegrænset følge deres Tilbøjelighed til at tage sig af de Fattige. Hornemann havde selv erkjendt,

at Forældrenes forladte Stilling og svækkede moralske Følelse ofte gjør dem til Børnenes værste Fjende og frister dem til at kaste deres Børn over paa Samfundet. Man burde derfor, idet man tog sig af Børnene, vogte sig for yderligere at svække Forældrenes Ansvarsfølelse ved at gjøre det altfor let for dem at frigjøre sig for deres Børn. Dersom en meget blød, filantropisk eller endogsaa sentimental Aand gjorde sig gjældende i dette Forhold, vilde der fremkomme ikke en kraftig Arbejderbefolkning, men en Slægt, der langt anderledes end den nuværende vilde fordre at blive taget under Armene af Samfundet og derved blive en Støtte for den truende Socialisme.

Prof. Hornemann kunde tiltræde Steenstrups Hovedbetragtning. Ulykken var, at der er Klasser af Forældre, paa hvilke al Hjælp er spildt. Slaa dem ihjel kunde man ikke, og man maatte derfor, som Fattigvæsenet nu forsøger, saavidt mulig isolere dem. Men andre og talrige Klasser af Forældre kunde man virkelig hjælpe paa. Det maatte imidlertid nødigt ske gjennem Almisse eller - ja han frygtede næsten for at udtale det overfor den herskende Stemning - gjennem Understøttelsesforeninger, som han havde en Skræk for, navnlig naar de bleve bestyrede af Præster, der ofte bleve narrede og bedragne. Hjælpen maatte komme paa en fornuftig Maade, f. Ex. gjennem gode og sunde Arbejderboliger til ikke altfor billig Pris og overhovedet ved Midler, der støttede Arbejderens Selvfølelse. Taleren henviste til det store Komplex af Boliger paa Østerfælled, der rumme en Arbejderbefolkning paa flere Tusinder, altsaa en Befolkning, der er større end de fleste Kjøbstæders her i Landet. Der var nu blevet indrettet et Asyl[2] derude, men i en Sammenkomst med Forældrene havde man sagt dem, at de ikke kunde være bekjendte at faa Alt frit. De havde ogsaa erklæret sig villige til at bidrage til Asylet, naar de blot slap for at betale saa meget, som de hidtil havde maattet give til en Plejemoder medens de selv vare paa Arbejde. Asylet var nu fuldt, og det Samme var Tilfældet med to lignende Asyler paa Frederiksberg; han haabede, at man ogsaa andre Steder vilde følge Exemplet.

Direktør Hellmann[3] (Kbhvn.) takkede ligeledes Hornemann for hans interessante Foredrag, men mente, at et Punkt var blevet liggende, nemlig Fabrikantens Pligt - og helst tvungne Pligt - til at skaffe de Børn Undervisning, hvis Kræfter han benytter. Børnenes større Oplysning havde jo altid sin store Betydning i Familielivet, hvor slapt dette end var. - Han kunde ikke tiltræde Hornemanns første Indstillingspunkt [at fabrikkerne skulle have lægetilsyn, red.], thi det var for sent at kaste Brønden til, naar Barnet var druknet. Spørgsmaalet om en Fabriklovgivning havde været paa Bane i Danmark i 20 Aar, og Taleren havde selv sat det paa Dagsordenen ved 3 Industrimøder, uden at det dog var kommet til Forhandling. Efter hans Mening burde man netop forinden vort Fabrikliv havde faaet en altfor omfattende Udvikling søge at faa en Lov, der værnede om Børnene ved at sætte en Grænse dels for den Alder, fra hvilken de turde benyttes, og dels for deres Arbejdstid. Hornemanns Forslag sigtede utvivlsomt til det samme Maal, men vilde skyde Spørgsmaalets Afgjørelse for langt ud.

Forretningsfører Cold[4] (Kbhvn.) gav Oplysninger om de to Asyler paa Frederiksberg. Bidragene indkomme med Lethed, uagtet der ikke udøves nogensomhelst Tvang mod de bidragydende Forældre. Der holdes skiftevis i de to Asyler Foredrag Søndag Eftermiddag for den lavere stillede Befolkning, og disse Foredrag besøges navnlig af Forældre, hvis Børn ere i Asylerne eller gaa i Asylskolerne. Ved det paa Frederiksberg skaffede Folkebibliotek er det ogsaa i Almindelighed Asylskolebørn, som hente Bøger. Han var derfor af den Mening, at man ved at hjælpe Børnene ogsaa paavirker Forældrene, idet Børnene navnlig i det tarvelige

Hjem kunne have en overordenlig Indflydelse paa Hjemmets hele Karakter.

Kaptain Heyerdahl[5] (Kristiania) bemærkede, at saa vidt han vidste var det ikke ved nogen Lov forbudt i Norge at anvende Børn i Fabrikerne, men Skoletvangen medførte, at man for at kunne anvende Børn under 14 Aar maatte komme overens med Skolelæreren om at skaffe dem den lovbefalede Undervisning paa anden Tid end den sædvanlige, og dette kunde ikke betale sig for Fabrikanten i den store Industri, før Børnene havde naaet udover 12aars Alderen og deres Arbejde fik større Værd. At der i Norge anvendtes et uforholdsmæssigt Antal ugifte Kvinder i Forhold til gifte beroede paa, at Fabrikarbejderen i Reglen har en god Fortjeneste og ifølge den Nationen medfødte Uafhængighedsfølelse, som ofte virker til Almuens Ulykke, idet Ulyst til at tjene er et gjennemgaaende Træk hos den, ikke vil tillade sin Hustru at arbejde navnlig i Fabrikerne. Da ganske unge Børns uregelmæssige Arbejde ofte meget vel betaler sig i den mindre Industri, opfordrede han Hornemann til i sit Forslag at udtale Ønsket om en Lov, der forbød Anvendelsen af Børn under 12 Aar saavel i den lille som i den store Industri. Taleren selv havde i sin Fabrik Børn fra 12 til 15 Aar, og de havde altid været sunde og kraftige, da deres gode Fortjeneste satte dem i Stand til at spise Kjød, Æg osv. og ikke lade sig nøje med Kaffe. Ikke mindst Vægt lagde han paa den Strenghed, hvormed han lod vaage over Børnenes Renlighed, som har stor Indflydelse paa deres Moralitet, og han troede, at Fabrikanterne i det Hele vilde staa sig godt ved at lønne en særlig Betjent - helst et Fruentimmer - til at paase, at de Børn, de anvende, altid ere rene baade udvendig og indvendig.

Redaktør Steenberg[6] (Kbhvn.) mente i Modsætning til Hellmann, at der burde foreligge en faktisk Foranledning, før man skred til at give en Fabriklovgivning. Hornemann havde oplyst, at vi i Danmark havde al Grund til at være tilfredse med den Maade, hvorpaa Børn anvendes i Fabrikerne, og saa man hen til, at der her i Landet ingenlunde var Overflødighed af Arbejdskraft, maatte man være saa meget mere forsigtig med at skride hemmende ind. Han maatte derfor anbefale at blive staaende ved Hornemanns Forslag.

Direktør Hellmann mindede om, at Hornemann havde oplyst, at man ogsaa i England en Tid havde været tilfreds, men at Tilstanden havde forværret sig, og at det da var vanskeligt at gribe ind ad Lovgivningens Vej uden at virke hæmmende paa den allerede bestaaende Industri. Derfor skulde vi tage fat i Tide.

Prof. Hornemann maatte fastholde sine to Forslag om Gjennemførelse af de for Sverige gjældende Bestemmelser i hele Norden og om Ansættelsen af tilsynshavende Læger ved Fabrikerne.

Hermed henvistes Sagen til 2den Behandling

Fjerde Møde.

Fredagen den 12te Juli Kl. 11.

Prof. Holten dirigerede. - Den første Sag paa Dagsordenen var: Anden Behandling af Spørgsmaalet om Børns Anvendelse i Fabriker.

Til denne Behandling var der stillet følgende Forslag til Beslutninger.

I. af Prof: Hornemann:

Forsamlingen erklærer det for ønskeligt:

1) at de i Sverige gjældende Lovbestemmelser om Børns Arbejde i Fabriker ogsaa blive gjældende i Norge og Danmark;

2) at det ved enhver Fabrik og ethvert industrielt Anlæg, som beskjeftiger flere end 10 Arbejdere, Børn og Kvinder iberegnet, ansættes en tilsynshavende Læge, som aarlig skal afgive sin Beretning efter et af Regeringen affattet Skema;

3) at der paa ethvert Sted, hvor en Fabrik beskjeftiger et større Antal Kvinder, som ere Mødre med smaa Børn, findes baade en Plejestue og et Børne-Asyl, og

II. af Direktør Hellmann:

Forsamlingen udtaler Ønskeligheden af, at der snarest udgaar en paa ensartede Grundsætninger for alle tre nordiske Riger bygget Lov, der saavel fastsætter og begrænser Alderen for de ved Fabrikarbejde beskjeftigede Børn som Arbejdstidens Varighed, samt forpligter de Fabrikanter, der sysselsætte et større, nærmere bestemmende Antal Børn, at drage Omsorg for disses Skoleuddannelse og at ansætte en fast Læge, som aarlig skal afgive vedkommende Autoritet Beretning om Børnenes aandelige og legemlige Tilstand.

Prof. Hornemann kunde i Hovedsagen gaa ind paa Hellmanns Forslag, der paa en Maade gik videre end hans, men fastholdt dog sit eget, som angav det Resultat, hvortil han efter alvorlig Overvejelse var kommen, og vistnok indeholdt Alt, hvad der kunde sættes igjennem. En Overførelse af den svenske Fabriklovgivning paa Danmark og Norge var en temmelig simpel Sag. Hovedbestemmelserne i den vedkommende Anordning af 18de Juni 1864 gik ud paa, at intet Barn maa anvendes til Arbejde i nogen Fabrik før efter det fyldte 12te Aar, og at Børn under 18 Aar ikke maa anvendes i nogen Fabrik eller paa noget Værksted fra Kl. 9 Aften til Kl. 5 Morgen, og disse Bestemmelser havde i Sverige udrettet meget Godt. Ifølge nøjagtige statistiske Opgivelser var Antallet af Fabrikarbejdere i 1221 Fabriker udenfor Stokholm 22,995 Personer, hvoraf 2925 vare Drenge og 1630 Piger, og da de officielle Beretninger kun nævne Personer over og under 18 Aar, var saaledes 20 pCt. af samtlige Arbejdere under 18 Aar. Talerens Forslag om Ansættelse af en tilsynshavende Læge stemmede ganske med Hellmanns og var allerede gjennemført paa en stor Mængde Fabriker; i andre, hvor det ikke var Tilfældet, stod dog en Læge i Forbindelse med Fabriken som Læge ved Arbejdernes Sygekasse. Sit tredje Forslag, som strengt taget ikke hørte til Programmet, kunde han opgive, skjøndt ugjerne. Gifte Kvinders Arbejde i Fabriker er overordenlig ødelæggende for Familielivet, idet Børnene derved let komme i slette Hænder. Oprettedes der derimod Plejestuer og Asyler, saa var Børnenes gode Behandling under Moderens Fraværelse sikret, og de forberededes til selv en Gang at kunne blive dygtige Arbejdere. Den engelske Læge Dr. Simon, der er Præses[7] for det store engelske Sundhedskollegium, som aarligt modtager Indberetninger om Arbejderforholdene ved de engelske Fabriker, har endog udtalt, at han betragtede enhver industriel Virksomhed for voxne Kvinder, der have Børn, med dyb Afsky og ikke vilde spilde et Ord paa den Sag. Dette var i høj Grad overdrevent, men viste dog, at gifte Kvinders Arbejde i Fabrikerne maa have haft forfærdelige Følger. En Fabrikinspektør Baker har sagt, at han vilde anse det som en Lykke for Englands Manufakturdistrikter, naar det blev forbudt enhver gift Kvinde med Børn at arbejde i Fabriker, og i samme Retning har da ogsaa Missionær Sommer[8] udtalt sig hos os. Derimod forelaa der en Udtalelse i modsat Retning fra Pauline Worm[9], som i et Skrift om Arbejderspørgsmaalet vistnok med Rette har holdt paa, at gifte Kvinder bør have Lov til at arbejde i Fabrikerne, naar de kun sørge for deres smaa Børn i Hjemmet, og til Fyldestgjørelse af denne Tanke sigtede Talerens tredje Forslag, som han imidlertid tog tilbage.

Direktør Hellmann havde affattet sit Forslag saaledes, at det muligen kunde finde Tilslutning ogsaa hos dem, der hyldede Hornemanns Anskuelse. Hans væsenligste Indvending mod Hornemanns Forslag var, at det altid var vanskeligt for en Forsamling at udtale sig om en anden Stats Love, naar den ikke kjendte disses Enkeltheder eller kunde have en begrundet Mening om deres Anvendelighed andetsteds. Det vilde næppe være vanskeligere for de 3 Riger at faa en ny, ensartet Fabriklov, end det vilde være for 2 af Rigerne at overføre det tredjes Lovgivning i samme Retning paa deres egne Forhold. Ved en ny Lov opnaaedes i alt Fald den Fordel, at der blev anvendt ny Kritik paa det hele Spørgsmaal, og at man kunde benytte de i Sverige indvundne Erfaringer, medens dette jo udelukkedes ved en blind Overførelse af dette Lands Lovgivning. Med Hensyn til Spørgsmaalet om Ansættelse af en tilsynshavende Læge, der aarlig skulde afgive Beretning til vedkommende Autoritet om Børnenes aandelige og legemlige Tilstand, maatte han erklære, at han ikke ansaa Lægen som den i alle Tilfælde heldigste Personlighed til at røgte et saadant Hverv; men han havde dog ikke i dette Punkt villet skille sig fra Hornemann. For saa vidt man havde draget i Tvivl, at der virkelig var Trang til en Fabriklovgivning og havde søgt et Argument for sin Tvivl i Hornemanns Udtalelser ved forrige Behandling, gik disse Udtalelser dog snarere i modsat Retning, og i alt Fald vilde Trangen til en saadan Lovgivning voxe med Maskinindustriens Udvikling, der nødvendigt vilde medføre en omfangsrigere Anvendelse af Børns Arbejde; Spindemaskinens Historie i andre Lande var et talende Exempel herpaa.

Redaktør Steenberg fandt det misligt[10] at overføre den svenske Fabriklovgivning paa vore Forhold, navnlig 12 Aars Alderen som Grænse for Børns Anvendelse i Fabriker, idet man derved udsatte en stor Mængde Familier for at miste den Indtægt, de nu have af deres Børns Arbejde. Man savnede desuden Kjendskab til Enkelthederne af de i Sverige gjældende Bestemmelser, der vistnok vare langt strengere end tilsvarende Bestemmelser i andre Lande. I sit første Foredrag syntes Hornemann ogsaa kun at have villet udtale sig for Tilvejebringelsen af statistiske Data, hvorefter man saa senere kunde danne sig et fyldigere og sikrere

Begreb om Forholdene; men uden disse Data, kunde man dog ikke nu med Bestemthed udtale sig for Nødvendigheden af den svenske Lovgivning, saa meget mindre som Hornemanns egne Oplysninger talte for, at Arbejderforholdene her i Landet vare ret tilfredsstillende. Han foretrak nu Hellmanns Forslag fremfor Hornemanns.

Prof. Hornemann indrømmede, at han havde sagt, at Forholdene hos os i det Hele vare ret gunstige, fordi vi i Gjennemsnit have særdeles humane Fabrikbestyrere, som gjøre mere end man kunde vente og forlange, for at Børnenes Arbejde skal blive saa lidet skadelig som mulig for Børnene; men paa den anden Side fandtes der hos os Ulemper, som man ikke kjender i Sverige eller Norge. For det Første ere hos os mange Børn under 10 Aar beskjeftigede i Fabriker, hvad der er teoretisk forkasteligt, ligesom Erfaringen har vist, at der opstaar en større Dødelighed blandt saadanne Børn fremfor blandt Børn af samme Alder i anden Livsstilling. Ganske vist havde Sverige sat Aldersgrænsen temmelig højt, men der var dog næppe Grund til hos os at sætte den lavere, saa meget mindre som det i Regelen ikke er Fabrikerne, der drage Børn under 10 Aar til sig, men Forældrene, der sende dem derhen. Dernæst kunde vel intet fornuftigt Menneske tvivle om, at hverken Børn eller ganske unge Mennesker bør arbejde om Natten. Han havde vel selv forrige Gang anført et Exempel paa, at, Børn, der havde Nattearbejde ved et af vore Glasværker, ikke syntes at lide derunder, men den vedkommende Læge havde ogsaa undret sig over dette Tilfælde, og i alt Fald kunde det ikke tale imod et almindeligt Forbud, hvorfra der jo, i Lighed med hvad der finder Sted i Frankrig og England, kunde ske enkelte Undtagelser. Efter Talerens Mening vilde man forsømme sin Pligt, naar man ikke her anbefalede Regeringen et saadant Forbud. Han kunde naturligvis gaa ind paa Hellmanns Forslag, men frygtede rigtignok, at det kun vilde føre til Nedsættelsen af en Kommission, der vel foretog vidtløftige Forarbejder, men forresten ikke udrettede Noget.

Kaptain HeyerdahI vilde ifølge sine Erfaringer om Børns Anvendelse i Fabriker paa det Varmeste anbefale ethvert Forslag, der gik ud paa at beskytte Børnene mod Misbrug. En Udsættelse af Sagen vilde være skadelig, thi her som i Lægekunsten gjaldt det langt mere om at forebygge end om at helbrede. Han kunde støtte begge de fremsatte Forslag, men foretrak Hornemanns, fordi dets Gjennemførelse vilde føre hurtigere til Maalet, og man kunde saameget bedre gaa ind derpaa, som et Forbud mod Anvendelse af Børn under 12 Aar næppe i Fremtiden vilde kunne hæmme Produktionen saa meget, som det maaske kunde have gjort tidligere. De idelige[11] »Skruer[12]« medførte nemlig en Tendens hos Fabrikanterne til at anvende saa faa og højtlønnede Folk som mulig, hvorved der da ogsaa blev mindre Brug for Børn.

Fabrikstyrer Robert Frænckel[13] (Kbhvn.) havde den Betænkelighed ved Hornemanns Forslag, at Børn i en Alder fra f. Ex. 7-12 Aar vanskelig kunde anbringes i Asyler og derfor for deres egen Skyld vilde være bedre tjente i moralsk Henseende med at arbejde den halve Dag i en Fabrik end med at løbe om paa Gaden, overladte til sig selv.

Prof. Hornemann indvendte, at det var ikke gjennem Asyler, men gjennem Skoler, at der maatte raades Bod paa saadanne Børns Lediggang. I den Henseende kunde Haandgjerningsskoler gjøre stor Nytte, og forhaabenlig vilde deres Virksomhed blive udvidet ogsaa til saadanne Børn.

Direktør Hellmann fremhævede paany, at den svenske Fabriklovgivning vistnok ikke længer passede ganske til Forholdene, og at derfor Udarbejdelsen af en ny, selvstændig Fabriklov maatte være at foretrække.

Redaktør Steenberg gjorde gjældende mod Hornemann og Heyerdahl, at det af dem anbefalede Forbud, hvorved de troede at kunne forebygge kommende Onder, havde den Mislighed, at det greb forstyrrende ind i bestaaende Forhold og vilde vække stor Misfornøjelse hos mangfoldige fattige Forældre. Iøvrigt fastholdt han sine tidligere Udtalelser.

Prof. Hornemann bemærkede dertil, at de bestaaende Forhold, hvori Forbudet vilde gribe ind, netop trængte til Forandring. For at imødekomme en Stemning, som han troede var tilstede hos flere, vilde han subsidiært foreslaa, at man blot udtalte sig for Ønskeligheden af, at der snarest muligt gjøres Noget for at bestemme Aldersgrænsen for Børns Indtrædelse i Fabriker samt Grænsen for deres Arbejdstid i Analogi med, hvad der er sket i Sverige.

Cand. pharm. J. J. M. Petersen (Lyngby) støttede principielt Steenberg, dels fordi han frygtede for, at en Vedtagelse af Hornemanns Forslag muligvis vilde bevirke for store Omvæltninger i de bestaaende Forhold, og dels fordi han troede, at Mødet var mere teoretisk end praktisk repræsenteret af Industridrivende. Subsidiært tiltraadte han Prof. Hornemanns Ændringsforslag.

Dirigenten mente, at Hornemann vilde kunne naa sin Hensigt derved, at der efter Ordet "Lov" i Hellmanns Forslag blev indskudt: "analog med den nugjældende svenske Fabriklovgivning.«

Prof. Hornemann tiltraadte Dirigentens Mening.

Ved den derpaa følgende Afstemning ved toges HeIImanns Forslag med den af Dirigenten antydede Ændring med 47 St[emmer] mod 4. Hornemanns Forslag bortfaldt derefter. Det vedtagne Forslag lyder saaledes: Forsamlingen udtaler Ønskeligheden af, at der snarest udgaar en paa ensartede Grundsætninger for alle tre nordiske Riger bygget Lov – analog med den nu gjældende svenske Fabriklovgivning – der saavel fastsætter og begrænser Alderen for de ved Fabrikarbejde beskjeftigede Børn som Arbejdstidens Varighed samt forpligter de Fabrikanter, der sysselsætte[14] et større nærmere bestemmende Antal Børn, at drage Omsorg for disses Skoleuddannelse og at ansætte en fast Læge, som aarlig skal afgive vedkommende Autoritet Beretning om Børnenes aandelige og legemlige Tilstand.