Transskription:

En Sprogforsker vil altid ved Sprog i første Linje forstaa Talesprog. Skriftsproget staar i anden Række som et Surrogat for Tale. At Skriftsproget, navnlig i dets trykte Form, har faaet en overvældende Betydning og spiller en overordentlig stor Rolle for os Nutidsmennesker, kan ikke ændre den Kendsgerning, at det talte Sprog er det oprindelige, og at Skriftsproget er afledet, et Billede - og det endda et meget ufuldkomment Billede - paa det egentlige Sprog. Kun den, der gennem Skriftens Tegn kan høre det talte Ord, kender for Alvor det Sprog, han læser.

Først gennem Lyden kan man faa den fuldeste Forstaaelse og Nydelse af et Digt, ja, selv af Prosa. Hvor det er muligt, vil Sprogforskeren derfor altid umiddelbart iagttage Sproget, som det virkelig lyder paa Folkets Læber. En ny Tid i dansk Sprogforskning kan regnes fra den Gang, Højsgaard i Midten af det attende Aarhundrede gjorde opmærksom paa den lydelige Forskel mellem Hr. Møller og en Møller, mellem Ænder af And og Ender af Ende, mellem en Brud og et Brud - det han kaldte Aandelav, mens man nutildags taler og Stød og Mangel på Stød.

Hvor Sprogforskeren ikke har direkte Adgang til at høre det talte Sprog paa første Haand, stræber han bestandig at komme bagom Bogstaverne ind til Lydene. Ad Slutningens Vej er han ved langsom og taalmodig Forsken naaet til at fastslaa ikke saa ganske lidt om Udtaleformer i svundne Sprogtrin, ja, endog om saadanne Ting som Tryk og Tonefald i gamle Tider. Men meget er naturligvis usikkert, og Sproghistorikeren vilde langt hellere have en Grammofonplade fra Gorm den Gamle end Jellingestenens runer.

Hvad vilde vi ikke give for at kunne høre Holbergs eller Shakespeares Stemme! Vi kan misunde Fremtidens Srogmand, som ved Selvhør kan forfølge Talesprogets Ændringer fra Aarti til Aarti, fra Aarhundrede til Aarhundrede. Men der er maaske Grund til at advare ham mod at fæste altfor stærk Lid til hvert Ord, der er indtalt i en Grammofon.

Mangen En vil, naar han staar overfor Apparatets Tragt, tale mindre naturligt end ellers; han vil for Eksempel komme til at bruge Læseformer som 'dæt', selv om han i daglig, naturlig Tale aldrig siger andet end 'det'. Skuespillere vil nu og da opnaa en komisk Virkning, bruge Former, som aldrig høres uden for Scenen. Men alt ialt maa enhver, der interesserer sig for Sprog, med Glæde, ja, med Begejstring hilse den Bevægelse, der rundt om i flere Lande er begyndt for at faa oprettet Talemuseer, hvor Eksempler paa Tale og Sang fra det tyvende Aarhundredes Begyndelse kan blive overgivet til Eftertiden, saa den kan høre og studere dem i alle Enkeltheder.

Me vola finar per kelka vorti en Ido por demonstrar mea espero, ke om adopto arteficala linguo por omna ta relati, en gri la nacionala lingui ne suficas.

.

Otto Jespersen. Fra: Dansk Lydhistorie, Statsbiblioteket