Kilder
Kildeintroduktion:
Som konsekvens af telegramkrisen i 1942 krævede den tyske besættelsesmagt blandt andet, at udenrigsminister Erik Scavenius skulle overtage posten som statsminister efter Vilhelm Buhl (S). Denne regeringsrokade skete ikke uden sværdslag. Flere borgerlige politikere var langt fra begejstrede over udsigten til, at Scavenius skulle være statsminister. De mente, at Scavenius til tider førte en lidt for aktiv tilpasningspolitik i forhold til Tyskland. Resultatet blev dog i sidste ende, at samarbejdspolitikken fortsatte med Scavenius som statsminister, og derfor kunne han holde sin tiltrædelsestale som statsminister i Folketinget 11. november 1942.
Erik Scavenius og Werner Best fotograferet sammen i 1942-43. Foto: Wikimedia Commons
Ved ministeriet Buhls Tilbagetræden er det af Kongen blevet mig overdraget at danne et nyt Ministerium, og dette Ministerium er nu tiltraadt med fuld Tilslutning fra de Partier, der ydede min Forgænger deres Støtte.
Angaaende den Politik, som dette Ministerium vil føre, skal jeg tillade mig at henvise til den i Gaar offentliggjorte Erklæring fra den samlede Regering, en Erklæring, der viderefører den Linie, som er trukket op i de tidligere Regeringers Erklæringer, og som har fundet Udtryk i den Erklæring, jeg som Udenrigsminister den 8. Juli 1940 afgav med det samlede Ministeriums Tilslutning.
Jeg skal ikke her gentage de Ord, der udtales i den i Gaar offentliggjorte Erklæring. De er Udtryk for et enigt Ønske i den samlede Regering, som jeg er forvisset om deles af det danske Folk, nemlig om, at der i dette Land maa føres en Politik, som er i Overensstemmelse med, hvad Landets politiske og økonomiske Vilkaar byder saavel paa Historiens Baggrund som under fuld Hensyntagen til disse Aars verdensbevægende Begivenheder paa det europæiske Kontinent, og som tillige er bedst egnet til at føre Danmark igennem Nutidens vanskelige Kaar og betrygge vor fortsatte Bestaaen som frit og selvstændigt Folk.
Det nye Ministerium paabegynder sin Gerning i en Tid, der er svær og alvorstung ogsaa for vort Land. Vi staar paa Tærskelen til en fjerde Krigsvinter, og Besættelsen har nu varet i mere end halvtredie Aar. Der er Grund til at understrege, at Danmark er kommet gennem denne Tid, ikke uden Vanskeligheder, men bedre end man paa Forhaand havde turdet haabe paa. Den korrekte og hensynsfulde Holdning, som Besættelsesstropperne i de forløbne godt halvtredie Aar har indtaget, har i væsentlig Grad bidraget dertil.
Selv om Grænsers og Trafikvejes Afspærring i vidt Maal har haft Konsekvenser for vort Erhvervsliv og navnlig nødvendiggjort Omstilling og Omlægning paa mange Omraader, er det danske Samfunds økonomiske Liv dog ikke rystet, og hele vort Produktionsapparat er i god Orden. Vi har Grund til at besinde os paa, at dette er Forholdet. Og vi kan nære Haab om, at det vil lykkes fortsat at opretholde denne Tilstand, saaledes at Danmark kan staa vel rustet til at gaa ind til det Opbygningsarbejde, Fremtiden vil kræve.
Jeg udtaler min Forvisning om, at Regeringen, der i sit Arbejde vil føle sig forpligtet over for Rigsdagen, vil faa et godt og tillidsfuldt Samarbejde med denne saavel som med alle ansvarsbevidste Kredse i Landet. Tiden kræver et maalbevidst og nøgternt Samarbejde, for at vi kan naa det Maal, der maa være fælles for alle i dette Land. Det er Ministeriets og min sikre Tro, at der i de videste Kredse af Befolkningen er Klarhed over Nødvendigheden af dette Samarbejde og over, hvad der kan befæstes og vindes derved.