Artikler
Poul Sørensen var en konservativ politiker, der med sin pragmatiske socialkonservatisme tegnede Det Konservative Folkeparti som politisk leder fra slutningen af 1950’erne og til sin død i 1969. Han var særligt kendetegnet ved sit stærke realpolitiske fokus og sin stærke ledelse af Det Konservative Folkeparti.
Før 1945
Poul Sørensen politiske karriere begyndte i Konservativ Ungdom (KU), hvor han fra 1931-1935 var næstformand for landsorganisationen. Han stod i denne periode som leder af den såkaldte ’bremseklodsfløj’, der bekæmpede formanden Jack G. Westergaard, under hvis ledelse KU undergik en politisk radikalisering. Poul Sørensen selv var udpræget socialkonservativ og pragmatisk og lå tæt op af John Christmas Møllers politik.
Poul Sørensen blev i 1933 indvalgt i Roskilde byråd og kom i Folketinget i 1941. Under besættelsen tilhørte han den gruppe af konservative og socialdemokratiske politikere, der dannede bindeled mellem samarbejdspartierne og modstandsbevægelsen. Han blev flere gange arresteret af tyskerne. Poul Sørensen var således interneret i Shell-huset i 1945 da det blev bombet af de allierede, og måtte springe fra fjerde sal, hvilket næsten kostede ham livet.
Partiejer og minister
I årene efter krigen etablerede Poul Sørensen sig som en af Det Konservative Folkepartis centrale politiske figurer. Han supplerede sit politiske virke med et tungt organisatorisk engagement i partiet, hvilket gav ham stor indflydelse. Poul Sørensen var arbejds- og socialminister i Erik Eriksens VK-regering fra 1950-53 og blev sammen med Aksel Møller partiets ledende politiker. Ved Aksel Møllers død blev han tillige partiets politiske leder som formand for folketingsgruppen. Hans position var da så stærk, at han blev betegnet som ’partiejeren’.
Poul Sørensens politiske linje i disse år var præget af en nøgtern pragmatisme, der stod i modsætning til en mere udtalt ideologisk konservatisme. Hans linje kom i høj grad til at danne skole for Det Konservative Folkeparti fra 1960’erne og frem og var medvirkende til partiets store vælgerfremgang i disse år. Han blev i 1968 indenrigsminister i Hilmar Baunsgaards VKR-regering men døde allerede året efter i 1969. Hans død efterlod et tomrum i Det Konservative Folkeparti, der efterfølgende blev ramt af en ødelæggende fløjkamp, der først faldt til ro i midten af 1970’erne.
Poul Sørensen, 1964. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv