Indholdsfortegnelse:

• Viggo Kampmann (Socialdemokratiet): Fremsættelse af lovforslaget

Debatten under førstebehandlingen af loven:

• K. B. Andersen (Socialdemokratiet)
• Per Federspiel (Venstre)
• Hanne Budtz (Det Konservative Folkeparti)
• Else-Merete Ross (Det Radikale Venstre)
• Morten Lange (Socialistisk Folkeparti)
• Edel Saunte (Socialdemokratiet)
• Henning Rasmussen (Socialdemokratiet)
• Jens Otto Krag (Socialdemokratiet)

Viggo Kampmann[1]: Fremsættelse af lovforslaget, 3. oktober 1961 (uddrag)

(…) Baggrunden for lovforslaget er ønsket om at kunne foretage en væsentlig udvidelse af Danmarks indsats på dette felt. Den politiske udvikling i de sidste år – ikke mindst frigørelsen af de mange nye stater i Afrika – har gjort det klart, at de mere velstående lande må bidrage til de tilbagestående landes udvikling såvel teknisk, humanitært som økonomisk. Behovet for hjælp på disse områder er umådeligt og bliver større for hver dag. Samtidig har velstanden her i landet nu nået et niveau, hvor vi bør have råd til i stigende grad at beskæftige os med de vældige problemer, som de mange mindre heldigt stillede mennesker i andre dele af verden er stillet over for, og som de seneste års udvikling såvel i det mellemfolkelige samarbejde som i transport- og kommunikationsmidler har bragt os i nær berøring med. En forstående og fremsynet tilrettelæggelse af forholdet til udviklingslandene vil måske blive denne og de kommende generationers største udenrigspolitiske problem. Hjælpen til udviklingslandene må derfor tillægges en stadig stigende betydning i den mellemfolkelige politik. Denne hjælp er et af de vigtigste midler til efterhånden at skabe en mere ligelig fordeling af goderne i verden og sikre en mere stabil og rolig udvikling henimod en højere levestandard for alle folkeslag. En forøgelse af denne bistand med henblik på at opnå bedre levevilkår for de store dele af verdens befolkning, der i dag lider nød, vil være en af de måder, hvorpå Danmark i de kommende år vil kunne bidrage til en varig sikring af verdensfreden.

Begrebet ”udviklingslande" dækker over lande på vidt forskellige udviklingstrin og med helt forskellige problemer på politiske, økonomiske, sociale, tekniske og andre områder. Men for flertallet af disse lande gælder, at levestandarden er meget lav, samtidig med at mange af dem råder over store naturrigdomme, som ikke kan udnyttes på grund af manglende teknisk kunnen. Udviklingslandenes egne hjælpekilder vil, hvis de anvendes effektivt, kunne danne grundlaget for en mere almen velstandsforøgelse i disse lande, som på længere sigt vil komme os alle til gode bl.a. i form af øget samhandel.

Især på det økonomiske område står udviklingslandene imidlertid over for meget store vanskeligheder. De fleste af disse lande er råvareproducerende. Bytteforholdet mellem råvarer og industrivarer har i de senere år udviklet sig stærkt til ugunst for udviklingslandene. Medens dette har betydet en stor fordel for industrilandene, har det forringet udviklingslandenes muligheder for på egen hånd uden støtte udefra at gennemføre en væsentlig udvikling. Medmindre konjunkturerne ændrer sig, kan denne udvikling på kort sigt kun brydes ved en international økonomisk politik, som stabiliserer råvarepriserne, og som fjerner de eksisterende hindringer for handelen med råvarer. Men en sådan politik må suppleres med en direkte hjælp til udvikling af disse landes egen økonomi.

En sådan hjælp skal i første række være en hjælp til selvhjælp, idet det er en væsentlig forudsætning, at udviklingslandene selv bidrager, bl.a. ved at tilvejebringe en effektiv administration og ved at skabe samfundsinstitutioner - også på uddannelsesområdet - som svarer til det lokale miljø og behov. Selv om det naturligvis må overlades til udviklingslandene selv at tilrettelægge deres interne politik uden indblanding eller påtryk udefra, vil mange af disse lande næppe i løbet af en kortere periode være i stand til at opbygge et effektivt samfundsmaskineri uden støtte udefra. Ydelse af støtte og vejledning af denne art er en af De Forenede Nationers vigtigste opgaver. Danmark har derfor hidtil ydet langt den største del af sin bistand gennem FN og de herunder hørende internationale organisationer, både for så vidt angår den tekniske, økonomiske og humanitære bistand.

Det af udvalget fremsatte forslag bygger på den konklusion, at den væsentligste del af Danmarks bistand til udviklingslandene også fremtidigt bør ydes gennem FN eller i samarbejde med FN. Dette stemmer overens med udviklingslandenes egne ønsker, idet disse foretrækker den multilaterale bistand, som er upolitisk og anses for mindre ydmygende, fordi den ydes gennem en organisation, som udviklingslandene selv er medlem af. (…)

En række andre hensyn taler dog for, at man samtidig også væsentligt forøger bevillingerne til bilateral bistand. Først og fremmest har vore egne levevilkår udviklet sig således, at vi foruden at opretholde og forøge den multilaterale bistand har råd til sideløbende hermed at påbegynde en bilateral indsats. Der har i den senere tid vist sig en stigende interesse i befolkningen for at deltage i dette arbejde. Fra mange sider og ikke mindst fra ungdommen har regeringen modtaget opfordringer til at gøre mere for udviklingslandene. (…)

Også fra de danske erhvervs side er der en stigende interesse for en, indsats i udviklingslandene; dette taler ligeledes for en udvidelse specielt af den bilaterale indsats. Det er et spørgsmål, hvorvidt og i bekræftende fald i hvilket omfang handelspolitiske hensyn bør indgå i overvejelserne vedrørende bistanden til udviklingslandene. Selv om det primære hensyn skal være at hjælpe udviklingslandene, vil, bistanden sikkert i mange tilfælde kunne få et solidere og varigere grundlag, hvis den efterhånden kan støttes på en gensidig handelsmæssig interesse. Det er derfor af afgørende betydning for at kunne skabe et sådant stabilt grundlag for Danmarks samarbejde med udviklingslandene, at erhvervslivets aktive medvirken sikres. Såfremt den tekniske bistand til en vis grad koordineres med erhvervslivets interesser, vil de investeringer, som måtte følge i den tekniske bistands kølvand, kunne blive af betydning ikke alene for udviklingslandenes økonomiske udvikling, men også for dansk eksport. (…)

Den danske bistandsindsats har hidtil væsentligst været baseret på gaveydelser til udviklingslandene, og dette bør formentlig også være tilfældet i de førstkommende år. Der består imidlertid et enormt behov såvel for egentlig kapitaltilførsel til landenes almindelige investeringer som for støtte til gennemførelse af kapitalkrævende specialprojekter. (…) Regeringen er enig med udvalget i, at man fremover må regne med en meget betydelig forøgelse af bistanden, og anser en sådan forøgelse både for forsvarlig set i forhold til velstandsforøgelsen i Danmark i de senere år og for nødvendig på baggrund af de herskende internationale politiske forhold. (…) Samtidig med en forøgelse af statsbevillingerne bør imidlertid også befolkningen aktivt drages med ind i arbejdet, og jeg anser det derfor for ønskeligt, om en vis del finansieres fra private kilder, dels fra erhvervslivet, dels ved offentlige indsamlinger. Selv om udvalget tilsyneladende stiller sig lidt skeptisk over for disse muligheder, er det mit indtryk, at interessen og formentlig også offerviljen er betydelig både hos erhvervene og i offentligheden. Jeg nærer håb om, at den landsindsamling til fordel for bistandsprojekter i udviklingslandene, der er planlagt til foråret 1962, og som det vil blive en af den nye administrations første opgaver at gennemføre, vil demonstrere denne offervilje.

(…)

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Førstebehandlingen af lovforslaget, 17. oktober 1961 (uddrag)

K. B. Andersen[2]

(…) Der kan gives mange grunde til at gå ind i en stærkt udvidet bistand til udviklingslandene. Der kan bl.a. henvises til den direkte forpligtelse, Danmark ved sin tiltræden af FN-pagten har påtaget sig til at virke for, som det hedder i artikel 55, som jeg beder om tilladelse til at citere nogle ord fra:
”Forbedring af levevilkårene, fuld beskæftigelse samt fremskridt og udvikling med hensyn til økonomiske og sociale forhold." Den helt afgørende grund må imidlertid være, at det vil være absolut umuligt at sikre en fredelig og stabil udvikling i en verden, hvor goderne fordeles mere og mere skævt.

(…) Et udgangspunkt for hele dette arbejde må være, at det ikke drejer sig om blot og bar almisse - almisse har mere med bøjede rygge end med frie folk at gøre - og at det ikke, bortset fra særlige situationer, der kalder på umiddelbar humanitær indsats, drejer sig om en ambulancetjeneste, men om et samarbejde, der udføres under devisen hjælp til selvhjælp. Det vil hverken være muligt eller rigtigt i det lange løb at stile efter et leveniveau i udviklingslandene, som de pågældende landes befolkninger ikke, selv når de får deres egne hjælpekilder udviklet, kan skaffe sig. Det, det her drejer sig om, er ikke - med et udtryk lånt fra den svenske betænkning om udviklingshjælpens administration - en slags kæmpemæssig julegaveuddeling. Det må være formålet at bryde den onde cirkel, ikke blot at få befolkningerne i de pågældende lande til at glemme dens virkninger for en kort stund.

Et af de problemer, hvorom der nok vil være uenighed, er spørgsmålet om, hvorvidt samarbejdet skal foregå bilateralt, fra land til land, eller multilateralt, gennem FN og dets særorganisationer. (…) Enkelte lande kan have særlige og acceptable grunde til at foretrække den bilaterale assistance, f.eks. gamle bånd til tidligere koloniområder, men i vidt omfang hænger den bilaterale bistands dominerende stilling sammen med motiver, der er vanskeligere at acceptere: ønsket om at ”vise flaget”, ønskeligheden af at vide, hvem man hjælper – der er  jo mennesker, der kan give på en sådan måde, at hjælpen næsten ikke er til at tage imod – og vel også ønsker at få direkte politiske og erhvervsmæssige gevinster af samarbejdet.

Mit parti er enigt med regeringen i at foretrække at lægge hovedvægten på den multilaterale hjælp gennem FN og særorganisationerne. (…) Et af argumenterne for at foretrække samarbejdet fra land til land forstår og anerkender jeg, men håber dog, at det må være et argument, vi kan vokse fra. Det drejer sig om den motivering for det bilaterale samarbejde, at det er lettere at skabe den brede folkelige baggrund og forståelse for et bilateralt projekt end for den mere abstrakte hjælp via FN-samarbejdet. Jeg tror, argumentet er rigtigt i dag, og derfor bør det også med vægt gå ind i overvejelserne af midlernes fordeling mellem multilaterale og bilaterale projekter. Men vi må vel alle arbejde henimod at skabe en bred folkelig forståelse af, at vi er en uadskillelig del af en verdenssammenhæng; vi må lære at tænke globalt og ikke blot tosidigt. (…)

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Per Federspiel[3]

(…) Disse udviklingslande udgør i dag mere end flertallet af de stemmeberettigede medlemmer i De Forende Nationer. Tager man Kina med, når man væsentlig over halvdelen af jordens befolkning. Det er indlysende, at spændingen mellem disse landes fattigdom og den vestlige verdens, navnlig det atlantiske samfunds, relative velstand rummer fare for en ufredelig udvikling, efter at de mange nye lande har opnået selvstændighed, og vort forhold til udviklingslandene er derfor, hvad enten vi har ønsket det eller ej, blevet et element i det, man populært kalder den kolde krig. Det er ikke nogen lykkelig kendsgerning, men det er en kendsgerning, som vi må se i øjnene. Opgaven at vinde disse nye landes tillid til den vestlige kultur og opnå deres venskab ved udfoldelse af en hjælpevirksomhed, hvor de besiddende bistår de mindre besiddende, bygger på etiske tanker, som er ganske enslydende med dem, der har fundet deres udtryk i kristendommen, og ud fra disse synspunkter kan jeg på forhånd tilsige mit partis støtte til en udvidet dansk hjælpevirksomhed på dette område.

Men lad det straks være sagt, at vi ikke anser denne hjælpevirksomhed for andet og mere end et overgangsfænomen; den må ses under samme synsvinkel for i sin tid Marshallhjælpen[4] i forholdet mellem Europa og Amerika. (…)

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Hanne Budtz[5]

Det konservative folkeparti har længe interesseret sig for hele problemet omkring bistanden til udviklingslandene, og jeg kan på min gruppes vegne straks erklære, at vi er positivt indstillet over for en forøgelse af denne bistand, at vi anerkender det initiativ, der er blevet taget til nedsættelse af et hurtigt arbejdende udvalg, og at vi med interesse har imødeset dette lovforslag.

(…) Men altså: hvorfor skal vi hjælpe udviklingslandene? Svaret er mangesidigt. For det første trænger disse lande til hjælp til deres udvikling fra de materielt og teknisk udviklede vestlige lande. Mange af dem er fattige og trænger simpelt hen til økonomisk hjælp til udvikling og oplæring af deres folk, andre er rige på råvarer, men handicappede af et urimeligt bytteforhold. Den højtærede minister nævner i sin redegørelse, at bytteforholdet er urimeligt for disse lande, fordi deres råvarer er billige, medens de færdigproducerede varer vestfra er dyre. Her ligger en af årsagerne til, at vi herhjemme lever i de gode tiders land. Men disse folk skal navnlig lære selv at udvikle og udnytte deres naturrigdomme, hvad enten det nu er landbrug eller industri, det drejer sig om. Jeg vil gerne understrege, at vi er enige i, at det her ikke er spørgsmålet om en forsorg, der skal ydes, men om en hjælp til selvhjælp. Det er vel nok sådan i mange af disse lande, at der er borgere i dem, der er velstående. De må også selv yde deres bistand, hvor de kan gøre det. Én ting er, at udviklingslandene har hjælp behov, men vi, de teknisk udviklede lande, vil i morgendagen selv få behov for dem i samhandel og samarbejde. Disse lande dukker op som nye anerkendte statssamfund i hundredvis, og vi vil få behov for varebytning med dem senere hen. Det samme fik vi i sin tid efter krigen på gunstig måde at mærke, da USA ydede sin storslåede Marshallhjælp, ikke fordi vi var et underudviklet land, men fordi vi dog havde behov for det, og fordi USA havde behov for kunder at handle med. Det samme synspunkt kan vi gøre gældende her.

Det er nævnt i redegørelsen, i hvilket omfang det er betimeligt at tage erhvervsmæssige synspunkter med i bistandsarbejdet. Jeg synes ikke, det er forkert åbent og ærligt at sige, at det er et synspunkt, der må medtages. Det er givet, at en økonomisk hjælp til andre forudsætter en økonomisk basis hos én selv, og skal vi opretholde en udviklings- og bistandsordning, må grundlaget være i orden. (…)

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Else-Merete Ross[6]

Mit parti ser med stor velvilje på en betydelig forøgelse af de bidrag, Danmark giver til teknisk bistand til de underudviklede lande. Det er dog ikke ensbetydende med, at vi er helt indforståede med det foreliggende lovforslag. (…)

Betænkningen går principielt ind for at yde hjælp gennem FN og dets særorganisationer og fremfører en lang række udmærkede begrundelser for dette synspunkt, f. eks. at u-landene selv foretrækker multilateral hjælp gennem FN, og at tendensen hertil har gjort sig stadig stærkere gældende gennem de senere år, fordi den er upolitisk og anonym og ydes gennem en organisation, de selv er medlem af. (…) Til trods for at udvalget altså principielt går ind for at hjælpe gennem FN og selv opregner alle fordelene, derved, foreslår det alligevel, at en egentlig bilateral hjælp af betydelig størrelse sættes i gang samtidig med den multilaterale. (…) Begrundelsen for ydelse af bilateral hjælp er bl.a., at sådan gør så mange andre lande, og derved skaber de sig en goodwill i u-landene. Det er rigtigt nok, at kun ca. 10 pct. af hjælpen til u-landene går gennem FN og internationale organer, men ønsker vi at styrke FN, er der ikke nogen grund til, at vi begår samme fejl som andre lande, der bl.a. kæder deres bilaterale hjælp sammen med politiske og økonomiske interesser og benytter hjælpen som led i deres udenrigspolitik i den kolde krigs tegn. (…)

Jeg mener, vi skal opbygge en eventuel handel med u-landene på ren forretningsmæssig basis ved at producere gode varer, sælge dem billigt og have en dygtig salgsorganisation, men industriens og handelens opgaver skal ikke blandes sammen med vor gavehjælp; det må ordnes på anden måde, og derfor mener jeg, vi må være varsomme med at foreslå, planlægge og gennemføre bilaterale projekter, som tager sigte på at tjene handelspolitiske og nationalegoistiske formål. (…) I øvrigt kan Danmark skabe sig goodwill i u-landene ved, at vore delegerede ved afstemninger i FN og særorganisationerne tager positiv stilling til disse landes problemer. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vort arbejde med og i de internationale organer styrkes.

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Morten Lange[7]

Det kunne måske være på sin plads at tage til indledning til denne - som man har ønsket det -  generaldebatprægede behandling nogle enkelte bemærkninger om den virkelige baggrund for, at spørgsmålet overhovedet er aktuelt i den tid, vi lever i.

Går vi nogle hundrede år tilbage, havde de fleste af de lande, vi kalder udviklingslande, som vi tidligere kaldte underudviklede lande, og som vi måske egentlig burde kalde udviklingshæmmede lande, blomstrende kulturer. De levede dengang i vid udstrækning på et meget højt niveau. Så kom der nogle europæiske mennesker med stor militær kraft og underlagde sig landene og reducerede i løbet af kort tid deres rigdom til fattigdom. Nu er vi kommet i den situation, at de fleste af kolonimagterne har været nødt til at gennemføre en fuldstændig eller næsten fuldstændig retræte og har efterladt lande, hvor der i mange tilfælde er få eller ingen uddannede, i alle tilfælde alt for få uddannede til de forskellige poster. De har efterladt en ensidig industri, hvis de har efterladt nogen industri overhovedet, og samtidig har de efterladt uddybede nationale og religiøse modsætninger, som disse nye lande skal have at slås med. Det er ikke nogen rar arv fra fortiden, som de vestlige lande og til dels USA må prøve at bøde på. Vi har selv – vore forfædre, vore fædre og vor egen generation – været med til at skabe de vanskeligheder, som i dag er til debat. Bortset fra forhistorien er der ikke nogen tvivl om, at en indsats er nødvendig, at der må gøres en indsats for at læge disse sår. På lang sigt er en sådan indsats en afgørende betingelse for verdensfredens bevarelse. Den klassiske modsætning mellem rige og fattige har aldrig ført til fred, medmindre der blev gjort noget for at udjævne den på hæderlig vis. (…)

Det er også naturligt at diskutere Danmarks mulighed for at gøre en indsats på dette område. Det er selvfølgelig overmåde beklageligt, at vi må sige, at vor tilknytning til NATO naturligvis har gjort det noget vanskeligere for os at gøre så godt et arbejde, som Danmark ellers ville have kunnet gøre. Vor eneste trøst må være den, at i væsentlige dele af udviklingslandene har man ikke opdaget, at vi er medlem af denne sammenslutning, eller tager måske et behersket hensyn hertil. Endnu mere vil vore muligheder blive svækket, hvis vi træder ind i den nye udvikling af NATO-systemet, nemlig fællesmarkedet. Det vil ikke gøre det nemmere for os at gøre en fornuftig indsats over for udviklingslandene. Men vi må trøste os med, som jeg sagde før, at vi stadig er nogenlunde velanskrevet som en ikke-kolonimagt og som ikke-missionerende og formentlig betragtes som en slags halvneutral, og så længe vi kan holde den stilling, går det nogenlunde an. Vigtigt er det også, at vi er klar over, at skal man overhovedet diskutere spørgsmålet om hjælp til udviklingslandene, er Danmark et af de lande, som må yde bidrag. Vi hører trods alt til de 10-20 rigeste lande i verden, og hvis vi ikke skal være med her, bliver det en overordentlig kort liste af lande, der skal deltage i dag. (…)

Man kan diskutere multilateral og bilateral hjælp i adskillige timer. En hel del af hjælpen må under alle omstændigheder blive bilateral i den sidste ende, for den udføres trods alt af personer. Der er så mange mennesker involveret, at noget bilateralt præg får enhver hjælpeaktion, og jeg tror ikke, vi skal tage alt for tungt på diskussionen om bilateralisme. Jeg tror derimod, vi skal være klar over, at det afgørende er en koordinering og godkendelse gennem FN’s organer. (…)

Jeg er sikker på, at mit parti i princippet står bag en udvidelse af hjælpen til disse lande. Vi er nemlig sikre på, at det i det lange løb bliver til gavn for os selv. Det ansporer til den ideelle indsats med en fornuftig målsætning, og alene det er en god ting; men først og fremmest vil det på lang sigt fremme sikkerheden i verden og fremme Danmarks sikkerhed. Jeg er ganske overbevist om, at investering i støtte til udviklingslandene er en langt, langt bedre investering for Danmarks sikkerhed end en investering i militærudgifter. Jeg tror, at vi i langt højere grad kunne gøre dette land uindtageligt for en fjende ved at gå aktivt og stærkt ind for hjælpen til udviklingslandene. Jeg tror samtidig, vi vil gøre meget mere nytte ved at lade de unge mennesker beskæftige sig med hjælp til udviklingslandene end ved at spilde deres tid på det, som hedder militære opgaver. Meningen må vel være, at de folk, som nu hugger brænde i Grib Skov[8], får lejlighed til, hvis de ellers egner sig til det, at deltage i et sådant hjælpearbejde. Jeg tror, at en sådan mobilisering af kræfterne i langt højere grad vil sikre vor fremtid, vil bidrage til Danmarks sikkerhed, end militære foranstaltninger. Jeg vil ikke sætte lighedstegn mellem de to ting og sige, at lige så meget som vi sparer på militærudgifterne, vil vi være med til at bevilge til dette hjælpearbejde. Jeg tror snarere, jeg vil sige, at vi kunne i og for sig med sindsro bevilge det hele, hvis vi kunne bruge så mange penge, og under alle omstændigheder vil vort parti se med velvilje på fornuftige og rimelige forslag, som regeringen måtte kunne fremsætte.

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Edel Saunte[9]

Jeg vil gerne takke den højtærede udenrigsminister, fordi han i bemærkningerne til lovforslaget har redegjort for, hvad teknisk bistand er. Jeg tror nemlig, at i den almindelige befolkning forstår man ikke dette udtryk; man tror, at teknisk bistand kun er bistand til oplæring i brug af maskiner og fremstilling af maskiner. Det er meget nødvendigt, tror jeg, at vi slår fast klart og tydeligt, at teknisk bistand også omfatter alle former for undervisning, ikke alene undervisning på polytekniske læreanstalter og lignende, men også undervisning, der falder sammen med den danske folkeskoles, der falder sammen med hele vor højskolebevægelse og meget andet. (…)

Vi står over for den kendsgerning, at 700 mill. mennesker i verden ikke kan læse og skrive. Hvordan tror vi mange af disse mennesker vil kunne kapere og udnytte en teknisk bistand, hvis de ikke først bliver sat i gang med at skrive og læse og forstå noget af det arbejde, der skal foregå? Af disse 700 mill. mennesker er langt den største del kvinder. (…) [Jeg] håber, at det vil være muligt, at nogle af de midler, der nu bevilges, kommer til at medføre, at vi rent faktisk får et undervisningsarbejde i gang for kvinderne i de pågældende lande. (…)

Der har i dag været talt så meget om bilateral og multilateral hjælp. Må jeg sige, efter jeg har fået nogen erfaring inden for området, at det er en ørkesløs og tom diskussion, fordi det er så vidt forskelligt, hvad der bedst egner sig. I det ene praktiske projekt vil en multilateral hjælp være fuldstændig på sin plads og det eneste nyttige og fornuftige, men på en hel række områder, især inden for undervisningsområdet, er det min bedste overbevisning at man kun kan komme til noget frugtbart ved at gå ind i en rent bilateral hjælp. (…) Jeg henstiller derfor, at vi ikke bruger for megen tid til teoretiske diskussioner om disse planer, men venter, til vi kommer til det enkelte praktiske problem, og så siger til os selv, enten at dette praktiske arbejde kan løses bilateralt, eller at det kan løses multilateralt. Men lad være med at bruge timer til en teoretisk diskussion på dette område.

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Henning Rasmussen[10]

Jeg ved godt, at man ved at tage ordet uden for ordførernes række netop i en sag af denne karakter løber en ganske særlig risiko for at blive beskyldt for at tage patent på den, som det ærede medlem hr. K. B. Andersen udtrykte det. Jeg ønsker imidlertid ikke på nogen som helst måde at gøre fordring på at repræsentere dansk ungdom eller de yngre generationer i højere grad, end så mange andre ærede medlemmer af det høje ting gør, men jeg synes, et par bemærkninger fra de bageste, yngste rækker her i salen må være berettigede i denne sag.

Det, jeg først og fremmest vil understrege, er, at denne sag har hele den danske ungdom, både i og uden for ungdomsorganisationerne, bag sig i langt højere grad, end jeg overhovedet kan mindes har været tilfældet i nogen sag siden krigen. De små forskelle, der er i opfattelsen af detaljerne med hensyn til, hvordan en eventuel hjælp skal gives, drukner fuldstændig i enighed om princippet, nemlig at vi uanset de pletter, der findes, og som skal renses væk, herhjemme, nu og for alvor må gøre noget for at støtte befolkningerne i udviklingslandene i deres stræben efter bedre kår. Denne enighed er kommet til udtryk fra så at sige alle ungdomsorganisationer i de nordiske lande, den har været temaet på mange ungdomsmøder og -konferencer, og den har sidst været hovedtemaet på Dansk Ungdoms Fællesråds konference her i efteråret. Jeg synes, Folketinget har grund til at glæde sig over den enighed og den interesse, som ungdommen viser her. Jeg synes, den er et godt tegn. Specielt når man så tit hører, at dansk ungdom kun er interesseret i sig selv, er rent egoistisk og kun interesserer sig for ting til gavn for sig selv, er det godt at konstatere, at det måske er ungdommen mere end nogen anden samfundsgruppe, der har presset på for at få forøget støtten til de totredjedele af menneskeheden, der har levevilkår under det anstændige. (…)

Jeg tror, at på samme måde som dansk ungdom kan se det, kan den altovervejende del af befolkningen se, at det stadig voksende svælg i levestandard mellem de velstående nationer og de fattige er den alleralvorligste trussel imod fred og sikkerhed i verden - og dermed også mod vor sikkerhed og fremgang - der overhovedet eksisterer, og at det derfor må være en hovedopgave for os at bidrage til at løse dette verdensproblem, samtidig med at vi løser de i denne sammenhæng mindre, hjemlige problemer. Må jeg så have lov at gøre en indskudt bemærkning, som jeg egentlig ikke er så forfærdelig glad for at gøre. De fleste af de mennesker, der har en positiv indstilling over for disse ting, har sikkert bemærket, at de, der i dag er tilbøjelige til at afvise dansk støtte til udviklingslandene under henvisning til de hjemlige problemer, i meget høj grad er de samme mennesker, som, når disse hjemlige problemer skal løses, er blandt de mest afvisende. Jeg har den opfattelse, at Danmark har råd til både at løse de hjemlige problemer og at yde et rimeligt bidrag til løsningen af de internationale. (…)

[tilbage til indholdsfortegnelse]

Jens Otto Krag[11]

Jeg tror, man skal være opmærksom på, at vort arbejde med hele den store sag, som i forbindelse med lovforslaget er til behandling i tinget i dag, har mere end ét udgangspunkt. Det er klart, at det ene udgangspunkt, og det, der måske er talt mest om, og som måske også er det vigtigste, er selve nøden, selve mangelen på samfundsorganisation ude i udviklingslandene, det er alt det, der sammenlagt skaber det enorme svælg mellem denne klodes fattige og rige lande. Det må naturligvis være det første og egentlige udgangspunkt.

Der indgår imidlertid mange andre aspekter i dette problems behandling, og et andet er den vældige interesse for udviklingslandene, der er i dansk offentlighed og i den danske befolkning, i det hele taget. Jeg synes, vi har fået et stærkt indtryk af denne interesse gennem flere af indlæggene i dag, og jeg tror, at der i offentligheden under tankerne omkring disse problemer gør sig i det mindste to tendenser gældende. Den ene tendens er den, som måske især det ærede medlem hr. Henning Rasmussen repræsenterede ved sit indlæg. Den udtrykker utålmodighed, den udtrykker ønske om, at de rige lande, den vestlige verden, Norden og ikke mindst Danmark, kunne gøre endnu mere for udviklingslandene og kunne gøre det endnu hurtigere. Det er hele den ungdom og alle de organisationer, kvindeorganisationer og en lang række meget energisk arbejdende private organisationer, f. eks. Mellemfolkeligt Samvirke, der repræsenterer den linje. De vil kræve af os, at vi forholdsvis hurtigt sætter hjælpen væsentligt i vejret og under inddragning af alle disse kredses medvirken får præsteret en større dansk eller nordisk eller samlet vestlig hjælpeydelse.

Der er imidlertid en anden tendens, som, så vidt jeg har forstået det, fuldt ud anerkender de motiver, der ligger bag utålmodigheden, men som stiller sig en lille smule skeptisk og spørger: er alt det, man nu foreslår vi skal gøre, tilstrækkelig gennemtænkt, tilstrækkeligt koordineret? Er de beløb, man bevilger, og de formål, man vil anvende dem til, udpeget med tilstrækkelig omhu? Er hvert enkelt projekt tilstrækkeligt forberedt? De, der tilhører denne mere skeptiske linje, vil sige, at det hele jo ikke blot er et spørgsmål om hurtigst muligt at få bevilget flest mulige millioner; man vil i virkeligheden ved et nøje studium nå frem til noget i retning af det, det ærede medlem hr. Morten Lange sagde: man vil finde ud af, at det er uendelig svært at hjælpe u-landene, at det hele ikke er så snublende let, som det kunne se ud til. Det er vanskeligt at finde de rigtige hjælpemåder, det er svært at kende problemerne ude i den del af verden, der er så fremmed fra vor, tilstrækkeligt til hurtigt at kunne fordoble, 3-, 4-, 5- eller 10-doble den hjælp, man vil yde, og derfor må der gå undersøgelser forud. Man må sikre sig en ordentlig organisation, og man må sikre sig koordination, både internationalt og på hjemmefronten. Jeg tror, at begge disse måder at behandle problemet på repræsenterer noget rigtigt, og jeg tror, vi må have begge tænkemåder ind i det arbejde, vi skal udføre. (…)