Kilder
Kildeintroduktion:
I takt med de allieredes fremgang under 2. verdenskrig begyndte stemningen i befolkningen at vende sig mod tyskerne, hvilket bl.a. resulterede i en voksende modstandsbevægelse og Auguststrejkerne i 1943. Denne stemning og troen på et tysk nederlag blev yderligere forstærket af de allieredes landgang i Normandiet den 6. juni 1944. For at lægge låg på den tiltagende sabotage og uro henrettede besættelsesmagten i juni 1944 bl.a. 8 modstandsfolk, indførte spærretid, så det blev forbudt at opholde sig udendørs efter kl. 20 og udførte schalburgtage mod bl.a. Tivoli og Den Kongelige Porcelænsfabrik.
Disse tiltag provokerede befolkningen. Den 26. juni 1944 startede det, der blev kaldt folkestrejken med, at arbejderne på B&W gik tidligere hjem for, som de sagde, at kunne nå at passe deres kolonihave inden spærretid. Efter at besættelsesmagten den 30. juni henrettede endnu 8 modstandsfolk, eskalerede begivenhederne til en generalstrejke, der varede indtil den 5. juli.
Strejken bredte sig i løbet af kort tid til det meste af København og fik en stor opbakning. Den udviklede sig til decideret gadekamp mellem besættelsesmagten og de strejkende, og den blev den største enkeltkonfrontation mellem den danske befolkning og besættelsesmagten. I et forsøg på at få stoppet strejken afskar besættelsesmagten København for forsyninger og satte yderligere militær ind.
Som svar herpå udsendte Frihedsrådet den 30. juni 1944 sit første opråb om at forsætte strejken. Den 2. juli 1944 udsendte Frihedsrådet dette andet opråb med endnu en opfordring til strejkens fortsættelse, og samme dag udsendte en række politikere og erhvervsfolk dette opråb imod strejken og opfordrede befolkningen til at gå i arbejde igen. Opfordringen havde dog ikke den store effekt. I løbet af de første dage i juli opstod der en række sympatistrejker på Sjælland, og besættelsesmagten begyndte at frygte, at strejken skulle sprede sig til resten af landet.
Der blev indledt forhandlinger mellem besættelsesmagten og danske politikere og embedsmænd. Det resulterede i, at nogle af Frihedsrådets krav blev efterkommet, og efter en proklamation fra Frihedsrådet stoppede strejken den 5. juli. Folkestrejken illustrerede Frihedsrådets opbakning i befolkningen og politikernes mangel på samme.
OPRAAB NR. II FRA DANMARKS FRIHEDSRAAD.
I Løbet af det sidste Døgn er de tyske Overgreb i København tiltaget i Brutalitet.
Tyskerne har indført Belejringstilstand. De har spærret alle Udfaldsveje, standset samtlige Tilførsler til Byen og afbrudt Forsyningen af Vand, Gas og Elektricitet.
I Gaderne beskydes Befolkningen hensynsløst af Besættelsesmagtens Bilpatruljer og fra Luften.
Folkets Vilje til fortsat Strejke er ubrudt. Endnu er Tidspunktet for aktiv Modstand ikke inde, men et stærkere Udslag af passiv Modstand end det, vi i disse Dage har oplevet, kan ikke naaes.
Frihedsraadet understreger endnu en Gang, at Strejken maa fortsætte med usvækket Styrke og Energi, indtil der fra tysk Side er stillet betryggende Garanti for Opfyldelse af følgende Krav:
1) Schalburgkorpset maa fjernes fra Landet.
2) Den faktiske Undtagelsestilstand (Spærretid m.v.) maa ophæves.
3) Byens Tilførselsveje maa åbnes, og Forsyningen maa genoptages.
4) Der maa ikke foretages Repressalier af nogen Art i Anledning af Folkestrejken.
DANMARKS FRIHEDSRAAD.