Klik her eller på billedet for at se TV-optagelsen af talen på Statsministeriets hjemmeside

En dag, jeg gik på gaden, kom der en lille dreng hen til mig og sagde: “Goddag, Anker Jørgensen, er det ikke dig, der bestemmer her i landet?”

Joh, jeg trak jo lidt på det, jeg var jo nødt til at fortælle ham sandheden, og jeg måtte passe på ikke at skuffe ham. Jeg måtte fortælle ham, at jeg jo nok bestemte, men jeg bestemte altid sammen med andre. Drengen syntes, at det var – tror jeg nok – en meget god forklaring.

Også i den offentlige debat er der i øjeblikket en diskussion om, hvem der egentlig bestemmer i dagens Danmark.

Er det regeringen, Folketinget, borgerne? Er det ude i kommunerne? Er det i partierne eller opståede bevægelser? Er det organisationerne eller de multinationale selskaber eller udlandet?

Jeg kunne egentlig sige ja til det hele. I et samfund som det danske er magten naturligvis ikke ensidigt placeret ét sted.

Vort samfund er meget decentraliseret, og det er måske en af de bedste garantier imod diktatur.

Men jeg må naturligvis også slå fast, at nogen må bestemme mere end andre. Når det gælder samfundets fælles anliggender, så må og skal regering og Folketing have det sidste og afgørende ord.

Sådan er det, og sådan skal det også være i fremtiden.

Men folkestyret forpligter naturligvis også. Vi har pligt til at være lydhøre over for synspunkter og interesser, som kommer frem blandt andet fra organisationerne. De økonomiske problemer, som vælter ind over landet igen og igen, kan vi bedst imødegå, hvis der ude i samfundet, ude i befolkningen er forståelse for disse problemers enorme omfang og forståelse for at medvirke.

1979 var jo et år, hvor vi havde folketingsvalg – nemlig den 23. oktober.

Efter valget fik vi hurtigt dannet en regering, og den nye regering fremsatte omgående en række stoplove. Regeringen optog forhandlinger med organisationerne, og den 4. december kunne vi fremlægge en helhedsplan i 18 forslag, og allerede den 21. december – altså lige før jul – kunne vi konstatere, at næsten hele planen var vedtaget af Folketinget med de nødvendige ændringer.[1]

I december, mens folketingsdebatten stod på, talte man meget om valg, men Folketinget var heldigvis ikke indstillet på det. Jeg mener, der er grund til at anerkende, at det virkelig var muligt på forholdsvis kort tid komme igennem og at enes om en meget omfattende lovgivning.

Vi undgik at føje yderligere vanskeligheder til dem, vi har i forvejen. Det kunne ellers være endt temmelig ulykkeligt.

Det er også en kendsgerning, at meget væsentlige dele af det, der nu er gennemført, lige bestemt er det, som alle hidtil har sagt er absolut nødvendigt. Der kan naturligvis være enkelte ting i denne samlede plan, som ikke alle kan lide. Det er uundgåeligt, når vi skal løse store økonomiske problemer, og det er især uundgåeligt, når vi ved, at der er så mange modstående interesser over for hinanden.

Opgaven var jo ikke at uddele milde gaver – tværtimod.

1979 blev ikke – for Danmark som helhed – noget godt år. Den katastrofale udvikling, først og fremmest for olieprisernes vedkommende, kender vi alle.

Men for de fleste samfundsgrupper gik nu året 1979 temmelig godt. Vi har også fået en god høst. Vejrguderne og bøndernes håndkraft har afgjort hjulpet med dertil.

Under valgkampen besøgte jeg også en lang række industrielle virksomheder, og jeg bemærkede også, at der ikke kom til udtryk den pessimisme, som ofte kommer til orde i offentlige eller officielle udtalelser. Trods krisen var man stolt over, at man kunne klare tingene og klarede sig godt.

Og alle – arbejdere og funktionærer – forstod fuldstændigt de vanskeligheder, som landet er i. De var indstillet på, at der skulle bæres byrder. De ville blot have, at ingen skulle kunne smyge sig udenom.

En sådan holdning, mener jeg, er meget afgørende for, at vi kan overvinde krisen.

Derfor er det også vigtigt, at vi går i gang med løsningen af vores mange energiproblemer. Men også her møder vi hindringer.

For det første: Vi vil ikke have atomkraft, så længe der er så stor usikkerhed og frygt omkring dette.

For det andet: Vi er begyndt at spare – men slet ikke nok.

For det tredje: Vi er begyndt at virkeliggøre brugen af alternative energikilder. Det er godt, men der er lang vej igen, før at det kan hjælpe os afgørende.

For det fjerde: Vi har gas – og vi har olie ude i Nordsøen, men vi må have det hurtigere frem, og vi må helst have det i større mængder og til også rimelige priser.

Alle disse områder skal regering og Folketing, men også befolkningen gøre en indsats for, at vi kan få løst i den kommende tid.

1979 gjorde, at vi kom lidt i den rigtige retning.

Det vil også være nødvendigt at spare på den offentlige sektor. Alle er jo enige om, at det skal vi, men det kniber gevaldigt, når vi kommer til de konkrete områder for besparelser.

For at undgå store skatteforhøjelser, er det nødvendigt, men også for i det hele taget at få råd til nye opgaver, som maser sig på, f.eks. en forbedring af den kollektive trafik.

Det er en svær og det er en alvorlig opgave, vi blandt andet her står over for.

Men lad mig alligevel fortælle en lille historie, jeg læste i en af aviserne forleden dag.

Det var lønningsdag på fabrikken. Lønposerne blev uddelt. Og én for én sprang arbejdere og funktionærer over i kantinen. De bestilte en luksusanretning – de bestilte en luksusøl. Der var højt humør. Direktøren var lidt forvirret over, hvad der nu kunne være årsagen til det. Han fik fat i fællestillidsmanden og spurgte: ”Hvad foregår der?”

Tillidsmanden sagde: ”Det er edb-systemet. Det har byttet tallene om. Den løn, der plejer at blive udbetalt, den har man nu tilbageholdt, og skatten og alle de andre fradrag – det er dem, man har udbetalt. Derfor”, sagde fællestillidsmanden.

Nå – det er naturligvis kun en historie. Så galt står det jo alligevel ikke til. Men skatten er høj, og den høje skat er der mange af os, der virkelig føler, er nødvendig, fordi vi ønsker et samfund på et højt socialt, økonomisk, kulturelt niveau. De fleste vil nok ikke undvære den service, som det offentlige yder til borgerne. Men der er en grænse.

Derfor må vi – ikke mindst når vi skal holde igen på lønudviklingen og indkomstudviklingen - være nødt til at sikre og begrænse i den offentlige sektor i de kommende år.

I en sang, som jeg også mødte under valgkampen, hed det således:

”Vi har gjort ting, vi selv fandt temmelig svære,
besparelser bliver aldrig populære”. 

Og det er jo sandt. Men derfor kan det godt være nødvendigt.

Men det var nu her.

Hvad ude i den store verden?

Ja, i Indokina[2] er der stadigvæk krig. En dansk hjælpeaktion – 30 mænd og kvinder – er netop i disse timer på vej ud til Kampuchea-området.[3] Flere hundrede tusinde mennesker lever i frygt, sult og på flugt. Sammen med andre må Danmark naturligvis også hjælpe.

Og i Iran, der har man en regering og et styre, der er baseret på religiøs fanatisme. 50 gidsler er stadig indespærret, og der er alvorlig risiko for et frygteligt blodbad. [4]

I Mellemøsten foregår der forhandlinger. De er for langsomme, men der er stadig håb.[5]

I Rhodesia derimod er der håb forude.[6] En lang kamp og strid mellem det store sorte flertal og det hvide mindretal synes nu at være bragt til afslutning. Tusinder er døde, og hvis det ikke nu lykkes at fastholde den aftale om fred, kan det få helt uoverskuelige følger for udviklingen i det sydlige Afrika og måske også for udviklingen i Europa.

Den egentlige storpolitik. Hvordan går det med den?

Ja, supermagternes regeringer er blevet enige om, at den såkaldte SALT II-aftale skal man have accepteret også hjemme i sine lande.[7] Det betyder begrænsning af atomvåben.

Men vi – ja, vi svinger vel i håb og tvivl. Er vi på vej mod en afspænding, eller en ny fare for oprustning gennem udbygning og modernisering af de såkaldte atomraketter i øst og vest? For Danmark ligger det klart, at vi har en forpligtelse til at sætte krav om forhandling, krav om afspænding i højsædet. Det gælder om at undgå et nyt kapløb om raffinerede og frygtindgydende våbensystemer.[8]

Det er på den baggrund ikke mærkeligt, hvis der er folk, der føler angst.

Mon ikke også det også over for de hjemlige økonomiske problemer sommetider er sådan, at mennesker kan føle usikkerhed og angst? Jeg tror det, men trods alt må man sige: Angsten må ikke lamme os. Hvis vi frygter fremtiden, så går det først rigtig galt.

Vi må hente styrke i fortiden.

Vi må huske, at det danske folk før har været ude for nedgangstider og modgang. I den nyere historie kender vi to eksempler. Det er først og fremmest 30’ernes store krise, den sociale og økonomiske nedtur.

Men vi – eller rettere dem før os – klarede den.

Det andet eksempel er besættelsen, som måske ikke tåler sammenligning med den situation, vi står i, men dog er et eksempel på, at vi også klarede det.  

Vi må huske, at fremtiden ikke er afgjort på forhånd. Fremtiden er noget, vi har indflydelse på. Fremtid, det er noget, vi selv skaber eller er med til at skabe.

Vi kan gøre meget alene – og det skal vi. Men vi gør det bedre sammen med andre, og det håber jeg også, vi er villige til.

Vi vil kunne klare – det er jeg overbevist om – vi vil kunne klare den nuværende økonomiske krise, og jeg ønsker alle – trods de vanskeligheder, der forestår i 80’erne – jeg ønsker alle et godt nytår.