Opvækst og uddannelse

Ivar Nørgaard blev født i 1922 i Kongens Lyngby. Han voksede op i et socialdemokratisk hjem, hvor faren var formand for Socialdemokratiet i Lyngby 1912-24 og 1928-40 og formand for sognerådet 1928-50.

Ivar Nørgaard blev student fra Lyngby Statsskole i 1941. I sin ungdom var han aktiv i Dansk Socialdemokratisk Ungdom (DSU), og i 1943 var han med til at stifte den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum. I 1947 blev han cand.polit., og efter en kort periode i tolddepartementet blev han ansat i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 1948-55. Siden flyttede han til Esbjerg for at blive forstander ved Arbejderhøjskolen.

Ivar Nørgaard gjorde sig bemærket i den offentlige debat, og flere havde troet, at han ville få en ministerpost i Viggo Kampmanns (1910-76) socialdemokratiske regering ved regeringsrokaden i 1960. I stedet blev han politisk chefredaktør for arbejderbevægelsens dagblad Aktuelt året efter, og fra 1964 chefredaktør for bladet samt formand for Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF).

Portrætfoto af Ivar Nørgaard. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Økonomiminister 1965 -68

I 1965 hentede Jens Otto Krag (1914-78) Ivar Nørgaard ind i regeringen som økonomiminister, selvom han ikke var medlem af Folketinget. Ivar Nørgaard havde en stor indsigt i økonomisk politik og var samtidig god til at forklare komplicerede økonomiske sammenhænge, så de blev forståelige for den almindelige dansker. To år efter fik han tillige posten som minister for europæiske markedsanliggender.

Medlem af Folketinget 1966-94

I 1966 blev Ivar Nørgaard valgt til Folketinget for første gang i Hvidovre-kredsen, som derefter trofast stemte ham ind i følgende 28 år.  I den socialdemokratiske folketingsgruppe hørte Nørgaard til på partiets venstrefløj, og han blev af Jens Otto Krag betragtet som en modvægt til højreorienterede socialdemokrater som Per Hækkerup (1915-79). Selv betragtede han sig som dogmefri og uafhængig.

Minister for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender samt nordiske anliggender 1971-77

Socialdemokratiet mistede regeringsmagten i 1968, men i 1971 kunne Jens Otto Krag igen danne regering. I den nye regering gjorde statsministeren Ivar Nørgaard til minister for udenrigsøkonomi, europæiske markedsanliggender samt nordiske anliggender. Det var områder, der formelt hørte til udenrigsministerens ressort, men Nørgaard fik ansvaret, og Udenrigsministeriet blev dermed reelt delt i to.Årsagen var udsigten til EF-medlemskabet, der gjorde markedspolitikken til et særligt politisk område. Ivar Nørgaard blev derfor den centrale koordinerende minister i forhold til at gære forhandlingerne om optagelse i EF færdige og forberede selve medlemskabet.

Nørgaards betingelse for at påtage sig denne rolle var, at der blev oprettet et særligt markedsøkonomisk regeringsudvalg, hvor relevant EF-lovgivning og følgelovgivning blev behandlet. Desuden ville han have sæde i EF’s ministerråd, hvilket ellers havde været udenrigsministerens, partifællen K.B. Andersen (1941-84), privilegium. Kompromisset blev, at Nørgaard blev den faste repræsentant i Ministerrådet, når det mødtes inden for Rom-traktatens rammer, mens Andersen deltog, når EF-kredsen mødtes til udenrigspolitiske drøftelser i det såkaldte Europæiske Politiske Samarbejde (EPS-samarbejdet). EPS-samarbejdet var mellemstatsligt og ikke reguleret af Rom-traktaten. På grund af opdelingen af udenrigspolitikken på det vigtige markedspolitiske område opstod der rivaliseringer mellem Nørgaard og Knud Børge Andersen, og Udenrigsministeriet var på både minister- og embedsplan splittet i to.

Da Anker Jørgensen (1922-2016) overtog regeringen efter Jens Otto Krags afgang i 1972, beholdt Nørgaard sine poster. Han stod derfor fortsat i spidsen håndteringen af den danske tilpasning til EF's regler og administration. Da Danmark overtog formandsskabet for EF i 1973, blev Nørgaard formand for EF's ministerråd samt vicepræsident i Europa-Parlamentet 1947-75.

Direkte valg til Europaparlamentet

Efter Venstre havde haft regeringsmagten 1973-75, kunne Socialdemokratiet atter danne regering i 1975, og Ivar Nørgaard fik igen posterne som udenrigsøkonomiminister og minister for nordiske anliggender.

Ved EF’s topmøde for regeringschefer i Paris i december 1974 var der blevet fremsat forslag om at indføre direkte valg til Europa-Parlamentet – en idé, som Ivar Nørgaard dengang havde været tydeligt skeptisk overfor. Ved Socialdemokratiets magtovertagelse i 1975, var ideen endnu ikke realiseret, og det blev derfor Ivar Nørgaards lod som den ansvarlige minister at håndtere spørgsmålet. Regeringens politik blev derfor, på Nørgaards foranledning, at man kunne acceptere direkte valg til Europaparlamentet på to betingelser. For det første, at der skulle være tale om dobbeltmandater, så de danske europaparlamentarikere skulle vælges blandt kredsen af folketingspolitikere. Med dette krav søgte man at holde EF-skeptiske bevægelser uden for indflydelse. For det andet, at valg til Europa-Parlamentet i Danmark skulle afholdes samtidig med folketingsvalg. De borgerlige partier kunne imidlertid ikke bakke op om det betingede ja, og dermed var der intet flertal for Nørgaards forslag. Samtidig var det vanskeligt for den danske regering at forklare det betingede ja til kollegerne i EF, og regeringen blev derfor låst i en umulig situation. Den måtte derfor kapitulere og acceptere direkte valg til Europaparlamentet. Dette skete dog først officielt efter folketingsvalget i 1977, hvor Ivar Nørgaard var blevet degraderet til handelsminister, og K.B. Andersen overtog den fulde udenrigsministerportefølje.

Økonomiminister mm.

Anker Jørgensen kunne dog ikke undvære Ivar Nørgaards politiske og økonomiske ekspertise. Efter en kort periode som handelsminister blev Nørgaard miljøminister i 1978 under SV-regeringen. Efter folketingsvalget den 30. august 1978 overtog han tillige Økonomiministeriet, men afgav kort efter Miljøministeriet til Erik Holst (1922-2013). I den sidste Anker Jørgensen-regering var Ivar Nørgaard ligeledes økonomiminister. Han tilhørte den del af Socialdemokratiet, der baserede sig på keynesianismen og dens økonomiske grundforståelse om efterspørgselsregulering. Derfor mente han længe, at regeringen i 1970’ernes krisetider skulle operere med et underskud på statsbudgettet for at prioritere en understøttelse af beskæftigelsen. Det bragte ham på kant med økonomiske strammere i partiet som Knud Heinesen (f. 1932).

I 1994 trådte Ivar Nørgaard ud af Folketinget. Han var da allerede engageret i Pensionisternes Samvirke som formand. Her, samt i Ældremobiliseringen og Ældreboligrådet, ydede Nørgaard en stor indsats for at sikre de ældre bedre vilkår.

Eftermæle

Ivar Nørgaard huskes af mange for sin rolle i forbindelse med EF-medlemskabet og EF-politikken. Selv var han dog begrænset entusiastisk omkring medlemskabet af EF, og dette var måske én af hans mange kvalifikationer til jobbet som minister for europæiske markedsanliggender. Socialdemokratiet var nemlig præget af interne stridigheder i forhold til EF, og med Nørgaard på posten havde Jens Otto Krag sikret EF-skeptikerne i partiet en garant, og tillige en person, der kunne sikre de kompromisser, optagelsen ville nødvendiggøre. Nørgaard var overbevist om de økonomiske nødvendigheder ved medlemskabet af EF, men udviste en betragtelig skepsis over for de overnationale udviklinger. I den danske afstemning om euroen i 2000 anbefalede Ivar Nørgaard derfor imod den socialdemokratiske partilinje at stemme nej.

Ivar Nørgaard døde i 2011.