Artikler
Knud Børge Andersen (1914-1984) er tidligere socialdemokratisk partisekretær, undervisnings- og udenrigsminister. I 1970’erne var han udenrigsminister i en periode præget af store internationale omvæltninger såsom oliekrisen og den kolde krigs udvidelse til Afrika.
Socialdemokrat
K.B. Andersen blev valgt til Folketinget for Socialdemokratiet i 1957, hvor han sad frem til 1981 – kun afbrudt af en kort periode som partisekretær for Socialdemokratiet fra 1970-71. Som nært forbundet med Jens Otto Krag var han med til at formulere partiets principprogram i 1961, og året efter blev han partiets politiske overfører, indtil han i 1964 blev udnævnt som undervisningsminister. Som undervisningsminister forestod han bl.a. udleveringen af den islandske håndskriftsamling til Island samt indførelsen af HF-uddannelsen.
Udenrigsminister
Fra 1971 til 1978 var K. B. Andersen udenrigsminister i først Krags og dernæst Anker Jørgensens regeringer. Som udenrigsminister kom han til at tegne en særlig selvstændig dansk, delvist nordisk, profil over for det sydlige Afrika, som endnu i 1970’erne begyndelse var underlagt hvidt styre. K.B. Andersen var med til at give humanitær støtte til de afrikanske frihedsbevægelser i Mozambique og Angola, der kæmpede mod det portugisiske kolonistyre, der lige som Danmark var NATO-medlem. Danmark gav desuden udviklingsbistand til disse lande efter deres selvstændighed i 1975, selv om de var venstreorienterede diktaturer med støtte fra Sovjet. Det bragte den danske politik på kollisionskurs med USA, der ønskede at marginalisere disse venstreorienterede regimer internatonalt. Over for USA forsvarede K.B. Andersen den selvstændige danske linje: Ved at støtte regimerne i Angola og Mozambique kunne Danmark modvirke indflydelsen fra Østblokken.
Efter valget i 1978 overtog Venstres Henning Christophersen posten som udenrigsminister i den nydannede SV regering. K.B. Andersen fortsatte derefter som Folketingets formand frem til 1981.
Knud Børge Andersen, 1979. Foto: Folketingets Bibliotek og Arkiv