Opvækst og uddannelse

Henning Christophersen blev født i 1939 og voksede op i København. Han blev student fra Metropolitanskolen i 1958 og begyndte derefter at læse økonomi ved Københavns Universitet. Henning Christophersen blev cand.polit. i 1965, og han blev samme år leder af Håndværksrådets erhvervsøkonomiske afdeling, en post han besad frem til 1970. 1970-71 var han økonomisk journalist ved tidsskriftet NB og 1971-78 ved Weekendavisen. 1971-72 var han desuden forstander ved den liberale højskole Breidablik.

Folketingsmedlem 1971-84

Ved siden af økonomi var Christophersen interesseret i politik. Han var allerede i studieårene blevet engageret i Venstres Ungdom og sad i organisationens landsstyre og forretningsudvalg 1959-66, samt i Dansk Ungdoms Fællesråds styrelse 1964-66.

Henning Christophersen stillede op til Folketinget for Venstre fra 1965, og det lykkedes ham at opnå valg i 1971. Han sad i Folketinget for Venstre frem til 1984.

Portrætfoto af Henning Christophersen. Foto: Folketingets Bibliotek

Han avancerede hurtigt i partiet, og ikke mindst hans stærke økonomiske og erhvervspolitiske viden kom folketingsgruppen til gavn. Allerede i 1972 blev han næstformand i Venstres landsorganisation. Da Poul Hartling (1914-2000) dannede sin Venstre-regering i 1973, var den dengang 34-årige økonom og næstformand egentlig selvskreven til en ministerpost. Imidlertid havde statsministeren brug for solide og dygtige folk i gruppen, fordi regeringen var meget smal, og derfor fik Christophersen i stedet den vigtige og krævende post som politisk ordfører. Han var dog stadig med i inderkredsen ved fastlæggelsen af regeringens politik.

Christophersen tilhørte den nye og reformorienterede fløj i Venstre (kaldet ’by-Venstre’ i modsætning til ’land-Venstre’). Han var central for gruppen af unge folketingsmedlemmer med akademisk uddannelse, fx Bertel Haarder (f. 1944), Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) og Anders Fogh Rasmussen (f. 1953), der alle bidrog til den offentlige debat med stærkt markerede liberale synspunkter. Venstres såkaldte ’unge løver’ ønskede dog samtidig politisk indflydelse, og dermed var de også villige til at udnytte de parlamentariske muligheder der var, også selvom det betød at alliere sig med Fremskridtspartiet eller Socialdemokratiet.

Venstres unge løver blev de kaldt. Fra venstre Uffe Ellemann-Jensen, Bertel Haarder, Ivar Hansen og Henning Christophersen. Mens Ellemann-Jensen, Haarder og Christophersen var akademikere, var Hansen gårdejer med klassisk Venstrebaggrund i landbruget og højskolen. Det var forskelle, som også havde rod i en reel politisk splittelse i partiet og dets folketingsgruppe. Foto: Peer Pedersen, Ritzau Scanpix

Formand for Venstre 1978-84

Da Poul Hartling i december 1977 blev valgt til højkommissær for FN’s flygtningehjælp, konstitueredes Henning Christophersen som formand for Venstres landsorganisation. I september 1978 blev han formelt valgt som formand.

Som formand var Christophersens fremtoning præget af saglighed og viden, men han var modsat den konservative formand Poul Schlüter (1929-2021) og den socialdemokratiske formand Anker Jørgensen (1922-2016) ikke ’folkelig’. I et forsøg på at gøre formanden mere ungdommelig og ikke mindst forbedre hans tv-tække besluttede man i Venstre bl.a. at udstyre ham med en ny tøjstil. Den dobbeltrådede habit blev skiftet ud med en tweed-jakke. Christophersen var, trods det formelle ydre, imidlertid både lun og slagfærdig og et naturligt midtpunkt i firkløverregeringens samarbejde.

Venstre-formanden Poul Hartling og hans efterfølger Henning Christophersen. Foto: Finn Svensson, Arbejderbevægelsens Arkiv og Bibliotek

Udenrigsminister 1978-79

Allerede inden han blev formand for Venstre, havde Christophersen været en central part i forhandlingerne med Anker Jørgensen om den store regeringsmæssige satsning i 1970’ernes række af et-partis mindretalsregeringer: en arbejder-bonderegering bestående af Socialdemokratiet og Venstre, der tiltrådte den 30. august 1978. Da Venstre skulle have den næst-vigtigste ministerpost i regeringen, blev Christophersen udenrigsminister. Hans tid som udenrigsminister var præget af global uro med den iranske revolution i 1979 og den følgende oliekrise (OPEC II). Det var dog ikke noget, der for alvor udfordrede Christophersen på den nationale scene, og han fik en relativt fredelig periode som udenrigsminister.

Christophersen havde været SV-regeringens stærkeste fortaler i Venstre, og derfor måtte han også bære hovedansvaret for den fiasko, den viste sig at være, og det endte med udskrivelse af folketingsvalg i efteråret 1979. Christophersens position i Venstre var dog så stærk, at han kunne fortsætte sit lederskab efter SV-regeringen. Ved valget i 1979 fik Venstre en beskeden fremgang på ét mandat.

Efter flere gange at have manøvreret forlig med Folketingets borgerlige partier hjem uden at have held til at vende den økonomiske situation, besluttede Anker Jørgensen og Socialdemokratiets top i august 1978 at udvide regeringen og indgå et regeringssamarbejde med Venstre. Den 29. august 1978 bekendtgjorde Anker Jørgensen og Henning Christophersen over for den ventende presse, at der ville blive dannet en SV-regering. Foto: Morten Langkilde, Ritzau Scanpix

Rivalisering med Schlüter

I Christophersens formandsperiode overhalede Det Konservative Folkeparti Venstre som det største borgerlige parti. I 1982 var Christophersen og Schlüter derfor rivaler til statsministerposten, efter at den socialdemokratiske mindretalsregering under Anker Jørgensen valgte at gå af. Mens Schlüter havde De Radikales støtte, havde Christophersen opbakning fra Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Socialdemokraterne ville i opposition og ønskede ikke at blande sig. Afgørende for regeringsdannelsen blev derfor Mogens Glistrup (1926-2008) og Fremskridtspartiet, som endte med at tage stilling til fordel for Schlüter. Som konsekvens blev Schlüter statsminister, mens Christophersen efter eget ønske fik posten som finansminister. Han blev desuden vicestatsminister. Titlen var opfundet til lejligheden, men den var ikke bare proforma - Schlüter afgav nemlig statsministerens ret til egenhændigt at beslutte, hvornår der skulle udskrives valg.

Finansminister 1982-84

Nok fik Henning Christophersen ikke den eftertragtede statsministerpost, men han kastede sig med stort engagement ud i sit nye hverv som finansminister. Han blev en sjældent set fagøkonomisk kompetent og initiativrig finansminister, som sammen med Schlüter bør tilskrives hovedæren for firkløverregeringens resultater i de første år af dens levetid. Der går frasagn fra tidligere embedsmænd om Christophersens begavelse, kreativitet og idérigdom. Departementet var glad for en stærk minister, der havde en klar dagsorden og samtidig besad en partileders pondus.

Som finansminister stod han bag en række markante genopretningstiltag, fx beskæring af det kommunale bloktilskud, besparelser på dagpengeområdet og en midlertidig suspension af dyrtidsreguleringen. Dyrtidsreguleringen var en ordning, der kompenserede lønmodtagerne for prisstigninger ved at udløse et løntillæg, en såkaldt dyrtidsportion, når priserne steg med et bestemt niveau. Det var ligeledes under Christophersens tid som finansminister, at fastkurspolitikken blev indført. Beslutningen om ikke at bruge devaluering af den danske krone som redskab til forbedring af landets konkurrenceevne i forhold til omverdenen (men med tilsvarende risiko for stigende inflation) hyldes ofte som et vigtigt og afgørende skridt og som et tegn på Danmarks troværdighed i den internationale økonomi.

EF- og EU-politiker

Henning Christophersen var i 1984 kandidat til posten som formand for EF-kommissionen. Den post gik dog til den franske socialist Jacques Delors, men til gengæld fik Christophersen den ikke ubetydelige post som budgetkommissær, og derudover blev han en af de fem næstformænd i kommissionen. Samtidig forlod han den danske regering og dansk politik.

Som EF/EU-politiker var Christophersen især engageret i økonomi, valutasamarbejde og landenes fælles strukturpolitik. Han blev Delors’ nærmeste samarbejdspartner, og de lagde sammen fundamentet for det Det Indre Marked og Den Økonomiske og Monetære Union. Christophersen var også involveret i konstruktionen af den fælles valuta euroen. Han besad posten som næstformand indtil udgangen af 1994.

Posten som kommissær blev i 1995 overtaget af socialdemokraten Ritt Bjerregaard (1941-2023), og Christophersen fortsatte sit virke som selvstændig konsulent inden for EU-området, bl.a. for den tjekkiske regering. 2002-03 var Henning Christophersen repræsentant for den danske regering i EU-konventet og dets præsidium.

Bestyrelsesposter

Henning Christophersen har haft en række bestyrelses- og formandsposter i Danmark: Han var bl.a. bestyrelsesmedlem af Rockwoolfonden 1995-2010 og for Danske Bank 1996-2010. Han var desuden bestyrelsesformand for Ørestadsselskabet I/S 1999-2007 og fra 2007 for Metroselskabet I/S.

Henning Christophersen døde i 2016.