Politikeren Hartling

Poul Hartling var uddannet teolog, og før sin tid i Folketinget var han rektor på N. Zahles Seminarium i København. Som sine forgængere i Venstre 100 år tidligere lærte også Hartling sit politiske håndværk gennem sit engagement i kirkekampen mellem de folkekirkelige og Tidehverv, hvor Hartling var på de førstnævntes side.

Hartling blev første gang valgt i Folketinget i 1957, men opnåede ikke genvalg i 1960. I 1964 blev han genvalgt og gjorde siden lynkarriere i partiet, da han i april 1965 blev næstformand i folketingsgruppen. Knap to måneder senere erstattede han Erik Eriksen (1902-1972) som Venstres formand, da denne ikke kunne få opbakning til sit forslag om sammenlægning af Venstre og Konservative.

Hartlings eksplosive fart til partitoppen skyldtes i nogen grad manglen på bedre kandidater, men Hartling viste hurtigt evner som partileder. Den 4. august 1965 holdt han sin berømte Svanningetale, hvori han udstak konturerne for Venstres fremtidige kurs ved at lægge afstand til De Konservative og indbyde De Radikale til samarbejde. I 1968 lykkedes det at bryde 15 års regeringstørke for Venstre, da De Radikale, Venstre og Konservative kom i regering med Hilmar Baunsgaard (1920-1989) som statsminister og Hartling som udenrigsminister. Som udenrigsminister i VKR-regeringen var Hartling optaget af Danmarks optagelse i EF og af storpolitiske emner som Vietnamkrigen og afkoloniseringen i Afrika.

I sin politiske karriere opnåede Poul Hartling blandt andet at blive højkommissær i FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) fra 1978 til 1985. Fotoet er fra Hartlings tid i højkommisærembedet. Foto: UNHCR, Wikimedia Commons

Hartling som statsminister

Efter næsten fire år som udenrigsminister kom Hartling igen i opposition i oktober 1971, men vendte tilbage efter jordskredsvalget i 1973 som statsminister for en ren Venstregering bestående af kun 22 mandater. Det var det mindste grundlag for en regering nogensinde, men sålænge der ikke var noget folketingsflertal imod den, kunne den fortsætte. Det var imidlertid svært at føre den stramme økonomiske politik, som oliekrisen havde nødvendiggjort, og allerede i december 1974 måtte Hartling udskrive valg.

Ved valget i januar 1975 fordoblede Venstre næsten sit mandattal til 42, men det var på bekostning af de Radikale, Konservative og CD. En ny Hartling-regering kunne kun fortsætte med støtte fra Fremskridtspartiet, hvis betingelser de øvrige ikke kunne indfri. I stedet dannede Socialdemokratiet regering med Anker Jørgensen (1922-2016) som statsminister.

Den internationale embedsmand

Hartling fortsatte som Venstreleder, men blev i 1977 kørt i stilling som de nordiske landes bud på en afløser for pakistaneren Sadruddin Aga Khan som FN’s flygtningehøjkommissær. Som højkommissær var Hartling mere anonym end sin forgænger og stod desuden over for større udfordringer, idet det internationale flygtningeretsregime for alvor kom under pres fra slutningen af 1970’erne med de vietnamesiske bådflygtninge, som de færreste modtagerlande umiddelbart ønskede at tage imod. Oveni blev UNHCR’s arbejdsområde udvidet til at omfatte nødhjælp, hvoraf især nødhjælpen til flygtningene fra Cambodja og Afghanistan lagde store bånd på UNHCR’s ressourcer. Alligevel opnåede Hartling en fornem karriere som højkommissær frem til 1985, som blev kronet i 1981, da flygtningehøjkommissariatet modtog Nobels Fredspris for arbejdet med genbosætning af over 1 mio. indokinesiske flygtninge.