Opvækst og uddannelse

Erik Ninn-Hansen blev født i 1922 på en gård i Skørpinge ved Slagelse. På sin mors opfordring søgte han til Slagelse Højere Almenskole, hvorfra han blev student i 1941. Han blev som ung begejstret for den konservative politiker John Christmas Møller (1894-1948) og stiftede en konservativ gymnasiastforening i Slagelse. I 1939 trådte han ind i bestyrelsen for Konservativ Ungdom (KU), og året efter blev han formand for Dansk Ungdomssamvirke i Skørpinge.

Efter studentereksamen rejste han til København for at læse jura ved Københavns Universitet, og i sit første studieår blev han formand for Studenterforeningens Konservative. Erik Ninn-Hansen blev cand.jur. i 1948, og samme år blev han formand for Konservativ Ungdom (1948-50).

Efter endt uddannelse arbejdede Erik Ninn-Hansen som sekretær ved Østre Landsret (1948-55). Han fik sagførerbestalling i 1954 og var en anerkendt forsvarsadvokat med egen forretning i perioden 1955-68.

Portræt af Erik Ninn-Hansen. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Folketingspolitiker 1953-94

Erik Ninn-Hansen havde store politiske ambitioner og stillede op til Folketinget for Det Konservative Folkeparti allerede i 1950. Selvom han måtte vente til 1953, før han blev valgt, var han alligevel som 31-årig den næstyngste i forsamlingen. I 1955 blev han sekretær for de konservatives gruppeformand Aksel Møller (1906-1958).

I sine første år som parlamentariker var Erik Ninn-Hansen særligt optaget af funktionær- og tjenestemandslovgivningen samt af grønlandske forhold. Han blev i 1957 medlem af Grønlandsudvalget og deltog siden i udvalg og kommissioner om grønlandske forhold, herunder omkring hjemmestyreordningen. Efter grønlandsskibet Hans Hedtoft forliste på sin jomfrurejse i januar 1959, var Ninn-Hansen sammen med SF’eren Aksel Larsen (1897-1972) drivkraft i forsøget på at rejse en rigsretssag mod den socialdemokratiske grønlandsminister Johannes Kjærbøl (1885-1973), idet han blev anklaget for at have fortiet oplysninger om skibets manøvredygtighed under vintersejlads.

Ideologisk drev Erik Ninn-Hansen over årene fra en social-konservativ position mod en mere erhvervsvenlig konservativ position. Han var kendt som en dreven taktiker med et sikkert øje for, hvordan en sag kunne udnyttes til at skaffe Det Konservative Folkeparti indflydelse og fremvise partiets indflydelse til vælgerne. Ninn-Hansen var også ærekær og berømt for udtrykket, "i politik skal man ikke bære nag, men man skal huske, hvad de hedder."

Forsvarsminister 1968-71

I VKR-regeringen (1968-71) blev Erik Ninn-Hansen forsvarsminister. Det var dog med en vis modvilje. For det første fordi han foretrak at blive i folketingsgruppen – og gerne som dens formand. For det andet vidste han, at han ikke ville kunne opfylde de forventninger, som det overvejende konservative officerskorps ville have til en konservativ forsvarsminister. Erik Ninn-Hansen skuffede da også mange konservative vælgere ved som led i regeringens generelle besparelser at lægge ud med en reduktion af forsvarsbudgettet på 125 mio. kr. Pengene skulle hentes ved en række rationaliseringer, udsættelse af materielanskaffelser og personalebegrænsninger inden for forsvaret. Nok var Erik Ninn-Hansen personligt modstander af tiltagene, men han var bevidst om, at også Forsvaret måtte holde for, når statens udgifter skulle nedbringes.

Under Erik Ninn-Hansens ledelse blev det besluttet at gøre Frederikshavn til hovedstation for Søværnet i stedet for Holmen i København, samt at flytte Hærens Materielkommando fra Amager til Hjørring, hvorved Bådsmandsstrædes Kaserne blev forladt (arealerne blev senere indtaget af aktivister og slumstormere og kendt som fristaden Christiania). Begge beslutninger var upopulære i officerskorpset. Ninn-Hansen stod desuden i spidsen for oprettelsen af en enhedskommando for hær, søværn og flyvevåben og en nedsættelse af værnepligtiges tjenestetid til 12 måneder.

Finansminister 1971

I 1971 overtog Erik Ninn-Hansen finansministerposten efter partifællen Poul Møller (1919-1997), der pga. sygdom måtte træde ud af regeringen. Som finansminister havde Ninn-Hansen derfor en del af ansvaret for, at de offentlige udgifter voksede, samtidig med at regeringen førte en stram finanspolitik.

Erik Ninn-Hansen stod også for gennemførelsen af kildeskatten. Indtil 1970 havde lønmodtagere selv betalt skat i procentrater året efter de havde optjent deres løn. Med kildeskattens indførelse skulle arbejdsgiveren i stedet trække skatten fra den udbetalte månedsløn, samtidig med at lønnen blev optjent, og viderebetale beløbet til skattevæsenet. For at kunne administrere det nye system blev det nødvendigt at indføre et nationalt centralt personregister (CPR). Kildeskat af lønindkomst kaldes i dag som A-skat.

Tilbagegang for Det Konservative Folkeparti ved valget 1971

VKR-samarbejdet resulterede i en udbredt utilfredshed blandt konservative vælgere. Det var bl.a., men ikke kun, pga. forsvarspolitikken. Hertil kom andre politiske tiltag, der på mange måder afspejlede tidsånden, som den så ud for en stor del af samfundets borgere, men bestemt ikke alle. Eksempelvis blev billedpornografien i 1969 frigivet under VKR-regeringen, og den stod også i spidsen for en liberalisering af ægteskabsloven i 1970, der bl.a. gjorde det lettere at blive skilt, samt en liberalisering af svangerskabsloven i 1970, der gjorde det lettere at få tilladelse til lovlig afbrydelse af en uønsket graviditet (abort). Det Konservative Folkeparti tabte otte mandater ved valget i 1971.

Splittelse i partiet 1970-74

Erik Ninn-Hansen var gruppeformand og politisk leder for Det Konservative Folkeparti 1971-74. Han bar et betydeligt ansvar for splittelsen i Det Konservative Folkeparti, ofte kaldet den konservative borgerkrig. Striden havde blandt andet rod i forskellige forståelser af den ’rigtige’ konservative linje, og hertil kom personlige rivaliseringer og magtkampe. I konflikten stod Ninn-Hansen i modsætning til partiformanden Erik Haunstrup Clemmensen (1920-2009). Mens Haunstrup Clemmensen ville samarbejde med Socialdemokratiet, stod Ninn-Hansen for en klar borgerlig linje i samarbejde med Venstre og om nødvendigt med Det Radikale Venstre. Begge parter og deres støtter brugte pressen som platform for at lufte deres uenigheder. Striden endte med, at både Ninn-Hansen og Haunstrup Clemmensen måtte gå fra deres poster, og i stedet overtog Poul Schlüter (1929-2021) ledelsen af partiet.

Justitsminister 1982-89

I Poul Schlüters første ministerium (1982-88) blev Erik Ninn-Hansen justitsminister. Størstedelen af hans lovgivningsaktiviteter var justeringer af gældende lovgivning og gav ikke anledning til megen opmærksomhed. Af lidt større sager fik han i 1985 vedtaget en ny lov om offentlighed i forvaltningen, der indebar en liberalisering af den gældende lov.

Det lykkedes dog ikke Ninn-Hansen at få gennemført regeringens ønske om en justering af retsplejeloven, som udvidede muligheden for varetægtsfængsling, bl.a. fordi Det Radikale Venstre ikke ville støtte forslaget.

Udlændingeloven 1983

Der var dog særligt ét lovforslag, der gav anledning til en del diskussion, nemlig udlændingeloven. Ninn-Hansen fremsatte i maj 1983 et lovforslag om en ny udlændingelov. Hensigten var at skabe klarhed i spørgsmål om udlændinges ophold i Danmark. Siden 1977 havde et udvalg, kaldet Fremmedlovsudvalget, arbejdet på en betænkning, der skulle klarlægge mulighederne for at regulere det meget uregulerede udlændingeområde. Det var særligt en prioritet at forbedre udlændinges retssikkerhed og fra myndighedernes side at få lovhjemmel til overhovedet at beskæftige sig med de i landet residerende udlændinge.

Erik Ninn-Hansens lovforslag hvilede på udvalgets indstilling, og han forventede derfor, at det var ren rutine at få det vedtaget. Desuden stod spørgsmålet om flygtninge og indvandrere lavt på den politiske dagsorden, og det var ikke et emne partierne plejede at profilere sig på. Imidlertid tegnede der sig et alternativt flertal blandt Folketingets partier baseret på en mindretalsudtalelse fra udvalget. Udvalgets mindretal havde en meget mere lempelig holdning i forhold til kriterierne for udvisning, tildeling af flygtningestatus og familiesammenføring, der i højere grad skulle sikres med retskrav. Mindretallet blev under behandlingen i Folketinget til flertallet, og Ninn-Hansens lovforslag blev sendt tilbage til udvalgsbehandling. Inden loven i juni 1983 blev vedtaget, var det oprindelige lovforslag reelt pillet fra hinanden.

Loven blev kendt som Europas mest liberale udlændingelov og indeholdt bl.a. et retskrav på asyl mens en person fik behandlet sin sag om flygtningestatus, juridisk ligestilling af FN-flygtninge og de facto-flygtninge, samt retskrav på familiesammenføring for udlændinge med asylret eller opholdstilladelse.

Tamilsagen 1987-1995

Erik Ninn-Hansen hægede om Folketingets anseelse, ærede parlamentets regler og var kendt for venligt at hjælpe nye medlemmer med at finde rundt i tingets skrevne og uskrevne spilleregler. Dette renommé blev dog ødelagt fuldstændig af Ninn-Hansens rolle i Tamilsagen.

Fra begyndelsen af 1990'erne modtog Danmark flere tusinde tamilske flygtninge på flugt fra borgerkrigen på Sri Lanka. På Ninn-Hansens foranledning blev sagsbehandlingen i sager om familiesammenføring for disse tamilske flygtninge sat i bero fra 1987, på trods af at det var i strid med udlændingelovens regler. I 1988 gik ombudsmanden ind i sagen efter klager fra tamilske flygtninge.

I januar 1989 fik Erik Ninn-Hansen den ærefulde post som formand for Folketinget. Dette kunne både ses som kronen på en lang karriere og en smart manøvre fra statsminister Schlüters side for at fjerne ham fra justitsministerposten pga. den nu verserende Tamilsag. Statsministeren forsikrede den 25. april 1989, at der ikke var "fejet noget ind under gulvtæppet" i forbindelse med Tamil-sagen. Alligevel stemte et flertal i Folketinget i oktober 1989 for at fratage Ninn-Hansen formandsposten, og et halvt år senere vedtog et folketingsflertal at iværksætte en dommerundersøgelse.

Erik Ninn-Hansen fotograferet på trappen til Højesteret for at afgive forklaring i undersøgelsesretten i 1991. Da Tamil-rapporten forelå i januar 1993, fastslog den, at Ninn-Hansen havde handlet ulovligt, da sagsbehandlingen i sager om familiesammenføring for tamilske flygtninge fra 1987 blev sat i bero på hans foranledning. Foto: Bjarke Ørsted, Ritzau Scanpix

Tamil-rapporten forelå den 14. januar 1993, og den fastslog, at Erik Ninn-Hansen havde handlet ulovligt og havde gjort det bevidst, at den nye justitsminister H. P. Clausen (1928-1998) havde givet urigtige, misvisende og vildledende svar til ombudsmanden og retsudvalget, og at statsminister Poul Schlüter havde udtalt sig misvisende og i hvert fald på ét punkt direkte urigtigt.

Poul Schlüter erklærede sig uenig i rapportens konklusioner, men valgte alligevel, at regeringen skulle gå af uden valg. Senere i 1993 besluttede Folketingets flertal, at der skulle rejses en rigsretssag mod Erik Ninn-Hansen for overtrædelse af Ministeransvarlighedsloven. Ved en rigsretsdom den 26. juni 1995 blev han idømt fire måneders betinget fængsel. Han klagede efterfølgende til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men fik ikke medhold. Erik Ninn-Hansen forblev medlem af Folketinget til 1994.

Erik Ninn-Hansen døde i 2014.