Opvækst og uddannelse

Grethe Fenger Møller blev født på Frederiksberg i 1941. Forældrene blev skilt, da hun var to år, og Fenger Møller boede herefter hos sin mor og farfar. Hun blev student i 1961 fra Maria Kruses Skole og rejste efterfølgende et år til USA for at studere på Hamline University i Minnesota. Hjemvendt til Danmark indskrev hun sig på jurastudiet på Københavns Universitet, hvorfra hun fik en kandidatgrad i 1969. Hun fik derefter ansættelse i Socialministeriet.

Engagementet i Dansk Kvindesamfund

Under sin studietid på Københavns Universitet blev Grethe Fenger Møller engageret i ligestillingsarbejdet. Hun meldte sig ind i Dansk Kvindesamfunds nystiftede ungdomskreds, som hun var næstformand for i perioden 1965-67. Ungdomskredsen var noget mere rebelsk end moderorganisationen og udtalte sig bl.a. kritisk om hjemmegående husmødre samt arrangerede abortrejser til Polen (Danmark fik først fri abort i 1973).

I modsætning til flere andre af ungdomskredsens medlemmer forblev Grethe Fenger Møller medlem af hovedorganisationen, og i 1967 blev hun valgt ind i Dansk Kvindesamfunds hovedbestyrelse og forretningsudvalg. I 1974 blev hun landsformand, en post hun havde indtil 1981.

Grethe Fenger Møllers ligestillingspolitiske mærkesager var bl.a. barselsorlov til mænd og positiv særbehandling af kvinder på arbejdsmarkedet og i uddannelsessektoren med henblik på at forbedre kvindens position på arbejdsmarkedet. Hendes år som formand var præget af kvindebevægelsens splittelse mellem den revolutionære rødstrømpebevægelse, for hvem kvindekamp var klassekamp, og Dansk Kvindesamfunds bredere og mere pragmatiske tilgang, hvor alle kvinders, også husmødrenes, sag skulle tales. Mens ungdomskredsen stod for det første synspunkt, var Grethe Fenger Møller mere tæt på det traditionelle synspunkt. Dansk Kvindesamfund var imidlertid presset af rødstrømpebevægelsens popularitet, især blandt unge kvinder, og medlemstallet var dalende i hendes formandsperiode.

Portrætfoto af Grethe Fenger Møller. Fra: Folketingets Bibliotek og Arkiv

Medlem af Det Konservative Folkeparti 1970

Grethe Fenger Møllers partipolitiske engagement lå hos Det Konservative Folkeparti. Hun meldte sig ind i Det Konservative Folkeparti i 1970 og var medlem af kommunalbestyrelsen i fødekommunen Frederiksberg 1974-82 og 1989-93. Hun kom i partiets hovedbestyrelse i 1975 og blev valgt til Folketinget første gang i 1977.

Hendes arbejde i Dansk Kvindesamfund blev påskønnet af hendes parti, dels fordi organisatorisk erfaring og netværk blev anset som en fordel, og dels fordi det gavnede Det Konservative Folkeparti at have en kvinde med i front til at trække stemmer. Grethe Fenger Møllers engagement i kvindesagen førte dog også flere gange til kontroverser med partikammerater, eksempelvis på landsrådet i 1979, hvor hun af blandt andre næstformanden Palle Simonsen (1933-2014) blev opfordret til at vælge mellem partiet og Dansk Kvindesamfund. Det var faldet ham og flere andre konservative for brystet, at Fenger Møller og Dansk Kvindesamfund talte for kønskvotering. Hun blev dog taget i forsvar af partiets formand Poul Schlüter (1929-2021), der fandt, at hun havde ret til særsynspunkter.

Arbejdsminister 1982-86

Da Poul Schlüter dannede sin første regering i 1982, udnævnte han Grethe Fenger Møller til arbejdsminister. Hun blev dermed den første kvinde på den ministerpost. Arbejdsministerporteføljen er kendt for at være noget af en udfordring, da arbejdsmarkedets parter kan være svære at håndtere. Opgaven blev ikke mindre af, at den borgerlige regering trådte til i spare- og krisetider, hvilket betød, at de kommende overenskomstforhandlinger ville blive svære. Før Grethe Fenger Møller sagde ja til ministerposten, havde flere af hendes kollegaer da også takket nej.

I sin tid som arbejdsminister gjorde Grethe Fenger Møller sit for at finde besparelser og bidrage til genopretningspolitikken. Hun introducerede suspension af dyrtidsreguleringen og besparelser på de supplerende arbejdsløshedsdagpenge. I slutningen af oktober 1982 førte besparelserne til en række arbejdsnedlæggelser og demonstrationer landet over. Lovgivningen blev også anledningen til en af de mest dramatiske arbejdskonflikter i efterkrigstiden, da havnearbejderne i Aarhus og Esbjerg nedlagde arbejdet i december 1982 som protest mod dagpengebesparelserne. Strejkerne var overenskomststridige, og Grethe Fenger Møller stod fast på lovændringen med opbakning fra regeringen. I sidste ende måtte de strejkende afblæse konflikten i februar 1983 uden at have opnået noget.

Grethe Fenger Møller var arbejdsminister til 1986, hvorefter hun blev udnævnt til politisk ordfører. Fra 1987-93 var hun formand for Ligestillingsrådet, og hun forlod Folketinget året efter.

Tamilsagen

Grethe Fenger Møllers politiske karriere sluttede som følge af hendes lille, men væsentlige rolle i Tamilsagen. Tamilsagen er betegnelsen for den konservative justitsminister Erik Ninn-Hansens (1922-2014) og hans ministeriums nedprioritering af tamilske flygtninges retskrav om familiesammenføring i årene 1987-88. Grethe Fenger Møller blev inddraget i sagen som daværende formand for Retsudvalget, og hun blev i 1994 dømt for at give falsk vidneforklaring i retten. Hun blev idømt 60 dages betinget hæfte. Yderligere mistede hun som konsekvens sine politiske poster i Folketinget og Frederiksberg Kommune, sit formandskab for Ligestillingsrådet og sin opstillingskreds.

Hun vendte derefter tilbage til den stilling som fuldmægtig i Socialministeriets internationale kontor, som hun havde haft orlov fra i årene som folketingspolitiker og arbejdsminister. I 2008 gik hun på pension.