Gæstearbejderne er ikke usle supplikanter, som vi kan behandle, som om vi var et herrefolk. Tværtimod må vi erkende, at gæsten hjælper os mere, end vi hjælper ham, skriver direktør Jens Fisker, som efterlyser en dansk immigrantpolitik og nævner en række af de problemer, der skal løses.

De sidste par søndage har Mustafa og 3-4 af hans landsmænd lusket forbi vor havehæk, krumbøjede for at værne sig mod kulden i det alt, for tynde tøj. De er gæstearbejdere på en fabrik heroppe i Nordsjælland og kan naturligvis ikke få fritiden til at gå - og så lusker de altså rundt her i kvarteret, hvor vi ellers kun ser det pæne, velklædte, velnærede, selvbevidste, danske grundejerfolk.

I Schweiz havde de et større problem. »Gæsterne« udgjorde efterhånden 10 pct. af befolkningen, men koncentreredes om nogle få byer, hvor de lidt efter lidt kom til at leve som et proletariat, der ernærede sig af dårligt betalt, snavset arbejde, som ingen ægte schweizer ville tage sig af.

For nogle år siden besluttede schweizerne sig til at afvikle fremmedarbejdet og betale, hvad det måtte koste i nedsat vækst i levestandarden.

Det schweiziske eksempel har hele fremmedarbejderproblematikken i sig:

1) Gæstearbejderne betyder en forøgelse af landets produktion.

2) Gæstearbejderne medfører sociale problemer.

3) Tilgangen må organiseres på politisk plan.

Lad os se, hvordan det ligger her i landet.

Et hastigt blik på de sidste 70-80 års bølgegang i befolkningstilvæksten vil vise, at vi bevæger os ind i et tiår med et ugunstigere forhold mellem de uproduktive og de produktive årgange, ikke blot fordi, årgangsstørrelserne stiller sig ugunstigt, men navnlig fordi vi holder de unge længere på skolebænken og samtidig afkorter arbejdstiden for de produktive aldersklasser gennem de kollektive overenskomster.

Endnu mørkere bliver fremtidsudsigterne, når vi tager i betragtning, at de to store arbejdskraftreserver fra 60'erne er ved at være udtømte. Landbruget har på 10 år reduceret beskæftigelsen (uden at reducere produktionen) til det halve – og husmødrene har vel i samme periode fordoblet deres erhvervsaktivitet.

Der kan ikke hentes ret meget mere på de to konti.

Modsat har vi naturligvis den fremadskridende teknologi, men den skal vistnok galopere for at afbøde det drastiske fald i arbejdskraftreserverne, som vi står overfor.

Når levestandarden ophører med at stige, og især når den falder for den del af befolkningen, der må tage slæbet (de produktive aldersklasser), så bliver der uro. Så starter skænderiet ved grødfadet med det resultat, at noget af dets indhold spildes – sådan som vi oplever det allerede nu.

Vi har god brug for en arbejdskraftreserve til erstatning for den, der forsvinder – og gæstearbejdere er særlig velkomne. Først og fremmest fordi denne reserve intet koster os i modsætning til en reserve bestående af arbejdsløse eller husmødre. Har vi ikke brug for arbejdskraften, kan den jo udvises. Byrden ved at holde en reserve falder herved på gæstearbejderen personligt eller hans hjemland. Gæstearbejderen bringer normalt hverken kone eller børn med. Det betyder, at vort erhvervsliv kan vokse hurtigere, idet der ikke kræves sekundære investeringer i børnehaver, skoler, boliger, og hvad der ellers følger af at have familier. Endelig er gæstearbejdere særligt velkomne, fordi vi kun behøver at foretage ganske ringe investeringer i nybygninger og maskiner for at sætte dem i gang - de har intet imod forskudt arbejdstid.

Af ugens 168 timer arbejder vore fabrikker som regel kun 42 timer. Vi kan altså teoretisk firdoble produktionen uden yderligere investeringer. Praktisk kan vi vel fordoble produktionen mod nogle små tilpasninger hist og her.

Hvis altså gæstearbejderne vil hjælpe os.

Af økonomiske grunde bør vi derfor sige »Velkommen Mustafa«.

De sociale problemer må imidlertid ikke overses. De kan blive frygtelige – for at sige det rent ud: 100.000 gæstearbejdere i ghettolignende byområder i København vil nødvendigvis medføre tyveri, voldtægt, mord og blodige sammenstød i et omfang, som tåler sammenligning med USA's storbyer.

Vi vil så blive nødt til at forbyde vore børn og unge at omgås dem. Vi vil blive nødt til at lave særlove mod dem – eller at smide dem ud af landet, som schweizerne gjorde, og betale hvad det koster.

Men der må være en anden løsning, som bygger på erkendelsen af, hvilken økonomisk værdi fremmedarbejderen betyder for os.

Problemerne, der skal løses, er vel:

1) Bevidst udvælgelse af vore gæster a) med hensyn til kulturel baggrund (giver hinduer færre vanskeligheder end muhamedanere – hvad siger vore etnologer?), b) med hensyn til uddannelse eller uddannelsespotentiel (skal vi indbyde de bedst uddannede eller de uuddannede med størst evne til at lære noget nyt?), c) med hensyn til familieforhold (er det de gifte mænd, vi skal have fat i? eller ugifte? skal vi tage mod begge køn?).

2) Emigrationsstatus bør fastlægges. Hvornår vil vi have kortvarigt ophold, hvem kan få langt ophold. Hvad bør føre til udvisning. Hvornår kan dansk statsborgerskab opnås med deraf flydende rettigheder for gæsten og byrder for os. For selvfølgelig må det være muligt for en gæst at blive her permanent. Danmark har før modtaget nye folk, men aldrig haft nogen bevidst indvandringspolitik – måske bortset fra huguenotternes indvandring i l600-tallet.

3) Gæster, der oven i købet arbejder, bør man behandle godt. Boligspørgsmålet er nok det vigtigste. Det bør løses ud fra et bevidst ønske om at undgå ghettoen. Små kollegier med gode servicefunktioner opført og udlejet på privatøkonomisk basis, men under offentlig kontrol er nok værd at overveje. For tiden befolker de garager og kældre, mens myndighederne lukker øjnene.

4) Samleven med det øvrige samfund bør sikres ved at kræve undervisning i dansk og dansk kultur ved siden af erhvervsmæssig uddannelse. Undervisningen bør gives på samme vilkår som til danske og i videst muligt omfang sammen med danske, idet der bør etableres så store og varierede kontaktflader som muligt mellem gæsten og værtssamfundet. Det endelige mål må være at assimilere gæsten, så han bliver i stand til ubemærket at bevæge sig blandt os. Det kræver en del af gæsten, men lige så meget af os - og det er nok den side, det kommer til at knibe mest med. Vi er ikke særlig åbne over for fremmede.

5) Alle de sociale forpligtelser og rettigheder, en dansk har, bør gæsten også have. Først og fremmest samme løn for samme arbejde. Dernæst ingen fedteri med sociale ydelser, så længe vi har tilladt ham at være her, og han yder sit bidrag gennem skatter.

Der kan naturligvis nævnes andre områder, som måske er vigtige (pligt til at yde militærtjeneste?), men det afgørende er, at vi besinder os på, at gæstearbejdere ikke er usle supplikanter, som vi kan behandle, som om vi var et herrefolk. Tværtimod må vi erkende, at gæsten hjælper os mere, end vi hjælper ham.

Men det er nødvendigt, at denne erkendelse udmøntes i en politik, Som er gennemarbejdet af specialister fra de forskellige ministerier, hvis områder bliver berørt, og det er vel alle inkl. kirkeministeriet.

Lad os få den offentlige debat om vor immigrantpolitik, som kan medføre en folkelig opbakning - og lad os så hurtigt som muligt få oplysninger fra det udvalg, der nu arbejder med spørgsmålet. Mustafa og hans kammerater bør ikke gå ude i kulden. Det er i bedste overensstemmelse med vor snævreste egeninteresse at invitere dem indenfor.

Jens Fisker