Artikler
Omkring befrielsen den 4.-5. maj 1945 var der i Danmark over 230.000 flygtninge. De fleste var civile tyskere, der i vinter og forår 1945 var på flugt fra den sovjetiske hærs fremmarch, men der var også ca. 34.000 flygtninge fra omkring 25 andre nationer. Det gjaldt for både de tyske og de ikke-tyske flygtninge, at de ved ankomsten til Danmark i foråret 1945 typisk var i dårlig forfatning. Mange var udsultede, sårede, syge og udmattede. Sammen med manglende lægehjælp og kaotiske forhold medførte det, at cirka 17.000 tyske flygtninge omkom i Danmark, hvoraf 12.500 døde i perioden fra vinter/forår 1945 til 1. oktober 1945, hvorefter der kom bedre styr på flygtningeforsorgen. En del af de døde var sandsynligvis ikke-tyske flygtninge, da de først efter den indledende, kaotiske periode blev udskilt fra de tyske lejre. Behandlingen af særligt de tyske flygtninge har i nogle år været omdiskuteret.
De tyske flygtninges første tid i Danmark
Ved ankomsten til Danmark var de tyske flygtninge ofte svækkede og underernærede efter en lang og hård flugt. Før den 5. maj 1945 var forsorgen for de tyske flygtninge den tyske besættelsesmagts ansvar, men den havde pga. krigen og antallet af flygtninge svært ved at håndtere opgaven. Den generelt svækkede tilstand blandt flygtningene gjorde især de mindste børn sårbare over for epidemiske sygdomsudbrud, børnesygdomme og infektioner.
Der var indgået en aftale mellem besættelsesmagten og Den Danske Lægeforening om, at danske læger bidrog til behandling af akutte og farlige sygdomstilfælde blandt de tyske flygtninge frem til den 25. marts 1945. Lægeforeningen nægtede at forlænge aftalen efter denne dato, bl.a. pga. tyske terroraktioner og efter pres fra modstandsbevægelsens ledelse, Frihedsrådet. Kun i særlige tilfælde fik tyske flygtninge dansk behandling, f.eks. ved epidemiske sygdomme, som ville kunne true den danske befolkning.
Strabadser, sult og kulde, børnesygdomme og epidemier gik hårdt ud over de tyske flygtningebørn. Den lille pige med bandager om hænderne og drengen er fotograferet i 1945 i København enten på et lazaret på Sct. Annæ Plads 8 eller i Nordisk Kollegium, Strandboulevarden 30. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv
Forsorgen for de tyske flygtninge efter befrielsen
Efter befrielsen i maj 1945 overtog de danske myndigheder forsorgen for de tyske flygtninge. Der blev i løbet af juni og juli 1945 iværksat en række sundhedsfremmende tiltag, organiseret af Statens Civile Luftværn. Her påbegyndtes en række vaccinationsprogrammer, hvor flygtningene bl.a. blev vaccineret mod tyfus, paratyfus og dysenteri. Tuberkuloseramte flygtninge blev isoleret for at undgå smittespredning, og andre hygiejniske tiltag som aflusning og fnatbekæmpelse blev også sat i værk. Der blev desuden indrettet flygtningesygehuse i lejrene under tilsyn af danske læger.
De tyske flygtninges kost
De vestallieredes hovedkvarter SHAEF (Supreme Headquarters Allied Expeditionary Force) havde efter den tyske kapitulation foreslået, at madrationerne for de tyske flygtninge ikke måtte overstige 1800 kalorier om dagen. Dette mente både Statens Civile Luftværn og Sundhedsstyrelsen var for lavt, og derfor blev gennemsnittet sat til 2000 kalorier pr. flygtning om dagen. I januar 1946 blev kalorieindtaget forøget til 2500 kalorier i gennemsnit, men det blev nedjusteret til 2300 kalorier fra sommeren 1946. Til sammenligning lå det daglige kalorieindtag for en dansker på ca. 3000 kalorier. Til det fastsatte kaloriegennemsnit var der særlige ordninger for f.eks. syge flygtninge, spædbørn og ammende mødre. Kosten var tilstrækkelig, men ikke nogen kulinarisk oplevelse; en flygtning fra en af lejrene på Esbjerg Flyveplads omtalte morgenmaden som ”havregrødsslim”.
Et betændt emne
Den fysiske forsorg og navnlig de danske lægers involvering i sygdomsbekæmpende tiltag over for de tyske flygtninge har været to af af de væsentligste punkter i debatten om behandlingen af flygtningene de seneste årtier. Den Danske Lægeforening stod i tiden før befrielsen over for et dilemma: Hvis man var behjælpelig med behandling, ydede man ifølge modstandsbevægelsens argumentation bistand til besættelsesmagten og bidrog dermed potentielt til at forlænge krigen. Omvendt risikerede man sygdomsspredning og flere dødsfald ved ikke at yde hjælp – foruden at bryde lægeløftet. Spørgsmålene om, hvorvidt de danske læger svigtede og om den manglende hjælp bidrog til, at mange flygtninge (særligt børn) døde, har fyldt i debatten. I perioden 1. januar 1945 – 30. juni 1945 døde 6540 tyske børn. Fra den 1. juli 1945 – 31. januar 1946 døde 1319 børn, og derfra faldt tallet yderligere. Faldet skyldtes bl.a., at de danske sundhedsmyndigheder nu tog et større ansvar for flygtningene med det omfattende vaccinationsprogram i sommeren 1945 og med danske lægers tilsyn med flygtningelejrene. Inde i lejrene var det ligesom før befrielsen fortsat tyske læger og sygeplejersker, der skulle tage sig af de syge.
De ikke-tyske flygtninges første tid i Danmark og sundhedsfremmende tiltag
De ikke-tyske flygtninge var – i lighed med de tyske – ofte både fysisk og psykisk medtagede ved ankomsten til Danmark, og forholdene i lejrene den første tid var ikke optimale. Ofte var lejrene præget af lus, dårlige soveforhold og overbelægning. De ikke-tyske flygtninge blev fra sommeren 1945 i lighed med de tyske vaccineret mod epidemiske sygdomme, f.eks. tyfus og difteri. Desuden blev der iværksat aflusningsprogrammer. De mest basale behov ift. mad, vand og medicin synes at have været blevet opfyldt i de fleste lejre, og forholdene var generelt bedre end i de tyske flygtningelejre.
En ikke-tysk flygtning bliver forbundet af en sygeplejerske i 1945. Flygtningen er sandsynligvis fra et baltisk land, og billedet er taget i K.B. Hallen, der fungerede som ikke-tysk flygtningelejr i perioden umiddelbart efter befrielsen. Mange flygtninge var sårede eller syge, da de ankom til Danmark. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv
I begyndelsen var en del af de ikke-tyske flygtninge indlagt på danske hospitaler. De led af forskellige sygdomme eller havde alvorlige krigsskader. Blandt de ikke-tyske flygtninge havde en del en sundhedsfaglig baggrund som f.eks. sygeplejerske, jordemoder eller læge. De blev typisk ansat på hospitalerne i de ikke-tyske lejre, hvor der også var ansat dansk personale med det overordnede ansvar for sundhedsområdet.
I den første periode af den danske forsorg for de ikke-tyske flygtninge var det et hovedproblem at få anskaffet tøj til de mange flygtninge. Man var i høj grad afhængig af donationer og tøjgaver fra borgerne, men særligt fra udenlandske fonde og hjælpeorganisationer. De bidrog ikke kun med tøjgaver, men også med alt fra babyudstyr til medicinalvarer og proteser til krigsskadede. Efterhånden kom der styr på beklædningssituationen i takt med store indkøb af tøj og sko foretaget af Dansk Røde Kors. Desuden blev der i lejrene oprettet værksteder, hvor flygtningene selv kunne reparere deres tøj.
De ikke-tyske flygtninges kost
Madrationerne for de ikke-tyske flygtninge blev aftalt mellem SHAEF og de danske myndigheder. De ikke-tyske flygtninge skulle have samme madrationer som den danske befolkning, dvs. 2500-3000 kalorier pr. dag. Maden skulle være billig og mættende. Et lejrreglement fra december 1945 krævede dog, at den mad, der blev serveret, skulle være ”god og velsmagende”. Om reglementet har været fulgt i de enkelte lejre, står hen i det uvisse.