Flygtningenes første tid på Lolland-Falster

På befrielsesdagen 5. maj 1945 kunne avisen Lolland-Falster Socialdemokrat melde om ”…et særpræget Folkeliv i Havnebyen”. Baggrunden for dette særprægede folkeliv var de mange tusinde flygtninge, der i tiden inden og omkring befrielsen var ankommet til bl.a. Rødbyhavn. Sovjetunionen indtog i vinteren og foråret 1945 store tyske områder mod øst. De tyske myndigheder forsøgte at evakuere hundredtusinder af civile på flugt. Mange blev fragtet med skibe over Østersøen og endte i Danmark. De lokale politikredses sammentællinger af flygtningene viser, at der i maj 1945 var ca. 7500 tyske flygtninge i alt på øerne. I den første kaotiske tid efter befrielsen blev flygtningene typisk indkvarteret på de lokale skoler, på hoteller som Olsens Hotel i Maribo, i forsamlingshuse eller på de større herregårde og godser. Det gjaldt bl.a. på Stubberupgaard ved Nysted. Gradvist blev de små forlægninger nedlagt og de tyske flygtninge overført til Hasselølejren lidt uden for Nykøbing Falster. Lejren var den største af sin slags på Lolland-Falster.

Tyske flygtninge i Nakskov på Lolland omkring befrielsesdagene 5. – 8. maj 1945, eskorteret af modstandsfolk fra egnen. Foto: Nakskov Lokalhistoriske Arkiv

Hasselølejren etableres og udbygges

Hasselølejren blev etableret som flygtningelejr for de tyske flygtninge af de danske myndigheder efter befrielsen i maj 1945. Under besættelsen var Hasselø blevet anvendt som radarstation af tyskerne. Efter befrielsen blev lejren kraftigt udbygget med yderligere barakker til at huse de mange flygtninge. Hasselø blev udbygget til at kunne rumme knap 4000 flygtninge.

Angela Lemke var tysk flygtning og var i sine unge teenageår, da hun opholdt sig i Hasselølejren. Denne tegning tegnede hun som 14-årig i 1946, mens hun sad i lejren. Illustration: Angela Lemke / Væggerløse Lokalhistoriske Arkiv

Én af de tyske flygtninge, som var interneret i Hasselølejren, var Irma Torres (f. 1938). Hun var 6 år, da hun ankom sammen med sin søster, sin kusine og to mostre til Danmark som tysk flygtning i marts 1945. De ankom først til København, men blev derefter transporteret til Maribo på Lolland, hvor de først blev indkvarteret på Olsens Hotel i Maribo, der dengang lå i Vestergade 4. Herefter fulgte en række forflytninger til gradvist større flygtningeforlægninger, i takt med at myndighederne fik overblik over og styr på flygtningesituationen. Irma Torres’ beretning giver et godt indblik i, hvordan flygtningelejrene ikke var statiske, men dynamiske størrelser. I gennemsnit nåede en tysk flygtning at være i tre lejre under sin tid i Danmark. Irma Torres og hendes familie ankom til Hasselølejren i 1945. Det første indtryk af lejren var voldsomt: ”Da vi fik øje på ”Hasselølejren”, blev vi alle sammen forskrækkede. Vi så mange rødmalede barakker. Lejren var indhegnet med dobbelt pigtråd. Soldater med geværer bevogtede lejren ved indkørslen. Det, vi så, formidlede indtryk af en ”fangelejr”."

Her ses en illustration af Irma Torres’ ”lejr-rute” på Lolland-Falster. Irma Torres var tysk flygtning, der sammen med sin familie ankom til Danmark i marts 1945. Irma Torres nåede under sin tid i Danmark at være i fem flygtningeforlægninger/lejre, inden hun og familien blev sendt tilbage til Tyskland i 1947. I kronologisk rækkefølge opholdt hun sig på: Olsens Hotel, Maribo Borgerskole, Bangshave, Pederstrup og Hasselølejren. Illustration: danmarkshistorien.dk

Afvikling af lejren og efterfølgende debat om behandlingen af de tyske flygtninge

I foråret 1947 nedlagdes Hasselø som den sidste lejr på Lolland-Falster, og Irma Torres og familien hjemsendtes til Tyskland samme år. I dag er der ingen fysiske spor tilbage af Hasselølejren, men på Nordre Kirkegård i Nykøbing Falster ligger omkring 350 tyske flygtninge begravet.

Den danske behandling af de tyske flygtninge har efterfølgende været genstand for debat – efterkrigsårene var præget af en antitysk stemning, og de tyske flygtninge blev anset som smittefarlige og antidemokratiske elementer, som var en trussel mod det danske samfund, og som kostede et slidt samfund mange penge.

Ved ankomsten til Danmark var mange flygtninge i dårlig helbredstilstand. Særligt børn og ældre var udsatte og led under sult, sygdom og udmattelse. Indtil befrielsen i maj 1945 var det de tyske myndigheder, der varetog forsorgen af flygtningene i en kaotisk situation. Besættelsesmagten havde spurgt Den Danske Lægeforening, om den ville bidrage til behandling af de mange syge flygtninge, hvilket foreningen gjorde indtil den 25. marts 1945. Herefter nægtede lægeforeningen at hjælpe med de faste lægelige tilsyn med flygtningelejrene. Om det var den hårde flugt eller manglen på lægehjælp, der skyldtes det høje dødstal blandt flygtningene, særligt blandt børn og ældre, i første halvår af 1945 er efterfølgende diskuteret blandt historikere. De afdøde blev i den første tid oftest begravet i nærheden af den lejr, de havde opholdt sig i. Et eksempel er dette, hvor flygtninge fra Hasselø-lejren er begravet på den lokale kirkegård. Fotoet er formodentlig taget i 1945-46. Foto: Væggerløse Lokalehistoriske Arkiv