Et vendsysselsk initiativ

Nogle af de største flygtningelejre i Nordjylland var Knivholt- og Røntvedlejrene i Frederikshavn og lejrene i Aalborg. I Aalborg Politikreds befandt der sig ved befrielsen i maj 1945 tyske flygtninge i f.eks. baraklejre, i Frimurerlogens bygning i Aalborg, på flyvepladserne og på skoler og hoteller.

Men også helt andre typer af lokationer blev taget i brug. I 1938 var der blevet vedtaget en ny ferielov, som sikrede arbejdere og funktionærer 14 dages ferie med løn. Derfor blev Dansk Folkeferie stiftet senere samme år, og det var denne organisation, som påbegyndte opbygningen af feriebyer. Én af disse feriebyer kom til at ligge ved Karrebæksminde i det sydlige Sjælland og blev anvendt til at huse tyske flygtninge efter befrielsen.

Et lignende tiltag kan man finde ved Skallerup Klit ved Hjørring. Inden krigen brød ud, havde lokale kræfter fra Hjørring planlagt en ferieby ved den lille landsby Skallerup ved vestkysten. Planerne var dog ikke blevet til noget. Efter befrielsen så initiativtagerne dog en mulighed for at få planerne gjort til virkelighed, og de foreslog Flygtningeadministrationen at opbygge en lejr for de tyske flygtninge ved Skallerup Klit med den hensigt, at lejren skulle omdannes til ferieby, når flygtningene var sendt hjem igen. Planen blev godkendt, og der blev i løbet af sommeren 1946 indkøbt og opført 150 svenske skovhuggerbarakker à 55 kvm, hvor der i hver barak var 20-25 køjer til flygtninge.

Flygtningelejren Skallerup Klit, 1946. Foto: Historisk Arkiv Hjørring

Livet i lejren

Skallerup Klit kunne rumme i alt 2400 tyske flygtninge. Lejren var bevogtet og omringet af pigtråd som de øvrige tyske lejre, idet de tyske flygtninge havde forbud mod at forlade lejren, ligesom kontakt mellem flygtningene og den danske befolkning var forbudt. Mindst én gang blev lejren også anvendt som karantænelejr for smittede flygtninge fra lejre, hvor der var udbrudt sygdomme eller epidemier. Det skete f.eks. i januar 1947, hvor der ifølge flere aviser var udbrudt en paratyfusepidemi i en lejr i Brønderslev, hvorefter 22 flygtninge kom i karantæne i Skallerup Klit.

Dagligdagen i lejren var ifølge flere flygtninge noget trøstesløs. Selvom der var mad nok, var den kedelig og ensformig. De enkelte barakker var temmelig primitive, og den manglende isolering gjorde den kolde vinter hård at komme igennem. Hver barak var forsynet med en kakkelovn, og udover at fyre med tørv blev der også fyret med rødder og krat fra de nærliggende klitter, som kvinderne gravede op. 

Børnene gik i skole som i de øvrige tyske flygtningelejre. Fra flygtningeberetninger fra Skallerup ved vi, at en del af skolematerialerne var hjemmelavede. Det gjaldt f.eks. de kladdehæfter, børnene skrev i. De blev f.eks. lavet af toiletpapir, som blev syet sammen med omslag fra gamle hæfter eller af sækkelærred fra de madrasser, som flygtningene sov på.

Ferieby og badehoteller

I oktober 1947, dvs. godt et år efter opførelsen, blev lejren nedlagt, og processen med at omdanne flygtningelejren til ferieby blev iværksat. Feriebyen blev indviet i 1949. Hvor det blot havde taget nogle måneder at opføre flygtningelejren, krævede det to år at istandsætte den, så den var egnet til danske feriegæster.

Også andre typer af ferielokationer blev inddraget i flygtningeforsorgen. Det gælder flere af de badehoteller, der befandt sig langs den nordsjællandske kyst, bl.a. Rungsted Badehotel, hvor der blev indkvarteret ikke-tyske flygtninge. Badehoteller stammer traditionelt fra en borgerlig kultur, hvor feriebyerne hørte til arbejderkulturen. Således blev feriesteder på tværs af traditionelle klasseskel inddraget i forsorgen for de tyske og ikke-tyske flygtninge.

I dag er Skallerup Seaside Resort stadig det feriecenter, som det var planen fra begyndelsen. Der er dog bibeholdt en af de originale barakker fra flygtningetiden, der nu er indrettet som et lille museum. Efter anvendelsen som flygtningelejr blev de øvrige originale barakker fjernet og nye feriehuse sat op. Foto: Historisk Samling fra Besættelsestiden / Museum