Hjemsendelserne af de tyske flygtninge

Allerede inden afslutningen af 2. verdenskrig mødtes de allieredes ledere på Jaltakonferencen i februar 1945 for at diskutere efterkrigstidens Europa, herunder de enorme flygtningestrømme, man stod overfor. Det var på det tidspunkt klart, at Tyskland ville tabe krigen. På konferencen blev det aftalt, at flygtninge - de såkaldte Displaced Persons - skulle repatrieres, dvs. hjemsendes eller emigrere til et nyt land.

Ved overtagelsen af forsorgen for både de tyske og ikke-tyske flygtninge i maj 1945 iværksatte danske myndigheder derfor straks hjemsendelsesplanlægningen. For de tyske flygtninges vedkommende gjaldt det imidlertid, at forholdene i Tyskland ikke tillod, at de straks kunne repatrieres, som ellers var et dansk ønskescenarie. Tyskland var præget af krig og ødelæggelser, og der var desuden allerede flere millioner Displaced Persons fordelt i de fire allierede besættelseszoner i Tyskland. De danske myndigheder måtte derfor iværksætte en mere langsigtet flygtningeforsorg.

Omkring landsbyen Skrydstrup ved Vojens anlagde tyskerne under besættelsen en flyveplads, byggede barakker og eksproprierede et stort antal danske ejendomme. Barakker og andre bygninger blev efter befrielsen i maj 1945 anvendt til at huse op til 4.000 tyske flygtninge. Lejren blev nedlagt i 1947. På billedet ses flygtninge fra Skrydstrup-lejren på banegården i Vojens 1947 på vej til at blive transporteret til Tyskland. Foto: Ukendt fotograf, lånt af Lokalhistorisk Forening for Vojens-området

Efter forhandlinger påbegyndtes hjemsendelserne af de tyske flygtninge i november 1946. De blev ved ankomsten til Tyskland ligeligt fordelt mellem de allierede besættelseszoner. Derfor var der ikke mange, der vendte hjem til de byer, de kom fra.

I takt med hjemsendelserne blev flygtningelejrene i Danmark gradvist nedlagt. I oktober 1948 var der kun tre tyske flygtningelejre tilbage: Oksbøl, Grove og Aalborg. Den sidste hjemtransport fandt sted den 15. februar 1949.

Chefen for Flygtningeadministrationen, den socialdemokratiske politiker og minister i flere regeringer, Johannes Kjærbøl (1885-1973), tager den 15. februar 1949 afsked med de sidste tyske flygtninge i Kolding. Herfra gik rejsen med tog til den til den franske zone i Vesttyskland. Det var den sidste hjemtransport. Dermed var der ikke flere tyske flygtninge i Danmark. Foto: Kolding Stadsarkiv

Ikke-tyske flygtninges repatriering

Hjemsendelserne af de ikke-tyske flygtninge påbegyndtes i modsætning til de tyske flygtninge kort efter befrielsen. Belgiere, hollændere og franskmænd blev repatrieret i juni 1945, og i august samme år blev 8.000 sovjetiske flygtninge også hjemsendt. Ved Jalta-konferencen havde Sovjetunionen indgået en implicit aftale med amerikanerne og briterne om, at sovjetborgere skulle repatrieres – om nødvendigt med tvang. De sovjetiske myndigheder pressede på for at få deres borgere hjem, særligt i de tilfælde, hvor de pågældende personer havde båret tysk uniform under krigen.

Balterne udgjorde en særlig problemstilling, fordi en del af dem modsatte sig repatrieringen. De baltiske lande var i 1940, inden den nazistiske besættelse, blevet indlemmet i Sovjetunionen. Dermed betragtede Sovjetunionen balterne som sovjetiske borgere, der skulle tvangsrepatrieres. I britiske og amerikanske øjne var balterne derimod statsløse og kunne ikke tvangsrepatrieres. En del af balterne nærede en stor kommunistfrygt, særligt de, der under den nazistiske besættelse havde samarbejdet med tyskerne eller havde deltaget i krigen på tysk side. De danske myndigheder endte med at beslutte, at balterne ikke kunne tvangshjemsendes. Kun omkring 500 af de i alt 4500 baltiske flygtninge valgte at rejse hjem. Mange emigrerede til andre lande.

Repatrieringen og emigrationen af de ikke-tyske flygtninge fortsatte frem til 1953. Omkring 1200 af de ikke-tyske flygtninge endte med at bosætte sig i Danmark.

 
I 1944 beslaglagde tyskerne hele Allesø by, og beboerne fik besked om at flytte fra hus og hjem. Oprindelig var det planen, at der skulle anlægges en flyveplads i området.  Da de flere hundredetusinde flygtninge ankom til Danmark i vinteren og foråret 1945, blev byen anvendt som flygtningelejr, og de tyske flygtninge blev indkvarteret i de forskellige huse, bl.a. huset som ses på et af billederne. Efter de danske myndigheder ved befrielsen i maj 1945 overtog forsorgen for flygtningene, fungerede Allesø som flygtningelejr indtil sommeren 1947. Foto: Historisk Samling fra Besættelsestiden / Museum VEST

De sidste spor af flygtningene

Der er kun få fysiske spor tilbage af de mange flygtningelejre. I den tidligere Dragsbæklejr i Thisted findes der dog stadig i dag et stort kors, som blev sat op af litauiske flygtninge. Derudover er der omkring 10.000 krigsgrave (tyske og tyskallierede soldater) og 15.000 civile flygtningegrave placeret rundt om i landet. Da flygtningestrømmen tog til i starten af 1945, blev flygtninge begravet rundtomkring i landet. I Københavnsområdet ligger i alt knap 5000 flygtninge, og omkring 40 % af alle omkomne tyske flygtninge er begravet omkring København. Der er også store flygtningekirkegårde i Oksbøl (1675 grave), Gedhus (1185 grave), Aalborg (1096 grave) og Grove (964 grave).

Flygtningegravene er typisk placeret tæt på de lejre, flygtningene havde opholdt sig i. I den første periode blev flygtninge dog ofte begravet på lokale kirkegårde. Det betød, at der i 1950’erne var flygtninge begravet 475 forskellige steder i Danmark. Efter nogen dansk debat kunne den tyske organisation Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge i løbet af 1966 flytte ca. 5000 tyske grave, så gravene i dag er samlet på 34 kirkegårde. Gravene var oprindeligt forsynet med trækors, men er i dag prydet af granitsten. Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge står for det officielle udseende og pasning af flygtningegravene i Danmark. Danske myndigheder bidrager dog også til pasningen.

Kort over placeringerne af flygtninge- og soldatergrave i Danmark. Klik på firkanten til venstre for at se kortet i fuld skærm. © danmarkshistorien.dk