Artikler
Den storpolitiske situation i Europa umuliggjorde en hurtig hjemsendelse af de omkring 200.000 tyske flygtninge og mange af de ca. 34.000 ikke-tyske flygtninge, der opholdt sig i Danmark ved den tyske kapitulation i maj 1945. De danske myndigheder måtte derfor overtage ansvaret for flygtningene, og der blev iværksat mere strukturerede tiltag i forsorgen af begge flygtningegrupper. Det gjaldt også på ”det åndelige område”, hvor en vigtig del af den åndelige forsorg kom til at handle om uddannelse, undervisning og oplysning af begge flygtningegrupper som et resocialiserende og demokratiserende element.
Undervisningen i de tyske lejre
Under de danske myndigheders indledende forsorg af de tyske flygtninge havde undervisningen været nødtørftig og vilkårlig, men fra oktober 1945 iværksatte de et undervisningsprogram for de tyske flygtningebørn. Der var klare ideologiske intentioner med programmet. De danske myndigheder ville forberede de tyske flygtninge til igen at kunne indgå i samfundet, og fra dansk side forsøgte man at medvirke til oplysning på et demokratisk, men samtidig politisk neutralt grundlag.
Til at varetage undervisningen var den danske flygtningeadministration nødt til at benytte tyske lærerkræfter blandt flygtningene selv. Derfor blev der foretaget konkrete vurderinger af egnede lærere ude i de enkelte lejre for så vidt muligt at undgå, at overbeviste nazister varetog lærergerningen. Ligeledes måtte mange tyske undervisningsbøger kasseres, da de indeholdt nazistisk tankegods. Flygtningeadministrationen fik derfor fremstillet lærebøger, og man fik også leveret skolebøger fra Schweiz, der havde været neutralt under krigen og havde en stor tysktalende befolkningsdel.
Både politisk screening af lærere og skolebøger var forsøg på at rense børnenes undervisning for nazistiske elementer. Samtidig tyder noget på, at der fra dansk side var idealer om at indføre moderne undervisningsprincipper, hvor elever skulle opdrages til at være selvstændige, tolerante og demokratiske samfundsborgere. Idealerne stødte dog på en hverdagsvirkelighed i flygtningelejrene, hvor der ofte var gammeldags autoritære tyske skoleideer på skemaet og mangel på ressourcer.
Da de tyske flygtninge begyndte at strømme til Danmark fra vinteren 1945, måtte en bred vifte af lokaliteter anvendes som indkvarteringsmuligheder. Det gjaldt også de danske skoler, blandt andet på Jernbanegade Skole i Odense, som ses på dette foto. Efter befrielsen i maj 1945 var der heftig debat om flygtningenes ophold på skolerne, da det forhindrede danske børns skolegang. Især i København blandede ikke kun lærere og andre skolefolk sig i debatten, men også forældre. Fra 1. august 1945 afholdt københavnske forældre protestmøder og truede med ”forældrestrejke”. Fra efteråret 1945 påbegyndtes frigivelsen af en del af de danske skoler. Foto: Odense Stadsarkiv
Oplysning og (ud)dannelse af voksne tyske flygtninge
De voksne tyske flygtninge havde arbejdspligt i lejrene, men der blev også iværksat oplysende tiltag over for dem. Flygtningeadministrationen arrangerede bl.a. diskussionsgrupper og foredrag. I flygtningelejren på Kløvermarken på Amager blev der fra foråret 1946 arrangeret foredrag med temaer som: ”Hvordan ser der ud i Tyskland i dag?” og ”Hvad er et demokrati?”. De danske myndigheder var dog forsigtige med at propagandere demokrati af frygt for at fremprovokere den modsatte reaktion hos flygtningene. Desuden var det ikke helt enkelt at agitere for frihed og demokratiske idealer for flygtninge, der var spærret inde bag pigtråd.
Derudover blev der i de tyske lejre efterhånden oprettet forskellige ungdoms- og fagskoler, så de tyske flygtninge kunne uddanne sig. I Oksbøllejren var der f.eks. en husholdningsskole, en sygeplejeskole, en handelsskole og en købmandsskole. Lignende tiltag blev i forskelligt omfang oprettet i de øvrige tyske lejre.
Undervisningen i de ikke-tyske lejre
Undervisningstiltagene for den ikke-tyske flygtningegruppe gjaldt først børnene. Udfordringen her var dog, at denne gruppe flygtningebørn kom fra mange forskellige nationer, der ikke talte samme sprog. En egentlig etableret og struktureret undervisning blev derfor først mulig fra oktober 1945, hvor de ikke-tyske flygtninge blev inddelt nationsvist i lejre. Der blev fundet lærere blandt flygtningene, der kunne undervise børnene på modersmålet. Som ved de tyske flygtninge var anskaffelsen af skolematerialer som bøger et problem. Man anvendte derfor også tysksprogede skolebøger.
Oplysning og (ud)dannelse af voksne ikke-tyske flygtninge
De voksne ikke-tyske flygtninge havde arbejdspligt og blev derfor ikke tilbudt struktureret undervisning. Dog blev der i lejrene tilbudt engelskundervisning, da mange flygtninge ikke ville repatrieres, men foretrak at søge en ny tilværelse i engelsktalende lande som USA og Australien. Dette flugtede godt med den officielle danske holdning til de ikke-tyske flygtninge; nok var de mere velkomne her i landet end de tyske flygtninge, men de skulle også sendes hjem eller til et nyt land.
Derudover blev der i den ikke-tyske flygtningelejr i Køge oprettet et lettisk gymnasium, hvor unge kunne tage en studentereksamen. Et lignende tiltag sås i lejren på Faxe Ladeplads.
Andre undervisnings- og oplysningstiltag for de ikke-tyske flygtninge
Da de ikke-tyske flygtninge havde tilladelse til at færdes uden for lejrene, kunne de også begynde uddannelse på danske skoler, hvis flygtningene selv kunne betale for deres skolegang. Derudover blev det fra slutningen af 1945 også arrangeret, at et vist antal mandlige ikke-tyske flygtninge i alderen 14-18 år kunne deltage i kurser på Den Internationale Højskole i Helsingør på lige fod med de øvrige kursister. Her blev de dels undervist i boglige fag som historie og geografi, dels i praktiske fag som have- og køkkenarbejde.
Oprindeligt var der udstedt forbud mod danskundervisning i de ikke-tyske lejre, da det ikke var meningen, at flygtningene skulle tage permanent ophold i Danmark. Dette forbud ændredes dog for den lille gruppe tilbageværende ikke-tyske flygtninge, da Arbejds- og Socialministeriet overtog forsorgen i 1950. I januar 1951 blev der for første gang udbudt danskundervisning til enkelte flygtninge, hvis det vurderedes, at det forbedrede deres muligheder for at få arbejde i Danmark.