Artikler
Omkring befrielsen den 4.-5. maj 1945 var der i Danmark over 230.000 flygtninge. De fleste var civile tyskere, der i vinter og forår 1945 var på flugt fra den sovjetiske hærs fremmarch, men der var også ca. 34.000 flygtninge fra omkring 25 andre nationer. Det blev de danske myndigheders opgave at overtage forsorgen, og hovedparten af flygtningene blev indkvarteret i lejre og forlægninger. Der gjaldt forskellige regler for de to kategorier af flygtninge. Både de tyske og de ikke-tyske flygtninge, der opholdt sig i Danmark i de første efterkrigsår, skulle arbejde. De tyske flygtninge måtte dog kun arbejde inden for flygtningelejrene, hvorimod de ikke-tyske flygtninge blev anvist arbejde både inde i lejrene og uden for dem, særligt i landbruget. Arbejdspligten tjente flere formål. Den mindskede de økonomiske udgifter i forsorgen for flygtningene, men resocialisering gennem arbejde var også på dagsordenen – og så sikrede man sig fra dansk side, at hverken de tyske eller ikke-tyske flygtninge sad og kedede sig i lejrene, men var beskæftigede.
Arbejdets organisering i de tyske flygtningelejre
De tyske flygtninge i efterkrigstidens Danmark var forment adgang til det danske samfund og sad i isolerede lejre, der var bevogtede og omgivet af pigtråd. Inde i lejrene skulle de tyske flygtninge så vidt muligt selv stå for organiseringen af lejrlivet. Det kom til udtryk i oprettelsen af en form for selvstyre i de enkelte lejre med egne byråd og valg og gennem organiseringen af arbejde inde i lejrene.
Alle flygtninge over 14 år havde arbejdspligt. Den indførtes dels for at lejrsystemet kunne fungere selv med små lejradministrationer, dels for at holde flygtningene beskæftigede. Når driften af lejrene i høj grad blev holdt i gang af flygtningene selv, kunne udgifterne til flygtningeforsorgen også reduceres - og samtidig var formålet, at arbejdet skulle have en disciplinerende virkning på flygtningene.
Typer af arbejde for tyske flygtninge
De tyske flygtninge blev ansat i næsten samtlige afdelinger i lejrene. De store lejrkøkkener krævede personale til at tilberede maden til de mange mennesker. En flygtning, der som dreng opholdt sig i lejren på Ry Flyveplads, berettede om, at især køkkenarbejde var eftertragtet, fordi der som regel faldt lidt ekstra mad af til køkkenpersonalet. Andre havde arbejde som faglærte i forskellige værksteder som systuer, smedjer og snedkerier. Der var mangel på det meste, og derfor blev der brugt megen tid på omsyning af tøj og reparationer af forskellig art. Andre flygtninge var beskæftiget som lærere og stod for undervisningen af de tyske flygtningebørn – hvis de vel at mærke blev godkendt som lærere. Det var betinget af, at de ikke var nazister. Derudover blev en del af de tyske flygtninge, der havde sundhedsfaglig baggrund, ansat som fx tandlæger eller i lejrenes hospitaler som læger og plejepersonale.
Der blev indført arbejdspligt i lejrene for de tyske flygtninge, der opholdt sig i Danmark i efterkrigsårene. Lejrkøkkenerne blev drevet af flygtningene selv. Her ses kvindelige tyske flygtninge i Kolding i færd med at forberede mad til lejrens øvrige beboere. Foto: Kolding Stadsarkiv
Arbejdets organisering i de ikke-tyske flygtningelejre
De ikke-tyske flygtninge havde lov til at færdes frit uden for lejrene. Det betød, at en del af dem på eget initiativ fandt arbejde i lokalområdet. Reelt forbød reglementet dem at tage dansk arbejde, men efterspørgslen på arbejdskraft i efterkrigstidens Danmark var stor.
Fra dansk side var der bekymring for, at de ikke-tyske flygtninge var løntrykkere og fratog danskere arbejde. Derfor udsendtes i juli 1945 en meddelelse, der indskærpede, at de ikke måtte tage dansk arbejde. Dette reglement blev imidlertid ændret med indførelsen af arbejdstilladelse for alle ikke-tyske flygtninge fra den 25. maj1946 med samme overenskomstmæssige vilkår som danskere. Nu skulle alle ikke-tyske flygtninge tage arbejde, medmindre de havde fysiske handicaps eller f.eks. studerede. Ved samme lejlighed indførtes også en vis egenbetaling for kost og logi for opholdet i flygtningelejrene.
Typer af arbejde for ikke-tyske flygtninge
En del af de ikke-tyske flygtninge arbejdede inden for lejrene. Det var f.eks. i køkkenerne, på værkstederne eller på hospitalerne, der dog blev ledet af dansk personale. Man søgte fra dansk side så vidt muligt at anvise ikke-tyske flygtninge arbejde i de dele af det danske arbejdsmarked, hvor der var særlig mangel på arbejdskraft. Arbejde uden for lejrene bestod derfor i høj grad af landbrugsarbejde, men ikke-tyske flygtninge blev også ansat som hushjælp, i gartnerier, i forskellige håndværk eller til kontorarbejde. Der blev desuden indført skattepligt for de ikke-tyske flygtninge.
Fra juni 1946 blev der indført en arbejdsordning for de ikke-tyske flygtninge i Danmark. En del fik arbejde i lokalområdet. Her ses en estisk krigsfange, der havde arbejde hos et lokalt gartneri nær København. Foto: Frihedsmuseets fotoarkiv
Arbejdstilladelse eller arbejdstvang for de ikke-tyske flygtninge?
Det gav arbejdsordningen for de ikke-tyske flygtninge en positiv klang, når Flygtningeadministrationen og Esther Ammundsen (1906-1992), der var afdelingschef for Dansk Røde Kors’ Flygtningeafdeling, omtalte den som netop en tilladelse eller en anvisning. Desuden udlagde Dansk Røde Kors arbejdstilladelsen som flygtningenes eget ønske. Der var et resocialiserende element i arbejdsordningen, for ved at lade de ikke-tyske flygtninge arbejde, blev de holdt beskæftiget og havde også selv mulighed for at tjene lidt ekstra.
Arbejdsordningen er dog også kontroversiel, for reelt var der tale om arbejdstvang. De flygtninge, der nægtede at tage arbejde eller forlod deres arbejde uden grund, blev sendt til disciplinærlejren for ikke-tyske flygtninge på Benzon Gods på Djursland som straf. Dette tvangselement kan ses i forlængelse af et yderligere motiv for arbejdsordningen, nemlig at holde de økonomiske udgifter nede. Et andet motiv var at imødekomme den udtalte mangel på arbejdskraft, der var i efterkrigstidens Danmark.